Dennis Kristensen: Eliten tabte valget

Dennis Kristensen: Eliten tabte valget

06.06.2019


Af flere årsager blev det ikke elitens valgaften. Efter 18 år med skiftende regeringer, som uanset politisk farve har været funderet på den økonomiske, politiske og kulturelle elites verdensbillede, så skaber valgresultatet en reel mulighed for ikke blot en politisk nyorientering, men også en ny folkelig fundering.

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Dennis Kristensen

Det var den mest besynderlige valgkamp i nyere tid. Vinderne ligner nu – efter første halvleg: Bevarelse af den danske velfærd og en ambitiøs indsats for at bremse den globale opvarmning. Taberne: det klassiske udlændingekort og kravet om skattelettelser. Men nu følger anden halvleg – og spørgsmålet er, hvem der vinder den. Alliancen bag VLAK-regeringen ligger i ruiner. Rød blok vandt – som ventet – men valgresultatet anbringer også De Radikale i en mulig nøgleposition.

Her følger 5 lektier af valget:

1. Vælgere flytter politikere

Valgresultatet viser den største vælgerpåvirkning af partiernes valgkampagner, jeg kan huske. Vi har ikke i min erindring tidligere oplevet så betydeligt et holdningsskift, som i denne valgkamp: Indenfor blot et halvt år har de unge klimaaktivister formået at sætte en dagsorden om en ambitiøs plan om opfyldelsen af de øvrige mål fra den store klimakonference i Paris i 2015. En række partier blev tvunget til at prioritere klimaet højere. Det var vel blandt de størrre partier kun Dansk Folkeparti, der ikke lod sig påvirke af de unge – men ovenikøbet gjorde udtrykket “klimatosser” om klimabekymrede danskere ikonisk.

Men i valgkampen blev partierne også – i større eller mindre udstrækning – tvunget til at støtte et andet tema: Fremtidens velfærd. I løbet af den lange valgkamp kom praktisk taget alle partier med på velfærdsbølgen. Tydeligst demonstreret med Venstres kovending – fra nulvækst i de offentlige udgifter ved valget i 2015 til det overraskende ’Velfærdsløfte’ – endda med sloganet: “Samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger”. Et løfte, som næppe skyldes at partiet har skiftet holdning til den offentlige sektors størrelse, men derimod fordi vælgerfremgang var tæt forbundet med en positiv holdning til fællesskab og fælles ansvarlighed. Det vælgerkrav om flere ressourcer til velfærden blev skabt dels af de partier i blå blok, der har ønsket “skattelettelser-for-enhver-pris” med de deraf følgende besparelser og nedskæringer på fællesskabsinstitutionerne – men de må dele æren med de offentligt ansattes faglige organisationer og deres medlemmer. Danskerne har oplevet stigende problemer i kernevelfærden – daginstitutioner, ældrepleje, folkeskoler og sygehuse – mens de ansatte gennem fagforeningerne i stadig større grad siger fra overfor både brugeres og egne vilkår.

Under alle omstændigheder viser valgresultatet, at politikere kan flyttes og partier påvirkes af vælgerne før valgdagen.

2. Udlændingekortet virkede ikke

Gennem et par årtier har vi vænnet os til, at valgkampe starter med flere emner, men alligevel ender med, at udlændingekortet smides på bordet. Men det virkede ikke denne gang. Krav om flere grænsebomme, udtræden af internationale konventioner og mere eller mindre hårdhændede udsendelser af afviste asylansøgere havde denne gang ikke samme magiske kraft som tidligere.
Her spiller det utvivlsomt en betydelig rolle, at Socialdemokratiet grundlæggende har ændret kurs på udlændingeområdet og reelt har lagt langt de fleste udlændingepolitiske spørgsmål døde ved at placere sig ganske tæt op af Dansk Folkeparti. Der er ingen tvivl om, at S hermed har trukket vælgere tilbage fra DF.

Men det kan heller ikke udelukkes, at Nye Borgerliges og især Stram Kurs’ rabiate udmeldinger om, hvor hårdt flygtninge, migranter og muslimer skal behandles er gået over mange udlændinge-bekymredes danskeres grænse. Dét, er jeg ret overbevist om, er tilfældet.

 

Det kan ikke udelukkes, at Nye Borgerliges og især Stram Kurs’ rabiate udmeldinger om, hvor hårdt flygtninge, migranter og muslimer skal behandles er gået over mange udlændinge-bekymredes danskeres grænse. Dét, er jeg ret overbevist om, er tilfældet
_______

 

3. Den borgerlige værdikamp er pt. suspenderet

Med kun 59 mandater i alt til regeringspartierne og et mere end halveret DF blev blå blok lammetævet. En del af de tæv har regeringen selv bedt om. For mig var det en overraskelse, at VLAK ikke stillede op på et fælles valggrundlag. Allerede heri lå vel et signal om, at partierne – eller rettere V – ikke ønskede at stå på mål for den forgangne valgperiode, men først og fremmest gik efter at skaffe sig selv det bedst mulige valgresultat midt i valgnederlaget.

Og under valgkampen opstod den meget overraskende situation, at statsministeren var parat til – allerede før valgstederne åbnede – at droppe sine regeringspartier til fordel for et V-sololøb.
Man lovede pludselig 69 mia. kr. ekstra til velfærden – men det er kun det, der reelt svarer til det såkaldte demografiske træk (der udgør en fremskrivning af de offentlige budgetter med de ekstra udgifter, som følger af ændringer i befolkningens sammensætning med flere ældre og flere børn). Altså: Uden at det betyder et reelt serviceløft. Det var absolut ikke Liberal Alliances og De Konservatives kop te.

VLAK-samarbejdet fik det næste skud for boven med Lars Løkke Rasmussens besynderlige bogudgivelse midt i valgkampen med åbning af en dør til en SV-regering. Herefter ville det næppe give mening at tale om et fortsat VLAK-samarbejde. Den sidste efter-bombning af VLAK-resterne foretog Løkke, da hen 24 timer før valget igen foreslog en regering henover midten, nu med radikal deltagelse. Og da valgresultatet forelå i aftes, slog Løkke i sin tale fast, at ’man ikke kan lede Danmark fra midten, hvis man binder sig til fløjene’. Derfor anbefaler V nu en regering over midten med ham selv som statsminister.

Hvordan hænger det sammen med at Løkkes regeringer siden 2015 i den grad har været bundet til dét, der indtil dette valg var den yderste højrefløj? Der er ikke noget at sige til det, hvis en del af vælgerne ligesom mig har haft svært ved at finde ud af, hvad Venstres politik er. I min ungdom lød omkvædet til en fast sang ved de fleste demonstrationer sådan: “Først valser de til højre. Så valser de til venstre. Så mødes de på midten, og så’ vi lige vidt”. Det er godt nok en bedre beskrivelse af Venstres politik, end partiets gamle slogan “Venstre ved du, hvor du har”.

Til gengæld endte Venstre med at få en betydelig fremgang på valgaftenen – i form af hele 9 nye mandater. K fik også et godt valg, men på baggrund af de nærmest katastrofale resultater ved de seneste valg, mens LA endte med at balancere på kanten af spærregrænsen. Dermed er den fælles borgerlige værdikamp, som var VLAK-regeringens ideologiske grundlag, afsluttet i denne omgang.

 

Den fælles borgerlige værdikamp, som var VLAK-regeringens ideologiske grundlag, er afsluttet i denne omgang
_______

 

4. Det blev ikke elitens valgaften

Af flere årsager blev det ikke elitens valgaften. Efter 18 år med skiftende regeringer, som uanset politisk farve har været funderet på den økonomiske, politiske og kulturelle elites verdensbillede, så skaber valgresultatet en reel mulighed for ikke blot en politisk nyorientering, men også en ny folkelig fundering.

I virkeligheden er det en historisk mulighed for at skabe forbindelse mellem Christiansborg og det folkelige oprør mod eliten, som i Danmark – indtil videre – har været ført via stemmeboksen – altså: uden gule veste og kamp i gaderne.

Det er det oprør, som over hele Europa handler om voksende utryghed, stigende ulighed og manglende tillid til de demokratiske institutioner. Under Mette Frederiksens har S-ledelsen tydeligvis kigget på de socialdemokratiske partiers situation rundt om i Europa. Partier, som i en række lande – ikke mindst sydeuropæiske – praktisk taget er forsvundet fra det politiske overflade som følge af vælgerflugt og manglende forbindelse til de folkelige oprør.

Og partiet har tydeligvis taget konsekvensen af udviklingen rundt om i Europa. På en række områder – som globalisering, arbejdskraftens frie bevægelighed, social tryghed, uddannelse, troen på fremtiden og pensionsalder osv. – har partiet nu lagt den akademiske tilgang. I stedet for at se verden fra oven prøver man at se den fra neden.

På klimaområdet er det dog ærgerligt, at Alternativet på forhånd valgte at “trække sine mandater ud af ligningen” og tilføjede tosserierne med at pege på Uffe Elbæk som statsminister. Dermed er partiet langt mindre interessant i det, der bliver arbejdet med at forbinde de folkelige bevægelser med beslutningsprocesserne på Christiansborg.

 

Der er grund til at frygte, at De Radikale forestiller sig en genopførelse af 2011-dramaet. Et drama, der trak tænderne ud af en rød blok, som i forvejen var grebet af en ødelæggende akademiker-globaliserings-reform-rus
_______

 

5. De radikale kan spænde ben – igen

Med sine 16 mandater ud af rød bloks 91 mandater (uden eventuelle nordatlantiske mandater) kan R igen se sig selv i ønskerollen som kongemager.

Men de radikale meldinger i løbet af valgkampen tyder også på, at Morten Østergaard har hentet inspiration fra de berygtede tre uger i Det Sorte Tårn efter valget i 2011, hvor R reelt gjorde den efterfølgende regering mere eller mindre politisk impotent – altså: set fra S og SF. Tydeligst manifesteret gennem formuleringen i regeringsgrundlaget med formuleringen om, at regeringen ville videreføre den hidtidige borgerlige V-K-regerings “økonomiske politik i bredeste forstand”.

Der er grund til at frygte, at De Radikale forestiller sig en genopførelse af 2011-dramaet. Et drama, der trak tænderne ud af en rød blok, som i forvejen var grebet af en ødelæggende akademiker-globaliserings-reform-rus.

Og De Radikales mandater rækker til at give blå blok regeringsmagten, hvis partiet skulle vælge at skifte hest i vadestedet. For få uger siden valgte partiet jo – ligesom det gjorde før regeringsskiftet i 2011 – at indgå forlig med den borgerlige regering på et område, der er afgørende vigtigt for en ny regering. I 2011 var det Tilbagetrækningsaftalen, som forringede efterlønnen, i år reparationen af seniorførtidspensionen. I 2011 lagde det den efterfølgende røde regering i benlås – det samme risikerer at ske nu.

Samtidig har De Radikale, så vidt jeg har kunnet høre gennem de seneste år, i modsætning til Socialdemokratiet ikke taget bestik af det voksende skel mellem elitens verdensbillede og almindelige danskeres oplevelse af deres virkelighed. Selvom de Radikale i valgkampen har efterlyst både en ny kurs og en ny regering, kan det stadig gå galt, når anden halvleg -regeringsforhandlingerne – går i gang idag. På trods af et ret klart valgresultat. ■

 

Samtidig har De Radikale, så vidt jeg har kunnet høre gennem de seneste år, i modsætning til Socialdemokratiet ikke taget bestik af det voksende skel mellem elitens verdensbillede og almindelige danskeres oplevelse af deres virkelighed
_______

 



ILLUSTRATION: S-formand Mette Frederiksen ankommer til den socialdemokratiske valgfest i aftes, 5. juni 2019 [foto: Philip Davali/Scanpix]