Asbjørn Ammitzbøll Flügge om Løkkes exit: Hvorfor klapper vi ad en mand, der har undergravet sit eget parti?

Asbjørn Ammitzbøll Flügge om Løkkes exit: Hvorfor klapper vi ad en mand, der har undergravet sit eget parti?

03.09.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

Ville man klappe ad en direktør, der undergravede sin organisation for egen vindings skyld? Ville man klappe ad en general, der skiftede kurs uden at rådføre sig med sine underordnede? Svaret er åbenlyst nej. Men hvorfor hylder folk så Lars Løkke for hans tvivlsomme bedrifter i dansk politik? Det er hyklerisk.

Kommentar af Asbjørn Ammitzbøll Flügge

KLAPSALVERNE på de sociale medier til Lars Løkke Rasmussen, Venstres nu tidligere formand, udstiller et hykleri i dansk politik: Uanset hvor mange møgsager en politiker slæber rundt på, så hyldes han stadig for at forlade scenen. Derfor er det hyklerisk, når en lang række af politikere blandt andet roser ham for sin indsats og sit arbejde med Løkkefonden – en organisation, der reelt sår tvivl, om det er muligt at købe sig til taletid hos Danmarks statsminister.

”VIGTIGT at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for at parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år”.

Hvis ikke jeg kendte forfatteren bag tweetet, så ville jeg tro at et usselt kongemord på en nobel statsmand var fundet sted.

At forfatteren modigt kæmpede en kamp mod et nederdrægtigt flertal gemt bag lukkede døre. Hvor rænker var smedet og helten uvidende var trådt ind i de lange knives nat. At gamle dyder som moral, ydmyghed og integritet kendetegnede forfatteren, som hellere ville trække sig fra kampen med æren i behold, i stedet for at blive til uværdigt spil.

Men forfatteren er Lars Løkke Rasmussen. Og vi skal ikke lade ham skrive sin egen historie.

Hans utallige møgsager om alt fra bilagsrod om fadøl, tøj, koncertbilletter til et tvivlsomt skel mellem privat-Lars og statsminister-Lars, når det kommer til fiskerikvoter og Løkkefonden, illustrerer enten eklatant mangel på god dømmekraft eller en magtfuldkommen leder uden de store moralske komplekser. Han er som en slagen mand flygtet med et surt opstød til sit parti – i stedet for at overrække det til sin efterfølger som en statsmand.

 

Han er som en slagen mand flygtet med et surt opstød til sit parti – i stedet for at overrække det til sin efterfølger som en statsmand
_______

 

LARS Løkke Rasmussen tog under valgkampen fusen på de fleste – inkl. sin næstformand Kristian Jensen – ved at række hånden ud over midten til Mette Frederiksen for at danne en SV-regeringen. Venstre var bagud på point. Som man siger på engelsk: Desperate tider kræver desperate tiltag.

Men hvor en general i krig træffer den endelige afgørelse alene, men vender mulighederne med sine næstkommanderende, vendte Løkke ikke beslutningen med sin næstkommanderende.

Og det var ikke kun Kristian Jensen, der midt under valgkampen skulle ændre takt.

Samtlige folketingskandidater, medlemmer af folketinget, ja selv Venstres pressetjeneste, der simultant med Lars Løkkes udmelding prøvede at tegne et dystopisk billede af, hvad der kunne ske, hvis Mette Frederiksen fik flertal, skulle pludselig mene det omvendte af i går.

Jeg var under folketingsvalget i debat med flere folketingskandidater fra Venstre. Flere af dem mødte jeg før og efter Lars Løkkes udmelding. Uagtet om de var enige eller uenige håndsrækningen (de fleste var som Kristian Jensen, imod), undrede de sig over, at ledelsen i partiet ikke var involveret.

Når du med ét gennemfører så fundamentalt et kursskifte, som Løkke gjorde, uden at have drøftet det i partiets ledelse, organisation eller bagland, så kan jeg godt forstå, at tilliden til Lars Løkke er forsvundet.

For kan man stole på en leder, der kalkuleret og udelukkende for egen skyld, fuldstændig ændrer kurs – uden at rådføre sig med sit bagland?

I mine øjne ville Uffe Elbæks troværdighed lide et knæk, hvis jeg vidste, at han traf en så afgørende beslutning som at stille op som statsministerkandidat, uden at rådføre sig med Alternativets ledelse. Det var ikke tilfældet, da det faktisk var folketingsgruppen, som indstillede forslaget om statsministerkandidaturet til partiets hovedbestyrelse. Det var ikke Uffes egenrådige beslutning.

HYKLERIET består ikke i, at en kendt politiker modtager ros fra sine politiske modstandere. Men det er hyklerisk, at fra det øjeblik Lars Løkke Rasmussen meddeler sin afgang, fordi han vil holde fast i sin selvrespekt (som han med de førnævnte sager i bagagen, for længst må have lagt bag sig), takkes for sin indsats og sine resultater.

Så snart han har meddelt sin afgang bliver det tilsyneladende ligegyldigt, at der skulle gentagne krisemøder, flere offentlige udmeldinger fra Venstres bagland og hasteindkaldte forretningsmøder til, før han kunne hives af taburetten. For så at flygte ud ad bagdøren. Det fortjener i mine øjne ikke de rosende ord, som de sociale medier er fyldt med i disse dage.

En leder, der notorisk sætter sit eget liv over sin organisation og sine nærmeste, fortjener ikke at blive klappet ad, bare fordi han ikke længere er leder. Hvis Lars Løkke var direktør – eller fabriksarbejder for den sags skyld – var han ikke blevet klappet ud. Han var blevet fyret på gråt papir. ■

 

Hvis Lars Løkke var direktør – eller fabriksarbejder for den sags skyld – var han ikke blevet klappet ud. Han var blevet fyret på gråt papir
_______

 



Asbjørn Ammitzbøll Flügge (f. 1992) er folketingskandidat for Alternativet og uddannet cand.it fra IT Universitet i København. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen holder tale i Tivoli Hotel & Congress Center, København, 15. maj 2019 [foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]