12.12.2019

.

Udbetalingsbedrageri, skatteunddragelse, moms- og afgiftssvindel, bestikkelse, skattely og kreative fiflerier risikerer at blive et eksistentielt problem for den danske velfærdsmodel. Hverken mere eller mindre. Straffe til de ansvarlige må øges, hvis ikke tilliden til vores samfundsmodel skal smuldre.

Kronik af Dennis Kristensen

Afsløringerne af angreb på vores fælles skattekroner står i kø i disse år. Sager om udbetalingsbedrageri, skatteunddragelse, moms- og afgiftssvindel, bestikkelse, skattely og kreative fiflerier myldrer frem. Tabte millioner og milliarder af kroner flyder enten ud af eller udenom de offentlige kasser i stedet for at komme de offentlige opgaver og vores fælles velfærd til gode.

Det sker i en tid, hvor grådigheden og egoismen aldrig har stået stærkere. Det er tydeligvis både for nemt at snyde dem, der forvalter skatteborgernes penge, og for nemt for forvaltningsansatte at svindle sig til ulovlige gevinster. Men er det også for billigt, når straffen skal udmåles?

Den seneste i rækken af skandaler med håndteringen af skattekroner kom med Statsrevisorernes sønderlemmende kritik af økonomistyringen og regnskabsforholdene i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Styrelsens manglende kontrol med indkøb og afregning med leverandører har ifølge Statsrevisorerne betydet, at der er tale om mulig svindel i millionklassen.

Samtidig er det kommet frem, at politiet tidligere har rejst tiltaler mod ansatte i installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen og to håndværkerfirmaer, der har leveret til Forsvaret, samt mod ansatte i Ejendomsstyrelsen for bestikkelse og mandatsvig i en lang række tilfælde, herunder bestikkelse af en ansat i Ejendomsstyrelsen med renovering af den pågældendes hus for regninger udstedt til forvaret.

 

At forvaltningen af skattekroner ikke overholder de mest elementære sikkerhedsprocedurer, er ingen undskyldning for at rage til sig
_______

 

Manglende kontrol er ingen undskyldning
Det er nok uundgåeligt, at der blandt 825.000 ansatte i den offentlige sektor ikke vil være nogle, der kan lade sig friste af lette muligheder for uretmæssigt at tilegne sig skattekroner. Men at forvaltningen af skattekroner ikke overholder de mest elementære sikkerhedsprocedurer, er ingen undskyldning for at rage til sig.

Det er ingen undskyldning for Britta Nielsens bedrageri i Socialstyrelsen, at arbejdsgangene omkring udbetalinger nærmest var tilrettelagt som et tagselvbord. Den manglende kontrol har ikke tvunget hende til at stjæle over 100 millioner kroner fra fællesskabet. Hun traf en aktiv beslutning om at berige sig selv på fællesskabets bekostning.

På samme måde vil det ikke være nogen undskyldning for de mulige bedragerier mod Forsvarets Ejendomsstyrelse, at sikkerhedsprocedurerne her tilsyneladende har været lige så lemfældige som i Socialstyrelsen. Ingen undskyldning for hverken ansatte i styrelsen eller ansatte hos de private leverandører.

At mulighederne for at fifle og svindle er til stede, ændrer ikke på, at drivkraften for deltagerne er både manglende moral i omgangen med fællesskabets penge og uhæmmet personlig grådighed. Det samme gør sig gældende, når det handler om private virksomheders bestikkelse af offentligt ansatte.

Grådighed og manglende moral var i den største bestikkelsessag i nyere tid tilsvarende drivkraften hos både it-virksomheden Atea, offentligt ansatte i Region Sjælland, i Udenrigsministeriet og i DSB. En stribe ledere og medarbejdere gav og modtog igennem flere år bestikkelse i form af luksusrejser, gourmetmiddage og it-udstyr til gengæld for at sikre firmaet en ulovlig særstilling i konkurrencen om levering af it-ydelser.

Billedet er det samme i den historisk store sag med kaldenavnet “Operation Greed” om påstået hvidvask for over en halv milliard kroner og bedrageri mod statskassen for knap 300 millioner kroner. Op mod 900 danske virksomheder indenfor især rengøring, nedrivning og transport købte sig til falske fakturaer for at dække over svindel med skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag. Det er massegrådighed og kollektiv moralmangel i den private sektor sat i system.

Og vi har gennem årene med alt for jævne mellemrum set ansatte i betroede stillinger, hvis moral ikke kunne matche denne særlige tillid, men i stedet gav grådigheden frit løb overfor skatteydernes penge. Uanset om de var ansat i den private eller offentlige sektor.

 

Den offentlige sektor har efter politiske krav de seneste fire årtier brugt oceaner af tid og ressourcer på at forsøge at omdanne offentlige fællesskabsinstitutioner og velfærdsydelser til noget, der skulle ligne private virksomheder
_______

 

Ingen undskyldning for manglende kontrol
Et gennemgående træk i mange sager om misbrug af skattekroner handler om manglende funktionsadskillelse mellem den, der godkender penge til udbetaling, og den, der foretager udbetalingen. Og manglende kontrol med grundlaget for udbetalingen. Funktionsadskillelse er ellers en helt fundamental grundregel i foretagender af den størrelse, som kommuner, regioner og stat har.

Den offentlige sektor har efter politiske krav de seneste fire årtier brugt oceaner af tid og ressourcer på at forsøge at omdanne offentlige fællesskabsinstitutioner og velfærdsydelser til noget, der skulle ligne private virksomheders måde at tænke og fungere på.

Institutionernes ansatte er blevet tæsket igennem det ene omstillingsprojekt efter det andet for at ændre opfattelsen af egen arbejdsplads som værende en velfærdsinstitution til i stedet at være en virksomhed. Fra at tænke børn, ældre, syge og handicappede som brugere af den kollektive velfærd til at tænke i kunder, der henter ydelser fra hylderne i velfærdssupermarkedet.

Men politikerne på Christiansborg, i kommunerne og i regionerne, som uanset partifarve gennem fire årtier har prøvet at omforme den offentlige sektor i den private sektors billede, har ikke formået at skabe den helt grundlæggende sikkerhed omkring det, der for alle involverede burde stå som den vigtigste forudsætning for deres politiske arbejde: nemlig håndteringen af skattekronerne. Når fokus rettes på at omdanne fællesskabsinstitutioner til virksomheder, så går det ud over det, der driver offentligt ansatte: ønsket om at gøre en forskel for andre, viljen til at gavne fællesskabet – den såkaldte ”public service motivation”.

Tvinges de ansattes engagement, entusiasme og faglighed væk fra barnet, eleven, den syge, den udsatte, den handicappede eller den ældre og over på målopfyldelse, regneark og fiktive bundlinjer, så eroderer denne motivation som drivkraft. Og fokus på at få mest mulig velfærd ud af skattekronerne eroderer ligeledes. Skattekronerne skifter fra at være borgernes bidrag til fællesskabet til blot at blive en finansieringskilde. En linje i regnearket.

Det er da deprimerende. Lige så deprimerende er de mange skandaler i SKAT, der tegner et tydeligt billede af manglende ressourcer, manglende kompetencer, manglende ansvarsfølelse og som resultat manglende evne til at gennemføre retfærdig skatteopkrævning og betryggende håndtering af de skattekroner, der trods alt når frem til statskassen. Også her er det politiske ejerskab for skandalerne så mangfoldigt, at rodet, fejlene, manglerne og selvbetjeningskassen i milliardstørrelse for udenlandske svindlere nødvendigvis må tilskrives Christiansborg som helhed.

 

Det handler helt enkelt om skatteydernes fortsatte tro på, at skattekronerne gør gavn for de mange, og at alle efter “skulderbredde-princippet” betaler deres fair andel af regningen for den danske velfærd
_______

 

Kan vi bevare tilliden?
Udbetalingsbedrageri, skatteunddragelse, moms- og afgiftssvindel, bestikkelse, skattely og kreative fiflerier risikerer i stigende grad at blive et eksistentielt problem for den danske velfærdsmodel. Hverken mere eller mindre.

Det handler helt enkelt om skatteydernes fortsatte tro på, at skattekronerne gør gavn for de mange, og at alle efter “skulderbredde-princippet” betaler deres fair andel af regningen for den danske velfærd. Og dermed: At urent trav fra offentligt ansatte eller private virksomheder er krusninger på overfladen af et ellers roligt hav. Men det er ikke det billede, de seneste års sager og skandaler tegner. Tværtimod.

Det er i stedet et billede af svindel og humbug i stor målestok, og et sådant billede kan for alvor underminere den tillid til “systemet”, som fællesfinansierede velfærd og grundlæggende tryghed nødvendigvis må bygge på.

Den offentlige sektor har tydeligvis et problem i egne rækker – men det har den private sektor også. I alt for mange af sagerne og skandalerne har brodne kar i private virksomheder spillet sammen med brodne kar i offentlige institutioner.

Tilsammen sætter billedet af misbrug og sløseri med skattekroner og private virksomheders deltagelse i ulovlighederne for alvor spørgsmålstegn ved, om den ganske høje tillid til den offentlige sektor og skattekronernes forvaltning vil fortsætte med at ligge højt.

 

Der er på alle niveauer brug for politikere med hår på brystet, der kræver rent mel i posen i omgangen med skattekronerne, og som vil rydde grundigt op i moradset, når det går galt
_______

 

Politikere med hår på brystet og hårdere straffe
Der er på alle niveauer brug for politikere med hår på brystet, der kræver rent mel i posen i omgangen med skattekronerne, og som vil rydde grundigt op i moradset, når det går galt. Uanset hvor det måtte være, og uanset hvem der har ansvaret.

Når eksempelvis Statsrevisorerne nu efter langvarige undersøgelser udtaler en sønderlemmende kritik af Forsvarets Ejendomsstyrelse, og forsvarsministeren først orienteres om problemerne, aftenen før Politiken rydder forsiden, og Statsrevisorerne afholder pressemøde om deres kritik, så er der basis for, at Trine Bramsen sætter sig i spidsen for en “udluftningsmission”. Det er simpelthen tid til en julerengøring, som både fjerner den kultur, som afstedkommer så dårlig kontrol, skiller sig af med de ansvarlige og fjerner dem, der tydeligvis ikke har leveret den ministerbetjening, som er en af det parlamentariske demokratis forudsætninger. En sådan kommission skal sikre, at forsvaret og ministeriet indser, at de er demokratisk styrede og ikke udgør en stat i staten. Ministeren har taget fat, men forunderligt nok forbliver departementschefen i sin stilling – i det mindste indtil videre.

At fastholde danskernes tillid til, at der er styr på skattekronerne – og dermed fastholde tilliden og opbakningen til velfærdssamfundet – handler samtidig om ansvar og konsekvens.

Det styrker naturligvis ikke tiltroen til SKAT, at de mange skandaler har fundet sted over så lang en periode, og antallet af involverede skatteministre er så højt – og med så forskellige partifarver – at vi næppe nogensinde vil se en reel placering af ansvar. Ikke udover den enkle konstatering at nedskæringerne og besparelserne på SKAT har haft opbakning fra et stort flertal af Folketingets partier.

Men der er brug for at overveje placering af ansvar. Med til placering af ansvar hører strafniveauet for svindel, bedrageri, underslæb med skattekroner og bestikkelse af offentligt ansatte. Jeg hører ikke til dem, der vil løse alle problemer med højere straffe. Men antallet af milliarder af kroner, fællesskabet mister, har imidlertid nået et niveau, hvor jeg finder det svært ikke også at overveje, om udsigten til straf er tilstrækkelig stor ift. udsigten til gevinst ved at stikke snablen ned i den fælles kasse.

Måske skal der et nyt juridisk begreb til, som udvider forbrydelser mod nogen til at være forbrydelser mod alle. Det vil give rigtig god mening, når det angår grov kriminalitet med skattekroner. Skatteunddragelse og svindel med skattekroner er jo reelt forbrydelser mod fællesskabet, som i mine øjne bør mødes med alvorlige sanktioner, hvis tilliden til vores skattefinansierede velfærd skal opretholdes.

Der kan sikkert rejses mange juridiske indvendinger mod et højere strafniveau mod alvorlig skattekriminalitet eller mod at indføre et juridisk begreb, der også dækker forbrydelser mod fællesskabet. Og sikkert mange berettigede indvendinger.

For mig handler det om, at vi som samfund tager ansvaret for fællesskabet og den fælles velfærd alvorligt. At vi tydeligt signalerer, at det har konsekvenser, og alvorlige af slagsen, hvis man forgriber sig på de skattekroner, som den fælles velfærd hviler på. Helt fundamentalt handler det om, hvordan man bekæmper uhæmmet grådighed og manglende moral og forhindrer, at det udfolder sig på fællesskabets bekostning. ■

 

For mig handler det om, at vi som samfund tager ansvaret for fællesskabet og den fælles velfærd alvorligt. At vi tydeligt signalerer, at det har konsekvenser, og alvorlige af slagsen, hvis man forgriber sig på de skattekroner, som den fælles velfærd hviler på
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix