17.02.2018

Med sit udlændingeudspil, som socialdemokraterne kalder “retfærdigt og realistisk”, tager det gamle arbejderparti endelig ejerskab for sin egen politik.

Af Niels Jespersen

TILBAGE I 2011 var Helle Thorning-Schmidt (S) netop blevet statsminister efter 10 år med VKO. Dengang håbede mange på venstrefløjen, at nu var vi endeligt færdige med at diskutere indvandring. Dagbladet Politikens chefredaktør Bo Lidegaard skrev triumferende om Pia Kjærsgaard, der netop var gået af som formand for Dansk Folkeparti, at hendes tid aldrig ville komme igen.

På det tidspunkt kunne socialdemokraternes udlændinge- og indvandrerpolitik bedst beskrives som “strudsepolitik”. Man stak hovedet i sandet og stemte sammen med højrefløjen, når det kom til udlændingestramninger, men undlod at forsvare beslutningerne i substansen. Man tog ganske enkelt ikke udlændingepolitikken alvorligt som politisk emne. Håbet var, at al den snak om indvandring og islam ville forsvinde af sig selv, og vi kunne komme til at diskutere nogle emner, der befandt sig mere i Socialdemokratiets comfort zone. Helst noget med velfærd.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Vælgerne kan godt gennemskue, når politikere af taktiske hensyn fører en politik, de inderst inde ikke bryder sig om. Så afslører de sig som kyniske magtmennesker. Og det er jo også det, de er.

 

Vælgerne kan godt gennemskue, når politikere af taktiske hensyn fører en politik, de inderst inde ikke bryder sig om. Så afslører de sig som kyniske magt-mennesker. Og det er jo også det, de er
_______

 

Jeg skrev dengang (i antologien “Højrepopulismen”), at det godt kunne være, at socialdemokraterne var blevet tvangsgift med 24-årsreglen og alle de andre stramninger, men at man selv i et tvangsægteskab må prøve at finde kærligheden. Hvis man skulle overbevise vælgerne om sin politik, så var man også nødt til selv at tro på den.

Her, næsten 7 år senere, er partiet så kommet med en 44-siders udlændingeplan, der må betegnes som den mest gennemarbejdede og troværdige, nogen har præsteret på dette område. Og det handler ikke bare om de nemme af de svære spørgsmål – dvs. dem om økonomi, arbejdsløshed og kriminalitet. Nej, det handler også om de sværeste udfordringer. Kultur, religion og fællesskab – og om, hvad det gør ved vores samfund, når vi lever adskilt fra hinanden.

S’s udspil er dårligt nyt for de partier, der lever af den polariserede debat
Enhedslisten reaktion er forudsigeligt nok en trussel om at skyde den socialdemokratiske regering en kugle for panden, endnu før den overhovedet er undfanget. I den magtfulde hovedbestyrelse, i landets mindst magtfulde parti, optrækkes de røde linjer. Her er prismærkerne allerede sat på Henrik Sass-Larsen og Mattias Tesfayes skind.

 

I den magtfulde hovedbestyrelse, i landets mindst magtfulde parti, optrækkes de røde linjer. Her er prismærkerne allerede sat på Henrik Sass-Larsen og Mattias Tesfayes skind
_______

 

Morten Østergaard, fra det førhen så magtfulde Radikale Venstre, istemmer samme kor. Han vil ikke agere “nyttig idiot” og vil nu gøre sin støtte til Mette Frederiksen afhængig af udlændingepolitikken. Således står det gamle kongemagerparti last og brast med de piercede leninister i Enhedslisten. Alternativet har indtil videre været mere afdæmpede i deres kritik, men mon ikke de også skal ryste lidt med mistillidssablen, når det er så åbenlyst nemt at få presseomtale på den konto.

Men fælles for både Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre er, at de reelt er sat skakmat, for hvor vil de gå hen med deres mistillid til Mette Frederiksen? Vil de pege på Martin Henriksen og Inger Støjberg som dem, der skal stemme venstrefløjens lempelser igennem?

 

Fælles for både Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre er, at de reelt er sat skakmat, for hvor vil de gå hen med deres mistillid til Mette Frederiksen?
_______

 

Venstrefløjen kan vælte en socialdemokratisk regering i affekt. Bare snakken om at gøre det har en terapeutisk effekt på medlemsbasen, men det er ikke uden omkostninger at slynge trusler ud til højre og venstre, hvis man ikke har modet til at gennemføre dem. Se bare på Anders Samuelsen.

Socialdemokratiets udspil giver kant til venstrefløjen, men på sigt er det dårligt nyt for de partier, der lever af det rene standpunkt i den polariserede debat, for når først vi kommer ind og skal røre ved de helt nære ting: Hvordan de fælles rum fungerer og hvad der skal serveres i kantinen, så er der mindre plads til de meget principfaste. Til gengæld er der masser af pragmatisme til de afgørende midtervælgere, og når valgkampen går i gang, er der nok også en rød socialist eller to, der tænker, at det nok er sikrest at stemme direkte på Socialdemokratiet, hvis man vil af med Lars Løkke.

Hvad vil Venstre?
Mest komisk har det dog været at følge Venstre, der bogstavligt talt ikke har vidst, hvilket ben man skulle stå på. Den ene dag optrådte Lars Løkke Rasmussen jovialt på TV, hvor han roste Danmarksindsamlingen og opfordrede den populære TV-værtinde Signe Molde til at “give en lille del af hverdagens overskud til nogen, der har det dårligere”. Hvert et bidrag gjorde en forskel, kunne man forstå på statsministeren. Kort tid efter beskyldte Venstre socialdemokraterne for at ville sende al danskernes velfærd til Afrika.

Det måtte næstformand Kristian Jensen så ud og undskylde, og så startede løjerne for alvor. Da socialdemokraternes udspil blev lanceret – samme dag – mente integrationsordfører Marcus Knuth (V), at det var noget værre bras. Han kaldte forslaget for hult og en tynd kop te – og mente, at modtagecentre i Nordafrika var useriøst. Det var dog ikke mere useriøst, end at integrationsminister Inger Støjberg dagen efter udtalte, at hun ofte diskuterede med sine udenlandske ministerkollegaer, hvordan EU kan komme til at drive lejre i nærområderne.

Det lykkedes aldrig de to venstrefolk at blive helt enige. Knuth mente fortsat, at modtagecentre i nærområderne var urealistiske. Men nu fandt han socialdemokraternes plan både “smuk” og “sympatisk”. Måske fordi nogen havde henledt hans opmærksomhed på, at det faktisk også står i regeringsgrundlaget, at det skal gøres muligt at søge asyl fra et såkaldt tredjeland, altså et land uden for EU, samtidig med at muligheden skal ophøre ved de europæiske grænser.

En person, der til gengæld hverken fandt planen smuk eller sympatisk, var uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V). De twitterbrugere, som den iltre Venstremand endnu ikke har blokeret, kunne samme dag læse, at socialdemokraternes plan var helt på månen.

Det afskrækkede imidlertid ikke Bertel Haarder. Måske fordi han selv oplevede månelandingen i 1969. Venstres nestor mente bestemt ikke, man skulle opgive ambitionen – for når man kunne lave en aftale med Tyrkiet, hvorfor skulle det så ikke være muligt også at slå en handel af med den libyske regering? Eller en af de to libyske regeringer, der for tiden strides om æren til at regere det borgerkrigsramte land.

Så mente Knuth pludseligt også, at modtagecentrene var en rigtig god ide, som VK-regeringen da også havde forslået i 2007. Problemet var bare at finde de rigtige lande. Men han understregede nu, at han hilste socialdemokraternes initiativ velkomment. Sagen var jo den, som Inger Støjberg også påpegede, at regeringen sammen med Østrig og resten af EU allerede var i gang med at undersøge mulighederne for modtagecentre i nærområderne.

Så her, mere end en uge efter lanceringen af udspillet, er vi stadig ikke blevet klogere på, hvad Venstre mener. Er det komplet urealistisk, eller er det bare en gentagelse af, hvad regeringen for længst har forslået? Og hvorfor skal socialdemokraterne nævne et konkret land, når regeringen ifølge Støjberg allerede er langt inde i forhandlingerne om en fælleseuropæisk løsning? Var Venstre ikke selv ganske fantasifulde, da de sad i opposition og lovede vælgerne straksopbremsning? Og kunne regeringen, der har adgang til embedsapparatet, og som må formodes at have overblik over de igangværende forhandlinger, ikke selv sige, hvor de finder det realistisk at placere asyllejrene?

 

Her, mere end en uge efter lanceringen af udspillet, er vi stadig ikke blevet klogere på, hvad Venstre mener. Er det komplet urealistisk, eller er det bare en gentagelse af, hvad regeringen for længst har forslået?
_______

 

Planen står og falder med viljen til at nægte spontanasyl
I den kommende tid vil alle kanoner og mikrofoner blive rettet mod Socialdemokratiet. Både fra de blå og røde partier og ikke mindst fra medierne. Mette Frederiksen vil nådesløst blive afkrævet detaljeret svar på, helt præcist hvilken kontorchef i hvilken jordansk styrelse, der skal tage stilling til det her, samt hvem der kan lægge en besked i tilfælde af, at han er til frokost, når vi ringer. Men sagen er den, at det socialdemokratiske udspil, som alt andet af den slags, er et oplæg til forhandling og en hensigtserklæring over for vælgerne. Det kommer til at se anderledes ud som lov.

Det centrale er viljen til at fortolke konventionerne anderledes. At udfordre dem, som man siger på politikersprog. Indtil nu har det været sådan, at asyl i praksis betød genbosættelse i Vesten. Hvis viljen til at udfordre det præmis er tilstede, så bliver modtagecentrene i nærområderne meget mere realistiske. For hvilke flygtninge og migranter vil betale 2000-6000 euro til en menneskesmugler og krydse Middelhavet og 5-6 sikre lande for at komme til Danmark, hvis gevinsten er en enkeltbillet tilbage, samt en tilsvarende enkeltbillet til det lotteri, der kaldes FN’s kvoteflygtningesystem? Måske socialdemokraterne kan nøjes med at leje et hotel.

Det lyder brutalt, men Mette Frederiksen har en stærk sag, når hun argumenterer for at udfordre den gængse opfattelse af en humanistisk flygtningepolitik. Den tragedie, der hvert år udspiller sig på Middelhavet, har intet at gøre med humanisme. Tværtimod ligner det et sygt gameshow som i filmene “Hunger Games” eller “Running Man”, hvor deltagerne udsættes for død og pinsler, hvorefter de heldige overlevende kan nyde materielle goder, der langt overstiger deres ellers trøstesløse livsudsigter. Med den nuværende asylmodel hjælper vi ekstremt få med meget store omkostninger. Danmark bruger flere penge på at modtage 10.000 flygtninge, end FN har til at hjælpe 1.5 mio. flygtninge i Libanon. Imens skæres der ned på rationerne i lejrene. Det er åbenlyst, at ønsker man at afhjælpe nød og elendighed ude i verden, så er socialdemokraternes plan for en Marshall-hjælp til Afrika langt mere effektivt end at tage imod en brøkdel af verdens 65 mio. flygtninge herhjemme.

 

Ønsker man at afhjælpe nød og elendighed ude i verden, så er socialdemokraternes plan for en Marshall-hjælp til Afrika langt mere effektivt end at tage imod en brøkdel af verdens 65 mio. flygtninge herhjemme
_______

 

Til gengæld står og falder planen så også med, at man er villig til at nægte flygtninge muligheden for at søge spontanasyl i Danmark. Er det ikke tilfældet, kan socialdemokraterne godt forbedrede sig på en løftebrudstorm i efterlønskategori. Vælgerne vil straffe partiet hårdt for at sende flere penge til Afrika og tage flere kvoteflygtninge, hvis der ikke samtidig kommer et markant dyk både i antallet af asylansøgere og familiesammenføringer.

Udfordringen for socialdemokraterne er enorm
På den socialdemokratiske netavis Pio skrev politisk chef for centrum-venstre tænketanken CEVEA, Kasper Fogh, for nyligt et henført essay om den socialdemokratiske guldalder i 90’erne. Dengang arbejdersønnen Nyrup bøjede alle kurverne opad. EU var domineret af socialdemokratiske regeringer og USA’s præsident Bill Clinton var stadig mere kendt for sine saxofon-evner end sine rygevaner. En tid, der i dag noget uretfærdigt mest huskes for sin naivitet og arrogance over for dem, der advarede om konsekvenserne af en ukontrolleret indvandring. Det er ingen underdrivelse at sige, at fremmedspørgsmålet er den helt store årsag til, at de socialdemokratiske partier der så ud til at eje Europa i 90’erne, i dag er enten udraderede eller reduceret til drabanter for borgerlige centrumregeringer.

Herhjemme har socialdemokraterne klaret sig bedre end deres europæiske kammerater og nok også bedre end fortjent, men partiet mistede efter 2001 den førstefødselsret til dansk politik, der kommer af at have de bedste og mest visionære svar på tidens udfordringer. Med sociologen og LA-politikeren Henrik Dahl’s let omskrevne ord, er Socialdemokratiet blevet et parti, der kun får magten, når klovneriet i blå blok bliver vælgerne for meget.

Alt det har Mette Frederiksen muligheden for at ændre. Med hendes udlændingeudspil er der skabt mulighed for, at der endeligt sker noget konkret. I 20 år har vi diskuteret indvandrere og integrationsproblemer, og i den tid er der kun blevet flere af begge dele. Det, der er brug for, er en saglig og grundig debat af de virkelige udfordringer. En normalisering af udlændingespørgsmålet, så det ikke længere er et spørgsmål om moral og racisme, men om at løse et givent samfundsproblem.

 

Det, der er brug for, er en saglig og grundig debat af de virkelige udfordringer. En normalisering af udlændingespørgsmålet, så det ikke længere er et spørgsmål om moral og racisme, men om at løse et givent samfundsproblem
_______

 

Udfordringen: At bevare velfærdsstaten i en verden med øget migration og styrke folkefællesskabet på trods af parallelsamfund er omfangsmæssigt på niveau med de største kriser, som det gamle arbejderparti tidligere har måttet overvinde. I den heroiske socialdemokratiske fortælling, deres iliade, er de store helte mænd som Stauning, H.C. Hansen og den nyligt helgenkårede Anker Jørgensen, der i en svær tid skabte samling i partiet og anviste en ny vej ud af problemerne. Mette Frederiksen skal præstere noget lignende, men lykkedes det for hende, så vil hun også blive husket som en af de helt store. ■

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Småborgerlig socialdemokrat og patriot, ivrig kværulant på Facebook, debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København, hvor han samler på portvin, sabler og antikke standerure. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) [foto: Henning Bagger/Scanpix]