Lars Koch: Klimakrisen er skabt af rige mennesker i rige lande. Vi må betale for udviklingslandenes grønne omstilling

Lars Koch: Klimakrisen er skabt af rige mennesker i rige lande. Vi må betale for udviklingslandenes grønne omstilling

23.09.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

”Klimaforandringer, skabt af rige mennesker i rige lande, påfører fattige lande enorme menneskelige og økonomiske tab. Det er alt fra tørke, oversvømmelser og voldsomt vejr til tabt landbrug. Det skal de selvfølgelig kompenseres for. Og det er naturligvis Danmark og andre rige lande, der skal betale kompensation, fordi det er dem, der er den primære årsag til problemet.”

Kronik af Lars Koch

Når regeringen om nogle uger fremlægger finansloven for 2020, er der ingen ekstra penge til klimaindsatser i de fattige lande. Mere nøjagtigt i de lande, hvor klimakatastrofen ikke er en nær fremtid, men en eksisterende realitet. En katastrofe, der er skabt af rige mennesker i rige lande, der rammer fattige mennesker i fattige lande langt hårdest.

Danmark og andre rige lande har gennem deres økonomiske udvikling brugt hele rummet for udledning af drivhusgasser og mere til. Særligt de rigeste mennesker med det største forbrug har overforbrugt deres kvote. De ti procent rigeste udleder halvdelen af verdens CO2 fra privatpersoner, mens de 50 procent fattigste kun udleder ti procent.

 

Klimaforandringer, der primært er skabt af rige mennesker i rige lande, påfører således fattige lande enorme menneskelige og økonomiske tab. Det er alt fra tørke, oversvømmelser og voldsomt vejr til tabt landbrug
_______

 

Klimaforandringer, der primært er skabt af rige mennesker i rige lande, påfører således fattige lande enorme menneskelige og økonomiske tab. Det er alt fra tørke, oversvømmelser og voldsomt vejr til tabt landbrug. Det skal de selvfølgelig kompenseres for. Og det er naturligvis Danmark og andre rige lande, der skal betale kompensation, fordi det er dem, der er den primære årsag til problemet. De rige lande har en enorm klimagæld til de fattige lande, der er ofre for klimakatastrofen og ikke har det samme klimamæssige råderum til at gennemføre en omfattende udviklingsproces.

På klimatopmødet i København i 2009 lovede Danmark sammen med resten af verden derfor at øremærke 100 milliarder dollars til at hjælpe de fattige lande med at tilpasse sig til klimakatastrofen og gennemføre en mere bæredygtig udvikling, end hvad vi selv har formået. Det skulle være en ny bistand, ud over den allerede eksisterende udviklingsbistand. Danmarks fair andel af det løfte er fem milliarder kroner om året.

Det løfte er verdens mest ”klimaambitiøse regering” ved at løbe fra. Alt tyder på nationalt fedtspil. Den socialdemokratiske regering har indtil videre ikke foreslået at øge støtten til udviklingslandenes tilpasning til den katastrofe, vi har påført dem. I bedste fald bliver en større del af udviklingsbistanden sat af til klimaindsatser. Men det er inden for rammen af de 0,7% af BNI, som Danmark lige nu bidrager med i bistand. I praksis bliver pengene derfor taget fra indsatser til langsigtet udviklingsbistand. De fattige kommer altså selv til at betale for den katastrofe, vi har påført dem.

Det betyder, at vi må sætte vores lid til, at støttepartierne vil kræve flere penge til klimaindsatsen i udviklingslandene. Og man må håbe på, at de ikke også har et snævert dansk perspektiv på klimakatastrofen. Der er desværre mange tegn på, at støttepartierne ikke sætter de globalt set fattigste mennesker først, sådan som det ellers er princippet i de Verdensmål, de alle sammen hylder med en fin farvet nål i jakkereverset.

 

Der er desværre mange tegn på, at støttepartierne ikke sætter de globalt set fattigste mennesker først, sådan som det ellers er princippet i de Verdensmål, de alle sammen hylder med en fin farvet nål i jakkereverset
_______

 

Vækst kan ikke løse klimakrisen
Den 22.-26. september afholder FN generalforsamling i New York. For første gang siden 2015 og Parisaftalen kommer der til at blive gjort status på klimaet, Verdensmålene og finansieringen af Verdensmålene.

Status er bekymrende. I en ny rapport udarbejdet af et FNs forskerpaneler står det klart, at særligt klimamålsætningerne og den ulige fordeling af jordens ressourcer, gør det vanskeligt at nå de andre Verdensmål. Rapporten konkluderer, at de mange sociale og menneskelige fremskridt opnået gennem de sidste tyve år kan blive undermineret af konsekvenserne af klimaforandringerne og den stigende sociale og økonomiske ulighed. Det fremgår blandt andet at:

”Styrket økonomisk vækst ved øget forbrug af materielle goder er ikke længere en mulighed på globalt niveau…Den nuværende udviklingsmodel har leveret fremskridt til hundrede millioner af mennesker. Men den har også medført fortsat fattigdom og afsavn; større ulighed end nogensinde før, der underminerer innovation, social sammenhængskraft og en bæredygtig økonomisk vækst. Det har bragt verden tæt på et ‘tipping point’…”

Det er særligt de grønne målsætninger og Verdensmål nummer 10 om at ”reducere ulighed i og mellem landene”, der er udfordret. Vi er pinedød nødt til at fordele jordens ressourcer og fremtidige forbrug af ressourcer mere retfærdigt. Ellers vil vi alle – rige som fattige – løbe ind i en skræmmende fremtid for planeten og os mennesker, der bebor den.

Seks danske ministre og en folketingsdelegation skal deltage i FN’s generalforsamling i New York. Her får de forhåbentlig øjnene op for den globale dimension i den kombinerede klima- og udviklingskrise. Forhåbentlig vil de forstå, at klimaindsatsen er en helt integreret del af kampen for FN’s 17 verdensmål, hvor fokus også er på at udrydde fattigdom og sikre sundhed og uddannelse – især til kvinder og fattige mennesker. Når de bevæger sig rundt mellem møderne i New York med deres verdensmålspin i jakkereversen, skal de huske det fundamentale løfte i Verdensmålene om, at de mest udsatte og fattige skal sættes i centrum og hjælpes først.

 

En manglende omstilling i de berørte lande vil komme til at ramme os selv i nakken om få år. I den forbindelse kan investeringer i udviklingslandene give hurtige og vigtige bidrag til at bremse klimaforandringerne
_______

 

Har vi råd til at redde verden?
Fra min dialog med støttepartierne og regeringen fremgår det, at de er bekymrede for, at vi ikke har råd til en international indsats for klimaet og Verdensmålene. Svaret er, at vi ikke har råd til at lade være. Klimakatastrofen er global og uden en indsats i de fattige lande vil det medføre konflikter og klimaflygtninge. En manglende omstilling i de berørte lande vil komme til at ramme os selv i nakken om få år. I den forbindelse kan investeringer i udviklingslandene give hurtige og vigtige bidrag til at bremse klimaforandringerne.

Pengene kan findes: I 1993, hvor Danmarks økonomi kun var lidt mere end halvt så stor som i dag, besluttede Danmark at afsætte samlet 1,5 pct. af BNI i udviklingsbistand og til miljø-, freds- og konfliktforebyggelse. I dag giver Danmark 0,7 procent af en langt stærkere økonomi og i en situation, hvor klimaforandringer, flygtningepres og konflikter drevet af global ulighed presser danske nationale interesser.

Partierne bag regeringens forståelsespapir afvejer udgifter til den danske klimaomstilling og dansk velfærd med investeringer i det globale klima og Verdensmålene. Det er en kortsigtet tilgang, der mangler at medregne betydningen af den globale udvikling for et lille land som Danmark. Derfor skal der herfra lyde en kraftig opfordring til at skrue markant op for indsatsen over for de globale klimaforandringer – og gøre det ud over den eksisterende udviklingsbistand. Det skylder vi – helt bogstaveligt i form af en klimagæld – verdens fattigste (og os selv).

Men der kan også findes andre midler til at finansiere Verdensmålene og den grønne omstilling. En skat på 1 pct. af formuerne på de 100 rigeste familier i Danmark vil rejse omkring 5 milliarder kroner om året, som er det beløb, som Danmark har lovet til omstilling og tilpasning til klimaforandringerne.

Globalt set er det ikke, fordi pengene mangler til at finansiere Verdensmålene. Værdierne er blot ekstremt skævt fordelt. Alene de cirka 2.000 dollarmilliardærer i verden har en samlet formue på cirka 8.700 milliarder dollars. En formueskat på 1 pct. ville rejse tæt på 90 mia. dollars årligt. En skat på flybrændstof kan bidrage til at begrænse flytrafikken samt til at udbedre skaderne efter klimakatastrofen i udviklingslandene.

 

Globalt set er det ikke, fordi pengene mangler til at finansiere Verdensmålene. Værdierne er blot ekstremt skævt fordelt
_______

 

Investering i en bæredygtig omstilling
Der er tydeligvis brug for en massiv investering i en grøn og bæredygtig omstilling, fx til vind, sol, vandudnyttelse og meget mere. Her har danske selskaber nogle unikke kompetencer, der potentielt kan udvikle sig til et globalt eventyr.

Danmark kan lave en klimafond finansieret af grønne statsobligationer. Kina laver et Silkevejsprojekt kaldet ’Belt & Road Initiative’. Danmark kan passende stille sig i spidsen for et dansk og senere europæisk ”Sol, Vind & Vand”-projekt, der investerer i bæredygtig omstilling over hele verden, både i udviklingslande og andre steder. Man kunne udstede grønne statsobligationer for op mod 50 milliarder kroner, hvilket ville gøre det muligt at rejse penge nærmest gratis, da renten er omkring nul. Det betyder at fonden kan finansiere langt flere projekter, der både skaber klimaomstilling, udvikling og et afkast, der dækker omkostningerne.

Danmark kan lave en klimafond finansieret af grønne statsobligationer. Kina laver et Silkevejsprojekt kaldet ’Belt & Road Initiative’. Danmark kan passende stille sig i spidsen for et dansk og senere europæisk ”Sol, Vind & Grøn Omstilling”-projekt, der investerer i bæredygtig omstilling over hele verden, både i udviklingslande og andre steder. Det ville kunne finansieres af grønne statsobligationer, som fx Holland har gjort. Staten kan på denne måde rejse midler nærmest gratis, da renten på en dansk garanteret statsobligation er tæt på nul. Fordi Fonden ikke skal have et kommercielt afkast, kan den finansiere langt flere projekter, der både skaber klimaomstilling, udvikling og et afkast, der vedligeholder Fonden.

Nogle vil spørge, om pensionsselskaberne ikke allerede foretager disse investeringer. Men de er stærkt hæmmet af, at de skal skabe et afkast på 10-12 pct., når de overvejer investeringer. Det gør det i mange tilfælde urentabelt at investere i udviklingslande. Her vil en statslig fond kunne arbejde med et langt lavere afkast og derfor finde mange flere og bedre projekter.

Det er fantastisk, at den danske regering vil gå foran. Men det er tudetosset at glemme det internationale perspektiv – både når det handler om at kompensere for de skader, vi har påført fattige mennesker og når det handler om at hjælpe udviklingslande med at omstille sig til en bæredygtig fremtid. Klimakrisen er global og skal løses globalt.

 

Det er tudetosset at glemme det internationale perspektiv – både når det handler om at kompensere for de skader, vi har påført fattige mennesker, og når det handler om at hjælpe udviklingslande med at omstille sig til en bæredygtig fremtid. Klimakrisen er global og skal løses globalt
_______

 



Lars Koch (f.1965) er Politisk Chef i Mellemfolkeligt Samvirke. ILLUSTRATION: Mand cykler forbi ødelæggelser i Mash Harbour, Bahamas, forårsaget af Orkanen Dorian, d. 10. september, 2019 [foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix].