Chris Bjerknæs: NATO er og bliver hjørnestenen i Danmarks forsvarspolitik. Vi skal aldrig deltage i en EU-hær

Chris Bjerknæs: NATO er og bliver hjørnestenen i Danmarks forsvarspolitik. Vi skal aldrig deltage i en EU-hær

23.11.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

NATO-samarbejdet opfylder Danmarks sikkerhedspolitiske behov og skal derfor også forblive hjørnestenen i den danske forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi skal samarbejde internationalt, men vi må ikke give køb på vores suverænitet og selvstændighed, som EU-systemet ønsker.

Kommentar af Chris Bjerknæs, landsformand DFU

Skal vi have mere eller mindre internationalt samarbejde? I disse tider er det et spørgsmål, vi må stille os selv. I DFU mener vi mere. Men vi skal have det på en demokratisk og ordentlig måde med respekt for nationalstaterne – for det er dét, der gør verden stabil: stærke nationer med klar selvstændighed og egen karakter.

Vi lever i en tid, hvor vi taler meget om forpligtende internationalt samarbejde. Om en verden, der er i kraftig forandring med trusler fra Kina, Rusland og et USA med Donald Trump som en leder, der er ligeså stabil som en vejrhane. Lige der – i en verden, der blæser i alle mulige retninger – er det vigtigere end nogensinde, at vi taler mere og tættere sammen for at skabe fred, bekæmpe krig og fattigdom og sikre, at det liberale demokrati og de frihedsrettigheder, vi kæmper for, er de bærende elementer.

Derfor skal Danmark selvfølgelig også leve op til sine forpligtelser i NATO og opfylde kravet om de 2 procent af BNP på forsvaret. Men i sidste ende er det langt fra nok. Vi har i dag udfordringer med at forsvare vores egne farvande, da vi ikke har styr på de russiske ubåde, der sejler i det, og vi har endnu ikke modtaget vores nye kampfly til at beskytte vores luftrum – et luftrum, hvor russerne med jævne mellemrum også er til stede. Det fik vi en stærk påmindelse om, da de simulerede et angreb over Bornholm i forbindelse med Folkemødet i 2014. At vi ikke investerer mere i vores forsvar, svarer til at lade være med at betale kontingent til a-kassen, mens man er i job: Når jobbet ryger, så er man på røven – og sådan er det også for det danske forsvar. Når truslen for alvor banker på døren, er vi – hvis vi ikke får etableret et stærkere forsvar – på røven.

 

Nogle iagttagere taler højere og højere om, at man bør oprette en fælles EU-hær. En sådan fælles EU-hær er imidlertid ikke løsningen
_______

 

Nogle iagttagere taler højere og højere om, at man bør oprette en fælles EU-hær. En sådan fælles EU-hær er imidlertid ikke løsningen.

Idéen om en fælles EU-hær er lige så gammel som alle de andre føderalistiske planer om at lægge de europæiske lande sammen til én slagkraftig union. I mange år har det været et emne, der er dukket op fra tid til anden, dog uden at tage konkret form. Over de senere år er der kommet mere kød på – og det er bekymrende. For et nationalt forsvar vil nemlig altid være knyttet til national suverænitet, og derfor bør tanken om en EU-hær også forkastes som den dårlige idé, den er. Hvis vi opgiver denne suverænitet, vil vi ikke længere selv have egen magt og selvbestemmelse over vores militær, og vi vil derfor ikke kunne betragtes som en selvstændig nation.

Ikke nok med at en EU-hær truer nationernes Europa. Den udfordrer også NATO-samarbejdet. Et selvstændigt EU-forsvar med centraliseret hær og kommandocentral risikerer nemlig at underminere NATO og Atlantpagtens sikkerhedsgaranti. De europæiske lande ville ikke længere tænke nordatlantisk, men lukke sig om udelukkende europæiske interesser frem for at se på det større billede.

En EU-hær vil være en direkte udfordring af det, der har vist sig at fungere i praksis: NATO-samarbejdet. Nogle vil måske mene, at med valget af Trump og dennes regeringsførelse er der knaster i samarbejdet, og alliancen er i fare. Andre vil mene, at Trump blot er kommet med meget stærke opfordringer til at levere på garantier, som vi selv har stillet.

Uanset status på NATO-samarbejdet og dialogen landene imellem, så skal man ikke lade sig narre. Trump er også en bekvem undskyldning for de pro-europæiske lande til at komme videre fra det eksisterende samarbejde og opfinde behovet for et nyt og mere omsiggribende alternativ.

 

Endemålet for EU-bureaukratiet er, at EU skal blive til ét land og én stat. Og da et land har sit eget militær, er det naturligt, at det også må ende sådan for EU før eller siden
_______

 

Dette falske behov bunder i, at endemålet for EU-bureaukratiet er, at EU skal blive til ét land og én stat. Og da et land har sit eget militær, er det naturligt, at det også må ende sådan for EU før eller siden. Langt henad vejen har briterne på afgørende vis blokeret for denne udvikling – hvilket nok særligt skal ses i lyset af deres mangeårige særlige forhold til USA. De tyskere og franskmand, der tidligere har forregnet sig, må derfor kunne se en del fordele i Brexit.

Det ville være mit værste mareridt. Men med briterne på vej ud kan EU nu endelig rykke i retning af en fælleseuropæisk superhær – altså den tysk-franske drøm om ét europæisk kommandocenter og én hær, som vil gøre EU uafhængig af NATO. Måske vil det blive sådan (og lad det i givet fald blive uden Danmark), men det vil også give en masse udfordringer. For hvilken kommandovej skal gælde? Og hvad bliver det politiske ansvar? Og hvad med de operative regler? Det vil til enhver tid blive det, som tyskerne og franskmændene kan blive enige om. Det vil de andre EU-lande næppe bryde sig om. Og derfor vil magten over EU-hæren i sidste ende også havne hos ikke-valgte bureaukrater fra den fransk-tyske alliance og langt væk fra noget, der bare minder om demokrati.

Danmark har bevist sig åbent for at deltage i forskellige militære aktioner med vores allierede, og det har fungeret glimrende, når vi har bidraget i internationale aktioner. NATO-samarbejdet opfylder Danmarks sikkerhedspolitiske behov og skal derfor også forblive hjørnestenen i den danske forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi skal samarbejde internationalt, men vi må ikke give køb på vores suverænitet og selvstændighed! ■

 

Hvilken kommandovej skal gælde? Og hvad bliver det politiske ansvar? Og hvad med de operative regler? Det vil til enhver tid blive det, som tyskerne og franskmændene kan blive enige om. Det vil de andre EU-lande næppe bryde sig om
_______

 



Chris Bjerknæs (f. 1989) er landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom. ILLUSTRATION: Et dansk F16-jagerfly, 30. april 2014 [foto: NATO/flickr]