Mathias Høj Kristensen: Politikerne sælger ud af borgernes frihed og retssikkerhed som en billig strategi for vælgermaksimering

Mathias Høj Kristensen: Politikerne sælger ud af borgernes frihed og retssikkerhed som en billig strategi for vælgermaksimering

24.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

For mange folkevalgte er det svært at modstå fristelsen for at score billige point hos vælgerne, når muligheden byder sig. Her ofres principperne fra skåltalerne uden tøven på populismens alter, og det hele fejres med kage og udsigten til gode meningsmålinger. Udviklingen understreger desværre kun alt for godt, at nogle af de vigtigste grundpiller i vores demokrati er under voldsomt pres.

Kronik af Mathias Høj Kristensen, chefrådgiver Alternativet

MED GOD HJÆLP fra dele af venstrefløjen lykkedes det den tidligere regering at cementere en ny og bekymrende tendens i dansk politik. En tendens til, at symbolpolitik, strammerforslag og populistiske løsninger alt for ofte trumfer hensynet til retsstaten og borgernes frihedsrettigheder, når det gælder kampen om vælgernes gunst.

Strategien synes i flere partier at være, at det man taber ideologisk og principielt, kan man til gengæld vinde politisk og strategisk – og mere til. Desværre er konsekvensen, at den frihed og de retsstatsprincipper, som tidligere generationer har kæmpet for at sikre – og som Folketinget traditionelt har værnet om i fællesskab – er begyndt at forfalde.

 

Strategien synes i flere partier at være, at det man taber ideologisk og principielt, kan man til gengæld vinde politisk og strategisk – og mere til
_______

 

Listen over eksempler er lang, og jeg skal nøjes med at opsummere de, for mig at se, mest graverende tiltag, der udfordrer de demokratiske grundpiller i samfundet:

Der var burkaforbuddet (maskeringsforbuddet), som indskrænker borgerens ret til at klæde sig frit.

Der var indførelsen af dobbeltstraf i nøje udvalgte områder, som udfordrer princippet om lighed for loven.

Der var ghettopakken og forsøget på at tvinge forældre i udsatte boligområder til at sende deres børn i dagtilbud, hvilket strider med lighedsprincippet og familiens ret til selv at bestemme, hvordan den vil være familie.

Der var håndtrykskravet ved statsborgerskabsceremonier, som den nye regering allerede har sagt, at den vil videreføre – på trods af, at tiltaget bryder med hele ideen om et liberalt demokrati, fordi forslaget underminerer alle borgeres ret til at ytre og opføre sig, som de vil.

Der var beslutningen om at fortsætte brugen af masseovervågning, som åbenlyst tilsidesætter borgerens ret til privatliv – men som den nye socialdemokratiske regering alligevel ønsker at udvide med sin nye ’tryghedspakke’, hvor man foreslår at opsætte flere kameraer i det offentlige rum og gøre det lettere for myndighederne at holde øje med og kontrollere borgerne.

DER ER MED ANDRE ORD alt for mange eksempler på, at de liberale frihedsrettigheder, vi normalt hylder her i landet, i stigende grad misrøgtes og tilsidesættes i en sådan grad, at de udfordrer vores historiske opfattelse af Danmark som en retsstat og et samfund bestående af frie og lige borgere. At flere af de nævnte forslag endda er gennemført med opbakning fra partier på både højrefløjen og venstrefløjen gør ingenlunde bekymringen mindre – at det tilmed er sket under ledelse af Venstre – Danmarks liberale parti – gør det nærmest tragikomisk.

 

At flere af de nævnte forslag endda er gennemført med opbakning fra partier på både højrefløjen og venstrefløjen gør ingenlunde bekymringen mindre – at det tilmed er sket under ledelse af Venstre – Danmarks liberale parti, gør det nærmest tragikomisk
_______

 

For mig at se, er der ingen tvivl om, at udviklingen udfordrer retssikkerheden og friheden. Netop det var budskabet fra Louis Holck, vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder, da hun tilbage i 2019 kritiserede udviklingen: ”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet så mange eksempler på, at grundlæggende frihedsrettigheder tilsidesættes, som vi har set det seneste år”.

Den juridiske tænketank Justitias direktør, Jacob Mchangama, bemærkede i samme ombæring, at Danmark godt nok ikke er på vej til at blive en diktaturstat, men at der er en tendens til, at der ”bliver filet på ting, og politikerne har færre kvababbelser end tidligere ved at gøre det”.

At ”grundlæggende frihedsrettigheder tilsidesættes,” og at der i højere grad ”bliver filet på ting” vidner om, at der er sket et decideret skred i principperne, som udfordrer retsstaten og hele det demokratiske fundament, som vores land og love historisk set har stået på. Det skred, gav daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, et skoleeksempel på, da han kritiserede, at unge under 18 år i dag kan varetægtsfængsles i hjemmet, alt imens efterforskningen af en forbrydelse pågår: ”Jeg er chokeret (…). Hvordan skal nogen mennesker kunne stole på vores retssystem, hvis det er den slags sødsuppe og blødsødenhed, man møder. Det er en hån mod ofrene,” udtalte han.

At Pape på den måde antyder, at ”straffen” for at være mistænkt er for mild, er mildest talt bekymrende. Hvorfor? Fordi vi i Danmark har indrettet vores retssystem efter princippet om, at man er uskyldig, ind til det modsatte er bevist. Og da man som varetægtsfængslet endnu ikke er dømt – og måske ikke engang bliver det – er det foruroligende, at en dansk minister åbner op for at skærpe straffen for at være mistænkt, dvs. for at straffe før dom, inden efterforskningen er afsluttet og dommen afsagt. Desværre udstiller udtalelsen kun alt for godt, at det for flere toppolitikere lader til at være vigtigere at virke hård og handlekraftig end at forsvare demokratiets hjørnesten og bærende grundpiller.

ALENE ANTYDNINGEN AF, at varetægtsfængsling bør føles og bruges som straf ville formentlig have udløst kritik fra begge sider af parlamentet, hvis den var blevet fremsat for 100 år siden. For modsat nutidens politikere, var de politikere, der forhandlede den første Retsplejereform på plads i 1919 enige om, at hensynet til den enkeltes frihed og retssikkerhed ikke må undermineres af behovet for at efterforske og dømme forbrydere.

 

Disse eksempler udstiller desværre kun alt for godt, at respekten for privatlivets fred, for retsstatsprincipperne og for den enkeltes frie vilje i dag er under voldsomt pres
_______

 

Det ville også have væltet ned med kritik over en hvilken som helst dansk regering, hvis den for 50 år siden havde foreslået at forbyde bestemte (religiøse) beklædningsgenstande i det offentlige rum, eller hvis den havde indført dobbeltstraf i bestemte geografiske områder. Man ville have stået fast på borgerens ret til privatliv og håndhævet lighedsprincippet. I dag vedtages sådanne forslag med støtte fra både højre- og venstrefløjen.

Og som Søren Pind forklarede i Berlingske den 11. maj 2019 ville ideen om at tvinge børn i vuggestue have ført til oprør i Venstre, hvis man havde foreslået det for 30 år siden: ”Havde man stillet det krav for 30 år siden, havde Venstre været i oprør. Man havde talt om institutionernes tyranni. Om at man krænker den enkelte familie. Men den diskussion er der ikke. Og det viser, at vi ikke længere respekterer det personlige”. Men sådan er det ikke i dag, hvor den slags påfund hverken udløser oprør i Venstre eller befolkningen.

Disse eksempler udstiller desværre kun alt for godt, at respekten for privatlivets fred, for retsstatsprincipperne og for den enkeltes frie vilje i dag er under voldsomt pres. Spørgsmålet er, hvorfor det er sådan?

PERSONLIGT TROR JEG, at det for mange folkevalgte er svært at modstå fristelsen for at score billige point hos vælgerne, når muligheden byder sig. Her ofres principperne fra skåltalerne og det demokratiske arvegods uden tøven på populismens alter, og det hele fejres med kage og udsigten til gode meningsmålinger.

I andre tilfælde lader det til, at den ansvarlige ministers ønske om at udvise handlekraft fører til en skæv afvejning mellem hensynet til borgerens frihed og statens opgave med at opretholde lov og orden. Fx siger det sig selv, at politiet får bedre forudsætninger for at opklare og forhindre forbrydelser, hvis de får lettere ved kontrollere og overvåge borgeren. Men det siger også sig selv, at der opstår et paradoks, hvis man forfalder til at udvide beføjelserne så meget, at der ikke længere skal en dommerkendelse til for at gribe ind i en borgers privatliv, eller hvis efterretningstjenernes muligheder for at overvåge borgeren eller gemme oplysninger om alt fra økonomi og internetfærden strækkes for vidt – for så ender man med at underminere den selvsamme frihed, som man ønsker at forsvare. Det samme kan siges om indførelsen af burkaforbuddet. For selvfølgelig kan man ikke kan sikre friheden for de få ved at indskrænke deres ret til at klæde sig frit. Selvmodsigelsen er åbenlys.

Misrøgten af retsstatsprincipperne og frihedsrettighederne udgør en af de største trusler mod demokratiet i dag. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men faktisk er vores demokrati presset fra flere kanter. Det gælder for eksempel den manglende transparens og åbenhed, der præger magten i Danmark.

 

For mange folkevalgte er det svært at modstå fristelsen for at score billige point hos vælgerne, når muligheden byder sig. Her ofres principperne fra skåltalerne og det demokratiske arvegods uden tøven på populismens alter
_______

 

TAG BARE OFFENTLIGHEDSLOVEN, der med rette er blevet kritiseret for at begrænse åbenheden i forvaltningen. Stort set samtlige partier er enige om, at loven forringer pressens muligheder for at søge aktindsigt, og at den svækker mediernes forudsætninger for at føre demokratisk kontrol med regeringen. Alligevel består loven.

Der er også demokratiske problemer med de danske partistøtteregler. Siden 2010 har Europarådets anti-korruptionsenhed, Greco, flere gange kritiseret, at de danske regler ikke lever op til åbenhedskravene. Af samme grund har enkelte partier, bl.a. Enhedslisten og Alternativet, frivilligt valgt at øge åbenheden om partidonationerne. Spørgsmålet er, hvorfor denne åbenhed ikke skal være et krav til samtlige partier? Hvis vi har det åbne demokrati, som mange mener, at vi har, så bør noget så banalt som åbenhed om partistøtten være en formalitet.

Selvfølgelig er Danmark stadig et af de mest demokratiske og frie lande i verden. Min pointe er i al sin enkelthed, at det gerne skulle fortsætte sådan i al fremtid. Men hvis det skal det, er det helt afgørende, at indskrænkningen af friheden og presset på retsstaten tages langt mere alvorligt, end hvad der er tilfældet i dag.

HER HAR BÅDE DE FOLKEVALGTE og befolkningen et ansvar. De folkevalgte må forstå, at hvert eneste overgreb på den enkeltes frihed principielt er et overgreb på alles frihed. Ellers er principperne intet værd. Ligeledes er det vigtigt, at vi som borgere er vores kollektive ansvar bevidst. At vi forstår, at hver enkelt af os har et medansvar for og en forpligtelse til at sige klart fra over for alle, der med stramninger og symbolpolitik er klar til at sælge ud af vores særlige privilegier og rettigheder. Gør vi ikke det, risikerer vi at miste dem. Det har nogle allerede oplevet, og næste gang kan det være os – os, der pludselig en dag ikke kan ytre eller klæde os frit, eller os, som en dag rammes af forskelsbehandling eller underlige påbud fra snæversynede folketingsflertal.

Det skal vi som samfund og fællesskab undgå. Borgernes frihed skal beskyttes af politikerne – ikke begrænses eller sættes over styr af en farlig og hurtigvoksende populisme. Det kan undertiden være svært, når enkeltsagerne raser, ja. Det vil af og til være upopulært, ja. Men det er ikke desto mindre helt afgørende for at sikre kvaliteten i det frihedselskende demokrati, som Danmark altid bør være. ■

 

Borgernes frihed skal beskyttes af politikerne – ikke begrænses eller sættes over styr af en farlig og hurtigvoksende populisme. Det er helt afgørende for at sikre kvaliteten i det frihedselskende demokrati, som Danmark altid bør være
_______

 



Mathias Høj Kristensen (f. 1988) er kandidat i retorik fra Aarhus Universitet og i dag ansat som chefrådgiver i Alternativet. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) til pressemøde om eksplosioner i København [foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix]