Niels Fuglsang (S): Europa-Parlamentsvalget handler om, hvad der skal afløse neoliberalismen

Niels Fuglsang (S): Europa-Parlamentsvalget handler om, hvad der skal afløse neoliberalismen

10.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Den neoliberale epoke synger på sidste vers. Befolkningerne har fået nok. Hvad skal erstatte den? De reaktionære har vundet første halvleg. Når vi den 26. maj går til Europa-Parlamentsvalg, må de progressive levere et holdbart alternativ, der kan vinde anden halvleg.

Kronik af Niels Fuglsang (S)

Den verden, vi kender, er i opløsning. Europas befolkninger vælger ledere, der hamrer løs på eliterne og de samfundsbærende institutioner. Europa-Parlamentsvalget den 26. maj handler om, hvad der skal erstatte den neoliberale verdensorden: de reaktionære eller de progressive kræfter?

Da jeg læste statskundskab på universitetet i 00’erne var den gængse forståelse, at historien havde nået sin afslutning, som politologen Francis Fukuyama formulerede det. Det liberale demokrati og det internationale samarbejde havde sejret. I dag står det knusende klart, at Fukuyama tog fejl. Ledende europæiske intellektuelle skriver i disse år bøger med titler som ”Efter Europa” (Ivan Krastev), ”Hvordan vil kapitalismen ende?” (Wolfgang Streeck) og ”Hvad er populisme?” (Jan-Werner Müller). Reaktionære kræfter er på fremmarch overalt i landene omkring os og spås yderligere fremgang til Europa-Parlamentsvalget i maj.

 

Problemet er, at mens virksomheds- og kapitalejere har kunnet udnytte mulighederne tilvejebragt af lavere skatter og åbne markeder, blev store grupper af lønmodtagere efterladt på perronen
_______

 

Den neoliberale æra
Hvordan skal vi forstå oprøret? Samfundsforskere taler om, at vi lever i den ”neoliberale æra” (Peter A. Hall og Michelle Lamont), og at vi i disse år ser en reaktion imod de neoliberale drivkræfter (Mark Blyth). Neoliberalisme er idéen om, at det frie marked og den frie konkurrence leverer bedre resultater end nogen anden måde, hvorpå samfundet kan organiseres.

Valgene af Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reagan i USA i henholdsvis 1979 og 1980 åbnede ballet. De reagerede dengang på de økonomiske problemer, som velfærdsstaterne stod i med gæld, arbejdsløshed og inflation. Svaret bestod kort fortalt i at begrænse staten og fremme markedet for at skabe incitamenter til, at befolkningen ville arbejde mere. Siden da har både blå og røde regeringer på tværs af lande i vid udstrækning ført politik med det formål at udvide markedslogikken og mindske statens indblanding i økonomien: lavere marginalskatter i toppen og lavere sociale ydelser kombineret med åbning af markeder på tværs af landegrænser via EU og WTO.

Problemet er, at mens virksomheds- og kapitalejere har kunnet udnytte mulighederne tilvejebragt af lavere skatter og åbne markeder, blev store grupper af lønmodtagere efterladt på perronen. Den velstand der skabes bliver stadig mere ulige fordelt. I USA har de nederste 40 pct. af lønskalaen ikke haft en reallønsfremgang siden 1979, og i Storbritannien faldt reallønnen for en typisk arbejdstager med mere end 5 pct. mellem 2007 og 2015. Uligheden er vokset markant. Også i Danmark, hvor op mod 65.000 børn nu vokser op i fattigdom.

Resultatet ser vi i dag. Finanskrisen står som klimaks, men den destruktive udvikling har været undervejs længe. De mennesker, der trækker i gule veste i Frankrig eller stemmer på AfD og Brexit i Tyskland og Storbritannien har mistet tiltroen til, at det politiske system kan løse deres problemer. Deres lønninger trykkes ned af konkurrencen fra østeuropæere, og deres velfærd presses, når multinationale selskaber ikke betaler skat. Den neoliberale ideologi har ingen troværdige svar til disse mennesker, og den truer derfor nu hele det politiske system, som vi kender det.


 

For de progressive handler EU om at tøjle globaliseringen og sørge for, at den arbejder for de mange og ikke de får
_______

 

Tre retninger for Europa

Alle fra Enhedslisten til den Internationale Valutafond og den konservative Per Stig Møller skyder i dag på den ulighedsskabende politik. Valget til Europa-Parlamentet handler om neoliberalismens krise. Hvor skal vi hen herfra? Der tegner sig tre positioner.

Først er der de neoliberale, der vil bruge EU til yderligere at intensivere markedskræfterne. I Danmark hører Det Konservative Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance til her. De vil fremme EU’s indre marked og modsætter sig forslag om at indføre en såkaldt ”social protokol” i EU, der skal sidestille lønmodtagerrettigheder til fx strejke og blokade med arbejdskraftens frie bevægelighed. Og de bekæmper EU-Kommissionens forslag om en omsætningsskat for multinationale digitale selskaber som Facebook, der betaler en effektiv selskabsskat på sølle 0,03 pct. i Europa.

Dernæst er der de reaktionære, der svarer på neoliberalismen ved at bekæmpe selve EU. I Danmark hører Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU til her. Enhedslisten ser EU som et kapitalistisk projekt, mens Dansk Folkeparti anklager EU’s åbne grænser for at oversvømme Danmark med fremmede kulturer. Fælles for dem er ideen om at vende tilbage til en fortid, hvor det danske velfærdssamfund var intakt og endnu ikke besudlet af EU.

Endelig er der de progressive. Det er dem, som ønsker en ny politik i EU, som modsvar til den neoliberale, men som ikke ser nedlukning af EU som et troværdigt svar, da øgede flygtningestrømme, klimaproblemer og skatteflugt kræver samarbejde på tværs af landegrænser. De progressive argumenterer for en politik, der regulerer det frie marked og sætter rammer for økonomien for at mindske uligheden og øge bæredygtigheden. Politikken begrænser til dels EU’s indre marked ved at lægge afgifter på pengestrømme og underlægge arbejdskraftens frie bevægelighed overenskomster. For de progressive handler EU om at tøjle globaliseringen og sørge for, at den arbejder for de mange og ikke de få. De danske progressive tæller Socialdemokratiet, SF, Alternativet og – forhåbentlig – De Radikale.

 

Konvergensen mod neoliberalismen har udvisket forskellen mellem højre og venstre og afpolitiseret retningen. I dag står det klart, at historien er genåbnet, og der findes alternativer
_______

 

Nutidens progressive
Margaret Thatcher sagde i 1980’erne om sin politik ”There is no alternative”. Det er i dansk politik blevet gengivet i forskellige versioner de senere år: ”Sådan er det jo” eller ”vi fører den nødvendige politik”. Konvergensen mod neoliberalismen har udvisket forskellen mellem højre og venstre og afpolitiseret retningen. I dag står det klart, at historien er genåbnet, og der findes alternativer. Det progressive alternativ må som minimum bestå af tre punkter.

For det første skal vi samles om et forslag til en europæisk klimalov, der lever op til klimaaftalen fra Paris. De seneste fire år er de fire varmeste år nogensinde målt i verden. Vi styrer i øjeblikket mod en global temperaturstigning på fire grader, hvilket kan være en trussel mod vores civilisation. Klimaloven skal sikre, at vi medregner omkostninger for klimaet i alle love, vi vedtager, og den skal hæve CO2-reduktionskravet markant. EU-landene sigter efter en reduktion på CO2 på 40 pct. i 2030 sammenlignet med 1990. Det tal skal op på mindst 50 pct. for at have mulighed for at forhindre selvforstærkende temperaturstigninger. Vi bør desuden insistere på, at EU går forrest ved at sikre at landbrugsstøtte udelukkende gives til landbrug, der nedsætter udledningen af CO2, og ved at bruge sit store budget til at investere i hurtigtog som alternativ til fly i Europa.

For det andet skal vi bekæmpe skattely benhårdt. EU-landene går ifølge nye tal fra professor ved City University i London, Richard Murphy, glip af 6.000 milliarder kroner årligt på grund af skatteunddragelse. Det svarer til omkring 13.000 kroner per EU borger årligt. Samtidig trykkes selskabsskatterne længere og længere ned, fordi lande konkurrerer mod hinanden om at tiltrække virksomheder og investeringer. Mellem 2003 og 2017 blev selskabsskatten sænket hele 106 gange i Europa. Der findes en række svar på udviklingen, men som det første bør EU indføre en bund under selskabsskatten for at forhindre, at lande i EU fortsat konkurrerer mod bunden i forhold til skat. Derudover bør vi indføre en EU-sortliste over skattely og indføre straftold over for disse, indtil de åbner op for bankhemmelighederne. EU er verdens største handelsblok, og derfor vil en sådan politik være en seriøs trussel mod små skattelylande som Panama og Bahamas.

For det tredje må vi stoppe det nedadgående lønpres på almindelige mennesker, som EU’s indre marked forårsager. Vi så det senest i Padborg, hvor filippinske lastbilchauffører, der var kommet ind gennem Polen, blev betalt 25 kroner i timen og sov i containere. Den slags er ikke engang ulovligt i dag. Det skal det være i fremtiden. Det kræver lovgivning, der sætter fagbevægelsens ret til at blokere i tilfælde af social dumping over princippet om fri bevægelighed af arbejdskraft. Derfor skal vi vedtage en social protokol, der sidestiller lønmodtagerrettigheder med det frie marked.

 

Den neoliberale ideologi er i gang med at destruere sig selv
_______

 

Kan vi samle flertal?
Det er Socialdemokratiet, der må føre an for en ny progressiv politik i EU. Kan det lade sig gøre? I Danmark står Mette Frederiksens tropper ganske stærkt, men det er rigtigt, at Socialdemokratierne i en række lande gisper efter vejret. Dog skal tilbagegangen ikke overdrives. De konservative går også tilbage, og Socialdemokraterne vil stadig være det næststørste parti i Europa-Parlamentet – også efter den 26. maj.

Når jeg tror på en ny progressiv politik, har det to årsager. For det første mister socialdemokratier ikke alle sine vælgere til højrefløjen. Partier som De Grønne i Tyskland samt Alternativets søsterpartier i flere lande får fremgang til Europa-Parlamentsvalget. Disse partier hører til den progressive fløj, og Socialdemokraterne kan lave aftaler om en ny politik med dem.

For det andet virker det til, at de progressive ideer er i gang med at vinde indpas og sprede sig uden for centrum-venstre-fløjen til andre partier. Enhedslisten, der før ville have en folkeafstemningen om EU så hurtigt som muligt, har nu i lyset af Brexit udskudt deres politik på ubestemt tid. Reaktionære venstrefløjspartier i hele Europa aflyser deres folkeafstemninger og vil i stedet arbejde for et mere grønt og rødt EU indefra. Fra den modsatte fløj nærmer grupper af de neoliberale sig nogle af de forslag, som Socialdemokraterne har kæmpet for i årevis. Partiet Venstre foretog for nylig en kovending og går nu ind for en EU-bund under selskabsskatten. Og kommissionsformandskandidat Magrethe Vestager, der som dansk politiker næppe ledte an i kritikken af det uregulerede marked, leder nu an i kampen mod multinationale selskaber, der snyder fællesskabet for uhyrlige summer.

Den neoliberale ideologi er i gang med at destruere sig selv. Befolkningerne reagerer over en bred kam mod den stigende ulighed og utryghed i vores samfund. Den 26. maj beslutter vi, hvad der skal erstatte neoliberalismen. De reaktionære har vundet første halvleg. Det er afgørende for vores fremtid, at de progressive vinder anden halvleg. ■

 

Det er Socialdemokratiet, der må føre an for en ny progressiv politik i EU
_______

 



Niels Fuglsang er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet den 26. maj, hvor han er nummer 3 på listen. Han er uddannet cand.scient.pol. og er ph.d.-stipendiat i politisk økonomi ved CBS. Han arbejder samtidig for tænketanken Cevea som analytiker. ILLUSTRATION: Pro-EU-aktivister til demonstration i Tyskland 23. april, 2017 (FOTO: Odd Andersen/Scanpix)