Dennis Kristensen: Klimaindsatsen skal være ambitiøs, men eliten må ikke lade lønmodtagerne og de dårligst stillede stå med regningen

Dennis Kristensen: Klimaindsatsen skal være ambitiøs, men eliten må ikke lade lønmodtagerne og de dårligst stillede stå med regningen

25.06.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Klimaindsatsen skal gå grundigt til værks og iværksættes hurtigt, hvis vi skal stoppe klimakrisen. Der er brug for hurtige beslutninger – men de må ikke undergrave det fundament, den danske velfærd står på. Fagbevægelsen bør påtage sig rollen som garant for, at den grønne omstilling ikke får social slagside.

Kronik af Dennis Kristensen

Vi har ikke før set en så hurtig vælgerbevægelse som den, de unge klimaaktivister satte skub i ved det netop overståede folketingsvalg. På kun et halvt år blev det ellers sikre udlændingekort, der i årtier har afgjort valg på målstregen, skubbet ned fra den ubestridte førsteplads i vælgernes bevidsthed.

Vi har brugt år på diskussioner om, hvorvidt den globale opvarmning og afsmeltningen ved polerne nu også er helt eller delvist menneskeskabt. Det har – i kraft af den politiske opbakning til klimaskeptikernes afvisning af problemets omfang – kostet dyrebar tid. Nu er den fodslæbende klimaskeptiske elite blevet overhalet af en voksende folkelig opbakning, der i stor skala ønsker at sætte ind mod temperaturstigningen – her og nu.

Den folkelige opbakning vil dog ikke fortsætte med at vokse, hvis ikke udgifterne til klimaomstilling fordeles, så de bedst stillede betaler den største del, og de dårligst stillede kompenseres for stigende udgifter.

Sporene fra Paris skræmmer. De Gule Vestes oprør blev blandt andet udløst af præsident Macrons klima- og reformplaner. Lykkes det for eliten herhjemme at gøre klimaet til den enkeltes problem og smøre regningen for at nedbringe udledningen af drivhusgasser af på lønmodtagerne og de dårligst stillede, får klimaomstillingen social slagside. Og så kan det gå grueligt galt: fra stigende folkelig opbakning til massiv folkelig modstand.

 

[Fagbevægelsen] kan påtage sig rollen som garant for afbalancerede finansieringsløsninger på klimatiltag med kompensation til dem, der har dårligst råd til at betale til nedbringelse af den globale opvarmning
_______

 

Fagbevægelsen som garant mod sociale slagside
Her er det oplagt for fagbevægelsen at stille sig på de lavere lønnedes og de dårligst stilledes side. Den kan påtage sig rollen som garant for afbalancerede finansieringsløsninger på klimatiltag med kompensation til dem, der har dårligst råd til at betale til nedbringelse af den globale opvarmning. Det er i virkeligheden klassisk fagforeningsarbejde. Klassisk fordelingskamp med forsvar for dem, der har mindst at gøre godt med. Ikke fordeling af løn og indtægter, men derimod fordeling af omkostning og udgifter.

Det vil i mine øjne være oplagt, at fagbevægelsen betragter finansieringen af klimaløsninger, set med lønmodtagerbriller, som omvendt indkomstpolitik, hvor det denne gang ikke handler om at sikre retfærdighed i styring af indtægter og priser, men derimod om at sikre en retfærdig fordeling af klimaregningen. Derfor bør fagbevægelsen stille krav til den nye og kommende regeringer om trepartsforhandlinger om finansiering og fordeling af udgifterne, herunder om sociale kompensationsordninger. Helt fundamentalt handler det om ikke yderligere at belaste dem, der i dag skal tænke sig grundigt om for at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen

Nu tegner der sig i regeringsforhandlingerne en politisk aftale om at sætte massivt ind mod Danmarks bidrag til den globale opvarmning. De partier, der peger på Mette Frederiksen som statsminister, har nu en aftale, hvor målet er at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Det vil kræve en ganske voldsom og hurtigt iværksat omstilling af det danske samfund. Den proces øger risikoen for, at den grønne omstilling bliver elitens legeplads på bekostning af de dårligst stillede. En hurtig proces, der foregår alene på Christiansborg og mellem politikere og eksperter, mangler ikke alene folkelig forankring, den risikerer også at sætte kikkerten for ulighedens blinde øje.

Derfor skal klimaindsatsen ikke blot være et individuelt ansvar, hvor vi hver især skal have klimafornuften med i alle vores valg. Hvor vi skal stå i supermarkedet og slå efter i klimahåndbøger, og hvor vi skal kigge ned i vores egen pengepung for at afgøre, hvor langt vores individuelle klimaansvarlighed rækker. Klimaindsatsen skal derimod først og fremmest være en fælles indsats, hvor klima, velfærd, socialt ansvar og bæredygtig vækst skal gå hånd i hånd. Det er den vigtigste forudsætning for, at eliten ikke får lov til at løbe med klimadagsordenen og efterlade regningen til andre.

 

Klimaomstilling, markedskræfter og fri konkurrence kan ikke i alle sammenhænge skabe de nødvendige resultater. En målrettet klimaindsats indeholder styring og regulering
_______

 

Klimaindsats skal håndteres som velfærdsindsats
Den danske velfærd indebærer, at vi tager et fælles ansvar for at sikre, at alle har lige adgang og lige muligheder og spænder et fælles sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs. Ikke mindst indebærer det, at de stærkeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Det er præcis den samme opskrift, der skal anvendes, når klimaomstillingen skal skrues sammen og finansieres. En effektiv klimaindsats, der ikke kun skal kradse i overfladen, skal gå på mere end to ben – og vel at mærke flere ben, der rækker ud over en klassisk politisk Christiansborg-aftale.

Klimaomstilling, markedskræfter og fri konkurrence kan ikke i alle sammenhænge skabe de nødvendige resultater. En målrettet klimaindsats indeholder styring og regulering. Markedskræfter og fri konkurrence står for det modsatte. Derfor må en visionær og ambitiøs klimaplan også indebære vilje til at sætte klimaet over markedskræfterne og den frie konkurrence. Vi skal være parat til at bruge både lovgivning, markedsstyring, konkurrencebegrænsning og skatter og afgifter. Værktøjerne skal bruges på en måde, hvor de, der har dårligst råd, kompenseres, mens de, der bedst har råd, bidrager mest.

Til årets Folkemøde undersøgte jeg prisen på to meget forskellige rejser med kollektive transportmidler: Bus fra Rønne til Allinge og fly fra København til London. Den billigste flyrejse var tre kroner dyrere end busturen. Set med klimabriller er det en helt absurd prisfastsættelse, som på ingen måde afspejler rejseformens CO2-belastning af atmosfæren. Det ville være tåbeligt og bureaukratisk at belægge Londonflyet med afgifter, fremfor gennem lovgivning at kræve en prisfastsættelse der afspejler klimabelastningen og kombinere denne med kompensation til de lavestlønnede og dårligst stillede.

På samme måde med drikkevand. Vi importerer drikkevand i stor målestok fra både Frankrig, Sverige, Tyrkiet, Belgien, Japan, Island og Iran og sælger det i plastikflasker til literpriser mange hundrede gange over prisen på dansk vandhanevand. Det strider mod alt sund fornuft at lade fly og lastbiler transportere rent drikkevand til et land, som i forvejen har adgang til udmærket naturligt vand med en effektiv vandforsyning. Det ville være lige så tåbeligt og bureaukratisk som med lavprisrejsen at afgiftsbelægge udenlandsk drikkevand. Her er et simpelt forbud mod import den hurtige og effektive løsning.

Vi gør det modsatte med slagtefærdige grise. De køres til Tyskland og Polen, fordi slagteriarbejdernes lønninger her er presset i bund, og derefter kører vi udskåret kød tilbage til Danmark. Heller ikke her vil det give mening at styre prisen gennem afgifter på kødet og transporten. Her bør klimafornuften, udover hensynet til dyrevelfærd, sige nej til unødvendige transporter gennem et forbud. Velfærdens udfordringer skal løses med fornuft og fælles handling – det samme gælder for løsninger på klimaudfordringerne.

 

Velfærdens udfordringer skal løses med fornuft og fælles handling – det samme gælder for løsninger på klimaudfordringerne
_______

 

Basale forbrugsvarer, fødevarer og transport kan udløse social ubalance
Som gammel skibsnation og landbrugsland bliver vi nu – i kampen mod den globale opvarmning – ramt af en boomerang. De to gamle erhverv, der historisk har bidraget betydeligt til opbygningen af velstand i Danmark, står foran enorme udfordringer med risiko for at stå i vejen for klimaindsatsen, hvis erhvervene ikke i tide forstår skriften på væggen. Nutidens skibstransport udleder voldsomme mængder CO2, og landbruget står for en betydelig udledning af metangasser, der ender som CO2.

For skibstransporten kræves der samme omfattende omstilling, som der gælder for flytransporten og lastbiltransporten. Det er ikke nok at plante træer som aflad for udledning af drivhusgasser. Der skal udvikling af ren teknologi til, og det i et ganske højt tempo. Både skibsfart og landbrug har tidligere været gennem flere meget omfattende omstillinger – ikke mindst teknologiske og for landbrugets vedkommende også produktionsmæssige. Men denne gang er tidshorisonten uhyre kort.

I begge erhverv kan klimaomstillingen betyde store omvæltninger i priserne. Derudover vil betydelige prisstigninger, ikke mindst på transport af forbrugsvarer og produktion af fødevarer, ramme socialt skævt. Det skyldes, at lønmodtagerfamilier i den lave ende af lønskalaen og de dårligst stillede bruger en forholdsmæssigt langt større andel af deres indtægt på basale forbrugsvarer og fødevarer. Den økonomiske elite vil derimod reelt ikke opleve begrænsninger i hverken basalt forbrug eller luksusforbrug. Derfor skal eliten også på disse områder tæmmes, og de lavere lønnede og dårligst stillede skal kompenseres for prisstigninger på de daglige fornødenheder.

Det er – som i velfærden – omfordeling fra de bredeste skuldre til de smalleste. Det er i forvejen de bedst stillede – dem, der økonomisk er stukket af fra resten af befolkningen – der står for den største klimapåvirkning. Blandt andet af den grund skal den øverste ende af indtægtsstigen bidrage mest til klimaomstillingen.

Ud fra både en klimamæssig og en forureningsmæssig betragtning er der al mulig grund til også at tage fat på transportområdet. Men det giver ikke mening at kaste sig over bilen som transportmiddel, når Danmark er så skævt forsynet med kollektiv trafik, som tilfældet er. Der er store områder i landet, hvor det ikke er muligt at passe et arbejde uden at kunne køre i bil til og fra arbejde, daginstitution og indkøbsmuligheder.

Der er ingen tvivl om, at vores bilpark over en periode skal udskiftes med elbiler, der ikke øger udledningen af CO2. Men tiltag med øgede afgifter og skatter på biler vil ramme helt skævt i forhold til områder, der er underforsynet med kollektiv transport, og hvor fraværet af en rimelig bus- eller togdækning samtidig er forbundet med relativt lave indkomster. Skal der skatte- og afgiftsværktøjer i brug, så skal de borgere med lave indkomster, der er afhængige af bilen uden et rimeligt kollektivt alternativ, kompenseres fuldt ud. For den slags løsninger vælter ingen omkuld i det nordsjællandske whiskybælte, men det kan ødelægge økonomien for mange på eksempelvis Lolland.

 

Klimaproblemerne kan eksplodere, i takt med at de fattigste lande på det afrikanske kontinent og i Asien får øget velstand og dermed øgede forbrugsmuligheder
_______

 

De rige forbruger i stor stil og belaster klimaet
Det er ikke alene i Danmark, at de rigestes enorme forbrugsmuligheder udgør den største risiko for klimaet. Det gælder i verden som helhed. Ifølge udviklingsorganisationen Oxfam står de 10 procent rigeste mennesker i verden for 49 procent af verdens udledning af CO2, mens de 50 procent fattigste udleder 10 procent. Den økonomiske ulighed i verden afspejler sig altså direkte i klimabelastningen.

Den skæve fordeling af bidraget til den globale opvarmning mellem rige og fattige dokumenterer dog mere end ulighed. Den viser også, at klimaproblemerne kan eksplodere, i takt med at de fattigste lande på det afrikanske kontinent og i Asien får øget velstand og dermed øgede forbrugsmuligheder. Det gælder dog kun, hvis den velhavende del af verden ikke inden da har nedbragt sin egen udledning af drivhusgasser markant og udviklet teknologier, der gør det muligt for udviklingslande at springe de udviklingsstadier over, som bygger på anvendelsen af kul, olie, benzin og diesel.

Skal de fattigste i verden have mulighed for at forbedre deres levevilkår uden at kæmpe sig til det – altså: kæmpe med den vestlige verden om at få lige adgang til energi, råstoffer og diverse klimakvoter – vil det kræve, at den bedst stillede del af verden indstiller sig på både klimaansvarlighed, vedvarende energi og genanvendelige ressourcer. Vi vil så at sige skulle træde et skridt tilbage, så de fattigste kan træde et skridt frem, og vi vil skulle indstille os på, at vækst skal baseres på ressourcer, der allerede er i omløb, så de fattigste lande får adgang til resourcer, som vi tidligere alene har haft adgang til.

Vi hører til de store klimasyndere
Danmark ligger højt på listen over klimasyndere målt som antal ton drivhusgasser pr. indbygger. Samtidig hører vi til gruppen af rige lande. Den kombination får ofte klimadebatten til at handle om, at vi hver især skal tænke over, at en flyvetur til Spanien svarer til et helt års forbrug af strøm. Eller at en ferie med fly til Thailand svarer til at spise 89 kilo oksekød.

Vi skal selvfølgelig tænke os om, når vi planlægger ferie eller står i supermarkedet, men klimaudfordringen skal løses i fællesskab. Ifølge tænketanken Concito er er den største enkeltpost i gennemsnitsdanskerens udledning af drivhusgasser symbolsk nok “Fælles forbrug”. Vi udleder i gennemsnit hver især eksempelvis 1 ton drivhusgasser ved flyrejser, 2,5 ton på el, varme og brændstof, 3 ton på mad og drikke – men mest af alt: 5 ton på det, vi er fælles om, såsom busser, tog, børnehaver, folkeskoler og hospitaler.

Bliver den globale opvarmning først til et individuelt problem, så vinder eliten kampen om klimaet, da den så rigeligt har råd til at betale for de individuelle løsninger. Omvendt vil de lavere lønnede lønmodtagerne og de dårligst stillede tabe. Det må ikke ske. Det vil ikke være et velfærdssamfund værdigt. Også af den grund må fagbevægelsen på banen for at sikre kollektive løsninger, hvor den grønne omstilling ikke får social slagside. ■

 

Bliver den globale opvarmning først til et individuelt problem, så vinder eliten kampen om klimaet, da den så rigeligt har råd til at betale for de individuelle løsninger
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix