Randahl Fink Isaksen: Begyndelsen til enden for Inger Støjberg

Randahl Fink Isaksen: Begyndelsen til enden for Inger Støjberg

09.08.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Bag striden om formands- og næstformandsposterne kæmpes der om udlændingepolitikken i Venstre. Hvilken ordførerpost er det mon allersværest at bestride, mens man undersøges for at have brudt loven? I onsdags gav partiet sit svar.

Kommentar af Randahl Fink Isaksen

Inger Støjberg er kendt for at tale bramfrit. I november 2018 sagde hun i et interview, at hun havde viljen til at blive formand for Venstre. Den melding kom kun få timer før, Venstres landsmøde skulle starte, og den ikke-afgående formand Lars Løkke Rasmussen skulle holde tale til partiets medlemmer. Ved folketingsvalget i juni fik hun et imponerende valgresultat med 28.420 personlige stemmer — hos Venstre kun overgået af Lars Løkke Rasmussen. Det er tre gange så mange stemmer som Venstres kronprins Kristian Jensen og dermed en vigtig medvirkende årsag til Venstres markante fremgang.

Men nogen i Venstre har fået nok af den tidligere integrationsminister. Det stod lysende klart, da hun i mandags (5. august) stillede op til at blive en del af Venstres ledelse ved partiets konstitueringsmøde. Her stemte Venstres 43 folketingsmedlemmer om de vigtige ledelsesposter i partiet, og de blev enige om at tildele Inger Støjberg præcis 0 poster. Ved denne lejlighed blev Kristian Jensen partiets nye gruppeformand.

Der gik et døgn, før Inger Støjberg udtalte sig på Facebook, hvor hun havde brug for at nævne de 28.420 stemmer, hun havde fået, samt at »ufatteligt mange« havde skrevet til hende for at bakke hende op. Nok så bemærkelsesværdigt var det, at hun også erklærede, at hun ser sig selv som den nøglefigur i Venstre, der kan sikre en »balance« i udlændingepolitikken. Bad man et bredt udsnit af den danske befolkning beskrive Inger Støjbergs udlændingepolitik, ville man høre mange tillægsord, men ikke ordet »balanceret«. Mon ikke det også gælder internt i Venstre? Ville det være »balanceret« at tildele Inger Støjberg en væsentlig ledelsespost efter et valg, hvor danskernes opbakning til Dansk Folkeparti og dets stramme udlændingepolitik var blevet mere end halveret?

Netop det at balancere i udlændingepolitikken er en afgørende vigtig opgave, der kræver en rolig hånd. Udlændingepolitikken kan være en stridsplads i dansk politik generelt, men særligt i Venstre ser man blod i græsset, når mørket falder på, og sværslagene forstummer.

Overfor hinanden står Inger Støjberg og Kristian Jensen med deres to helt modsatrettede synspunkter. Inger Støjberg har den nationalkonservative holdning, man kender fra Dansk Folkeparti: Udlændingepolitik er en kulturkamp, hvor dansk kultur skal beskyttes mod indflydelse fra islam. Modsat har Kristian Jensen det liberale synspunkt, at Danmark skal kunne integrere mennesker udefra, så danske virksomheder kan få den arbejdskraft, de efterspørger.

I sidste valgperiode kunne det på overfladen se ud som om, Inger Støjbergs synspunkt var i fremgang. Dansk Folkeparti spillede med deres 37 mandater en meget synlig rolle i dansk politik. Nye Borgerlige, der krævede en udlændingepolitik så stram, at den skulle bryde med de internationale konventioner, havde pressens bevågenhed. Og ind på kamppladsen trådte nu også Rasmus Paludan, der med sit parti Stram Kurs argumenterede for, at Danmark skulle sende herboende, afviste asylansøgere til lejre i Grønland.

Men nedenunder overfladen var stemningen ved at skifte. Inger Støjberg havde siden 2017 oplevet stigende kritik for blandt andet at fejre sine udlændingestramninger med kage. Danmark var gentagne gange havnet i udenlandske medier med kritik af hendes tiltag, eksempelvis smykkeloven, der pålagde dansk politi at beslaglægge smykker fra mennesker på flugt. Alle danskere kunne se tælleren på Integrationsministeriets hjemmeside, der viste, hvor mange stramninger Inger Støjberg havde gennemført, men mange spurgte sig selv, hvad ministeren egentlig havde gjort for at få selve integrationen til at fungere.

Medierne har været – og er – fulde af historier om helt almindelige danskere, der oplever, at en ægtefælle eller et barn i familien mister sit opholdsgrundlag, så familien enten må forlade landet eller lade sig splitte. En særligt bemærkelsesværdig sag var den succesfulde danske iværksætter Kasper Kragelund, der havde skabt det populære madmarked Aarhus Street Food, men som nu måtte indstille sit arbejde og forlade landet, fordi hans thailandske kone blev udvist. I denne sag, som i mange andre, svarede Inger Støjberg, at politikken var »nødvendig«.

Kritikken tog til i den meget omtalte Mint-sag, hvor den danske far Frank Thøgersen for rullende kameraer måtte følge sin grædende datter i lufthavnen – til et fly der skulle bringe hende til Thailand, hvor hun nu måtte bo ved slægtninge, mens Frank og hendes mor blev i Danmark. Kritikken blev så omfattende, at selv Dansk Folkeparti i 2018 meddelte, at ministeren måske nok burde have en dispensationsmulighed — altså sådan at forstå, at man kunne bevare de eksisterende regler, men dispensere, når en sag som denne eksploderede i medierne.

Kort efter Inger Støjbergs Facebookopslag kunne man se Kristian Jensen på dr.dk erklære, at Inger Støjberg skam nok skulle få en »tung og vigtig opgave«. Partiets pressetjeneste kommunikerede derpå, at udlændingeordførerposten blev tildelt Mads Fuglede, der for under 2 år siden kom ind i Folketinget som suppleant på et afbud fra Jakob Engel-Schmidt. Sent torsdag skrev Inger Støjberg så til DR Nyheder, at »Nu skal jeg i stedet være retsordfører«, med en formulering der tydeligt markerede, at det på ingen måde var hverken planlagt eller ønsket.

 

Kritikken blev så omfattende, at selv Dansk Folkeparti i 2018 meddelte, at ministeren måske nok burde have en dispensationsmulighed — altså sådan at forstå, at man kunne bevare de eksisterende regler, men dispensere, når en sag som denne eksploderede i medierne
_______

 

MEN HVORFOR giver partiet hende netop denne post?

Gennem 2017 og 2018 var hun involveret i den såkaldte »barnebrudesag«, der for alvor tog fart, efter Folketingets formand konkluderede, at ministeren havde handlet ulovligt, da hun gav Udlændingestyrelsen en instruks om uden videre at tvangsadskille asylsøgende ægtepar, hvor en eller begge ægtefæller var mindreårige. I artikel på artikel kunne danske medier berette, at Inger Støjberg havde handlet ulovligt på flere punkter. Politiken kunne vise, at ministeren havde ignoreret hendes egne embedsfolks rådgivning og endda havde omskrevet embedsmændenes skriftlige instruks, før den blev sendt ud, så Udlændingestyrelsen, der skulle udføre hendes ordre, aldrig fik at vide, at man kun måtte adskille ægtepar ved tvang, hvis man havde foretaget en individuel vurdering.

Ordet »barnebrude« blev flittigt brugt af Inger Støjberg, der igen og igen hævdede, at der var tale om »helt unge piger«, som blev gift med voksne mænd. Denne udlægning af sagen har slagkraft, fordi straffelovens §222 fastslår, at sex med børn er en alvorlig forbrydelse, der giver 8 års fængsel. Ordet synes nok velvalgt til at beskrive de to konkrete sager, hvor piger på kun 14 år var ankommet til Danmark, gift med mænd i tyverne. Men i tre andre af sagerne var der tale om 16-årige piger, der var gift med 17-årige drenge, og i hele 16 sager havde man tvangsadskilt 17-årige piger fra deres ægtefæller uden at undersøge, om forholdet var frivilligt.

At blive gift som 16- eller 17-årig kan synes fremmed for os, men er dog lovligt i fx Spanien, Frankrig, England og Norge, og man kan derfor undre sig over, at disse tvangsadskillelser bliver en vigtig kulturkamp for Inger Støjberg, idet det vel næppe er en central mærkesag i Venstre at bekæmpe norsk kultur.

I samråd efter samråd forsøgte oppositionen at opklare sagen, hvor Støjberg kom med flere skiftende forklaringer, som undervejs ledte til oppositionens klare melding: Inger Støjberg havde begået ulovligheder og efterfølgende løjet om dette for Folketinget — og ja, dette er også ulovligt.

Alt dette fik i første omgang ingen alvorlige konsekvenser for den siddende integrationsminister. Dansk Folkepartis Martin Henriksen meddelte nemlig, at en minister godt nok i »udgangspunktet« skulle overholde loven, men nu havde Inger Støjberg jo forsøgt at opnå en adskillelse af barnebrude, og Dansk Folkeparti ville hellere diskutere, hvordan man kunne gennemføre netop dette [“Udgangspunktet er selvfølgelig, at en minister skal overholde lovgivningen. Og når man kigger på det langvarige forløb, er der begået nogle fejl fra ministeriets og ministerens side. Der er også givet nogle svar til Folketinget, der ikke har været gode nok […] Men forløbet er ikke alvorligt nok til, at man skal rejse kritik af Inger Støjberg. Oppositionen vil have ministerens hoved på et fad, men det kan vi ikke levere”, i Politiken, 13/10 2017 red.]. Man fristes til at spørge, hvor ofte det mon hænder, at en lovgiver udtaler, at man kun som »udgangspunkt« skal overholde lovgivningen?

 

Man fristes til at spørge, hvor ofte det mon hænder, at en lovgiver udtaler, at man kun som »udgangspunkt« skal overholde lovgivningen?
_______

 

DF’S STØTTE til ministeren afskar oppositionen fra det flertal, der kunne vælte hende. Men i stedet besluttede oppositionens partier, at hendes ageren skulle undersøges til bunds, når der blev flertal for det. Netop denne beslutning kan blive ganske alvorlig for Inger Støjberg. Konkluderer en sådan undersøgelse, at hun har gjort noget strafbart, er hun under alle omstændigheder færdig i politik. Og allerede under sagens lange forløb kan den blive en svær belastning for Inger Støjberg. Tænk blot på den såkaldte MELD og FELD-sag i Dansk Folkeparti, som har kørt i årevis og helt har ødelagt Morten Messerschmidts politiske karriere i EU. Ved EU-parlamentsvalget i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer — altså langt flere end de 296.237 stemmer hele DF fik ved folketingsvalget i 2019. Sagen betød, at Morten Messerschmidt måtte forlade EU og vende tilbage til folketingsarbejdet. Ved folketingsvalget i juni var hans stemmetal: 7.554. Og sagen er end ikke afgjort.

Alt dette ved man udmærket godt i det Venstre, der netop har fravalgt at have Inger Støjberg i Venstres ledelse. Det er derfor relevant at tænke over, hvilken ordførerpost der mon er allersværest at bestride, mens man undersøges for at have brudt loven. Mon ikke det er posten som retsordfører, hvor man uge efter uge skal stå i medierne og se forarget ud over, at andre har brudt loven, og kræve strengere straffe til disse formastelige kriminelle?

Spørgsmålet er, om retsordførerposten er et plaster på såret til Inger Støjberg, eller om posten snarere er en ekstra gren til det bål, hvorpå hendes politiske karriere langsomt men sikkert brændes af, mens Venstres ledelse holder masken. Venstre afholdte pressemøde fredag (9. august) i forbindelse med deres sommergruppemøde. Her var Inger Støjberg henvist til tilskuerpladserne, hvor hun bestemt ikke lignede en person, der var på vej til at blive formand for Venstre. Samtidig sad Kristian Jensen ved siden af Lars Løkke, der erklærede, at Danmark nu »skal være et åbent land for dem, der kan og vil«. ■

 

Spørgsmålet er, om retsordførerposten er et plaster på såret til Inger Støjberg, eller om posten snarere er en ekstra gren til det bål, hvorpå hendes politiske karriere langsomt men sikkert brændes af
_______

 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

ILLUSTRATION: Støjberg under overdragelsen af ministeriet [27/6 2019. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix]