10.09.2019

.

Løkke blev aldrig “den første borgerlige velfærdsstatsminister”. Han var i stedet den borgerlige statsminister, der bedst forstod velfærdens natur – og derfor også ham, der nåede længst i forsøget på at nedbryde vores fælles velfærdsstat.

Kronik af Dennis Kristensen

LARS LØKKE RASMUSSENS dramatiske afgang som formand for Venstre har udløst mange bud på, hvordan hans politiske eftermæle skal skrives. Turbulensen og dramatikken har fyldt meget i mange bud på eftermælet. Den langvarige og opslidende magtkamp i partiets ledelse efter Venstres landsmøde i 2014 og næstformand Kristian Jensens lige-ved-og-næsten-kup er der skrevet meget om. Det samme gælder Lars Løkke Rasmussens opsigtsvækkende melding midt under forsommerens valgkamp om at ville frigøre sig fra sine hidtidige borgerlige regeringspartnere og sit støtteparti for at danne en regering hen over midten med Socialdemokratiet. Men Lars Løkke Rasmussens eftermæle er langt mere end dét.

Et af de mere opsigtsvækkende og dybdeborende bud på Lars Løkke Rasmussens eftermæle kommer fra dagbladet Information, som kalder Lars Løkke Rasmussen “den første borgerlige velfærdsstatsminister”. For som de skriver: “Han forstod, hvordan man kunne reformere velfærdsstaten indefra med borgerlige ideer og tanker”.

Information læser på mange måder Lars Løkke Rasmussens ministergerninger rigtigt, men drager i mine øjne den forkerte konklusion.

Løkke påbegyndte en omfattende forandring af det danske velfærdssamfund, som på sigt vil ændre samfundet fundamentalt, hvis hans linje føres videre i de kommende mange år. Det vil være resultatet, hvis ikke velfærdens tilhængere i tide får sat hælene i.

Hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen, valgte bevidst at omfavne velfærden for at erobre regeringsmagten. Det var ikke Løkkes tilgang. Han var i perioder presset af partier, der vil afvikle velfærden helt – men selv uden for de perioder, der gav en usædvanligt stærk højredrejning af Venstres officielle politik, så var Lars Løkke Rasmussens projekt et markant anderledes samfund end det danske velfærdssamfund, som han bestred ministerposter i. Han ville anvende velfærden som middel til at skabe et ganske andet samfund, end det velfærdssamfund der blev opbygget i årene efter Anden Verdenskrig. Hans møde med muren i Brejning forhindrede ham i at nå i mål, men retningen for hans velfærdsforandring var tydelig.

Den danske velfærd skulle indsnævres fra at være fundamentet for danskernes arbejds-, fritids- og familieliv til at blive et fælles stormasket sikkerhedsnet, som vi hver især skulle være ansvarlig for selv at bygge vores tilværelse ovenpå.

 

I Løkkes samfundsvision indgår både en begrænset fællesfinansieret velfærd og en individuelt finansieret velfærd
_______

 

I LARS LØKKE RASMUSSENS samfundsvision var velfærdens fundament ikke alene fællesskabsløsninger, hvor vi omfordeler samfundets rigdom, bekæmper ulighed og tager et fælles ansvar for hinanden for at sikre alle samme muligheder og adgang til et godt liv. For fællesskabsløsningerne skulle være begrænsede. Derfor var han også parat til et opgør med den efterlønsordning, som Venstre indførte sammen med Socialdemokratiet i 1978 under det første eksperiment med en SV-regering. En efterløn, som i mine øjne var det største velfærdspolitiske tigerspring siden indførelsen af den universelle folkepension i 1956.

I Løkkes samfundsvision indgår både en begrænset fællesfinansieret velfærd og en individuelt finansieret velfærd. Den var bygget op efter formlen: Mindre omfordeling via skat til den fælles velfærd og flere penge til den enkelte til at købe sig til private velfærdsydelser. Skattelettelser var vejen til mere velfærd for den enkelte.

Lars Løkke Rasmussen præsenterede som statsminister denne helt nye definition på velfærd i Folketingets spørgetime i 2015. Kommunale velfærdsbesparelser kunne bruges til bl.a. sygehuse og ældrepleje, men også til “velfærd for borgerne i form af skattelettelser”, lød det fra statsministeren, der uddybede sit synspunkt: “Vi kæmper også for den individuelle velfærd i samfundet. Det er også velfærd, at folk med små indkomster kan få lidt flere penge til sig selv. Det er også velfærd, at de har penge til at tage på ferie eller skifte sofaen ud, når den trænger.”

Her tegnede Lars Løkke Rasmussen to vægtskåle op, som for ham var et omdrejningspunkt i skabelsen af afgørende samfundsforandringer: Mindre til det fælles og mere til den enkelte. Det var balancen mellem de to vægtskåle, der afgørende skulle ændres.

Det forblev usagt, men indlysende, at færre skattekroner til den fælles velfærd – børnepasning, uddannelse, sundhed, ældrepleje, indsatsen for handicappede og udsatte osv. – nødvendigvis må føre til, at den enkelte selv må finansiere en del af det, som før var fællesfinansieret over skatten. At Lars Løkke Rasmussens “individuelle velfærd” vil give dem, der sparer mest ved skattelettelser, de bedste muligheder for at tilkøbe sig velfærdsydelser på bekostning af dem, der får mindst tilbage, hvis skatten sænkes.

Lars Løkke Rasmussen anvendte i sin tid som sundheds- og indenrigsminister, finansminister og statsminister mange forskellige redskaber til at ændre på balancen mellem de to vægtskåle med den fælles og individuelle velfærd. Han videreførte Anders Fogh Rasmussens skatte- og afgiftsstop, direkte besparelser, omprioriteringsbidrag, velfærd, der kører længere på literen, og den nulvækst, Venstre gik til valg på i 2015. Men i modsætning til da Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen for disse tiltag, så virkede Lars Løkke Rasmussens redskaber.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen i den liberale tænketank Cepos sammenfattede i 2018 diplomatisk, men klart og tydeligt, forskellen på de to statsministres håndtering af de offentlige udgifter: “Venstre har indledt en ny kampagne, hvor man annoncerer, at skiftende V-regeringer siden 2001 har tilført 75 mia. kr. ekstra til den offentlige sektor. […] Når man alene ser på Løkkes tid som statsminister (2009-2011 og 2015-2017), er der tale om en reduktion i det offentlige forbrug […] Ingen anden statsminister fra og med Schlüter har leveret minusvækst i den offentlige sektor.”

 

Det lykkedes Lars Løkke Rasmussen at gøre den fælles velfærd mindre og dermed den individuelle velfærd større. Velfærdens økonomiske fundament var dermed under nedbrydning allerede i Lars Løkke Rasmussens første periode
_______

 

DET LYKKEDES Lars Løkke Rasmussen at gøre den fælles velfærd mindre og dermed den individuelle velfærd større. Velfærdens økonomiske fundament var dermed under nedbrydning allerede i Lars Løkke Rasmussens første periode. Men endnu større – og mere vidtrækkende for velfærdens fremtid – blev de forandringer, som Lars Løkke Rasmussen fik gennemført i den måde, som det danske velfærdssamfund og den offentlige sektor er skruet sammen og fungerer på.

Lars Løkke Rasmussen har fra sin amtsborgmestertid og sine forskellige ministerposter en dyb indsigt i kerneområderne i velfærden, og den indsigt brugte han dygtigt til at påbegynde en omkalfatring af det danske samfund, der kan sammenfattes som: billiggørelse, markedsgørelse, kundegørelse, incitamentsstyring og centralisering. Med et endemål om en slags Koncern-Danmark, der ser sig selv som en gigantisk produktionsvirksomhed, hvor alle tråde samles i koncernledelsen, og hvor alle underafdelinger er fokuseret på både “gratis-salg” og rigtigt salg af discount-velfærdsvarer.

Det frie valg af leverandør i ældreplejen og det udvidede frie sygehusvalg med patientrettigheder som adgangsbillet til privatsygehuse slog to fluer med et smæk. Det frie valg blev designet dels som erhvervsstøtteordninger til opbygning af nye markeder for private virksomheder indenfor kernevelfærden. Og dels som et første skridt mod at skabe en mental forandring hos velfærdens brugere fra at være medlemmer af et fællesskab, der solidarisk tager hånd om hinanden, til i stedet at skulle være individuelle kunder, der piller varer ned fra hylderne i et velfærdssupermarked.

Lars Løkke Rasmussen gik som sundhedsminister endog så langt i sin økonomiske støtte til skabelsen af et marked for private sygehuse, at et flertal af statsrevisorerne i 2009 tildelte ham en næse.

VIL MAN ET HELT andet samfund, så er varegørelse af velfærdsydelser og kundegørelse af børn, elever, syge, ældre og velfærdens øvrige brugere et genialt træk. Fællesfinansieret velfærd kan kun eksistere i et samfund, der bygger på solidaritet og fælles inddragelse. Kunder, der kigger på varehylder, handler i sagens natur i egeninteresse.

Og varegørelse af velfærdsydelser og kundegørelse af brugerne blev understøttet af konkurrenceudsættelse af de offentlige velfærdsinstitutioner. Ikke i form af konkurrence mellem offentlige institutioner og private velfærdsleverandører, men alene som de privates konkurrence mod det offentlige. Private virksomheder skulle have mulighed for at udkonkurrere offentlige institutioner, mens det offentlige ikke måtte tage konkurrencen med de private op på nye områder. Private udbydere af ældrepleje skulle kunne sælge andre ydelser end den skattefinansierede og visiterede hjælp såsom ekstra tid til pleje og omsorg, hovedrengøring, havearbejde, og hvad de private virksomheders fantasi ellers kunne række til. De offentlige institutioner skulle derimod fortsat være bundet af den såkaldte kommunalfuldmagt, som ikke gør det muligt at besvare privates konkurrenceudfordringer med offentlige tilsvarende udfordringer.

Den offentlige sektor – og dermed velfærden – skulle ændres både indefra og udefra.

 

Nøgleordet blev “incitamentsstyring”. Altså: Økonomiske incitamenter til at dreje institutionernes og de ansattes fokus i den retning, som Lars Løkke Rasmussen og Venstre ønskede
_______

 

Hvor Anders Fogh Rasmussen var nået til en holdning, hvor det afgørende var velfærdens kvalitet og ikke, hvem der leverede velfærdsydelserne, var skabelsen af private markeder og varegørelse og kundegørelse strategiske redskaber for Lars Løkke Rasmussen til grundlæggende at forandre velfærdssamfundet. Igen og igen opfordrede han til at droppe berøringsangsten overfor private velfærdsleverandører: “Hvis vi turde lukke de private ind – også på kerneområderne – ville vi også delvis kunne flytte vores knowhow over på private hænder. Vi er eksperter i at lave velfærdssamfund, men det er paradoksalt, at resten af verden – der står og skriger på det – ikke kan bruge det”.

De helt store forandringer af velfærden kræver ikke alene, at velfærdsbrugernes adfærd og mentalitet ændres. Det samme gør sig gældende for velfærdens ansatte. Her har Lars Løkke Rasmussen været en af de markante spydspidser for at ændre velfærdsinstitutionernes og deres ansattes måde at tænke og handle på. Nøgleordet blev “incitamentsstyring”. Altså: Økonomiske incitamenter til at dreje institutionernes og de ansattes fokus i den retning, som Lars Løkke Rasmussen og Venstre ønskede.

De såkaldte “Løkke-poser” med ekstra penge til sygehusvæsenet for at skrue op for særlige behandlinger og operationer og straffeforanstaltninger for ikke at nå fastlagte mål er et af de oplagte eksempler på, at incitamentsstyring udtænkt på Christiansborg og i ministerier skubbede de sundhedsfaglige skøn til side. Og alskens pengepuljer på en lang række velfærdsområder, der udløste belønning for at følge den udstukne vej fremfor at følge den vej, som den faglige ekspertise ellers anviste.

LARS LØKKE HAVDE tillige et stærkt ønske om at skabe økonomiske incitamenter til de velfærdsansatte. Belønning til de dygtigste. Ekstra løn for at opnå de udstukne mål. Løntillæg for at ændre adfærd og mere af samme slags var gennemgående temaer under arbejdet med Anders Fogh Rasmussens kvalitetsreform i 2007. Og Lars Løkke Rasmussen var fanebærer i disse diskussioner, som er fortsat non-stop i årene efter.

Lars Løkke Rasmussen kom aldrig til rigtigt at forstå, at offentligt ansatte drives af noget helt andet end økonomiske incitamenter. De drives af at gøre en forskel for andre mennesker, at levere den fagligt rigtige og bedste indsats, af en kompetent og nærværende ledelse og i gode faglige miljøer. Og derfor opnåede han i ringest grad sine mål i forhold til at forandre de velfærdsansattes indstilling til deres eget arbejde.

 

Den ensartede landsdækkende løsning kræver centraliserede beslutningsprocesser. Og netop centralisering må stå tilbage som en markant del af Lars Løkkes eftermæle
_______

 

Velfærden styres både af Christiansborg, kommunerne, regionerne og institutionerne.

Den grundlæggende forandring af velfærdssamfundet fordrer centralisering. Lokalt valgte politikere, der orienterer sig mod problemer og udfordringer set med lokale øjne, finder ikke nødvendigvis den samme løsning over hele landet. Den ensartede landsdækkende løsning kræver centraliserede beslutningsprocesser. Og netop centralisering må stå tilbage som en markant del af Lars Løkkes eftermæle.

Kommunalreformen i 2007 er det tydeligste eksempel på Lars Løkke Rasmussens stræben efter bedre centrale styringsmuligheder. Se fx på nedlæggelsen af de daværende sygehusejere i amterne og de nye amputerede sygehusejende regioner. Men også økonomitildeling, tilsyn og statslig regulering er blevet brugt som centrale styringsredskaber.

Lars Løkke Rasmussen nåede langt på vejen mod et radikalt forandret samfund. Også for langt til at de mest afgørende forandringer blot kan rulles tilbage.

Det hedengangne Fremskridtspartis leder Mogens Glistrup sagde ved jordskredsvalget i 1973, at han ville være minister til afvikling af offentlig virksomhed. Lars Løkke Rasmussen blev ikke statsminister for en sådan afvikling. Han holdt især i sine større taler fast i en kraftigt neddroslet velfærdsmodel kombineret med en kraftigt oprustet individuel velfærd – men han blev heller ikke statsminister for udvikling af velfærden i takt med velstandsudviklingen i samfundet.

Og derfor blev han aldrig “den første borgerlige velfærdsstatsminister”. Han blev i stedet den borgerlige statsminister, der bedst forstod velfærdens natur – og derfor også den borgerlige statsminister, der nåede længst i forsøget på en fuldstændig ombygning af den “bygning, vi rejser til skærm i vor nød”, som muliggjorde udviklingen af velfærdssamfundet. ■

 

[Løkke] holdt især i sine større taler fast i en kraftigt neddroslet velfærdsmodel kombineret med en kraftigt oprustet individuel velfærd – men han blev heller ikke statsminister for udvikling af velfærden i takt med velstandsudviklingen i samfundet
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix