Rune Møller Stahl: Vi står midt i en kolossal bankskandale, men ingen i valgkampen taler om det. Det kan koste os dyrt, når den næste krise rammer

Rune Møller Stahl: Vi står midt i en kolossal bankskandale, men ingen i valgkampen taler om det. Det kan koste os dyrt, når den næste krise rammer

19.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

På trods af at den enorme bankskandale kører på højtryk, fylder spørgsmålet om regulering af finanssektoren nærmest ingenting i valgkampen. Der er brug for, at medier og vælgere stiller politikerne til ansvar for, hvordan de vil sikre samfundet mod en finansiel sektor, som stadig udgør en strukturel risiko for hele økonomien.

Kommentar af Rune Møller Stahl, postdoc, Institut for Statskundskab, KU

DANMARK STÅR I øjeblikket midt i en bankskandale af historiske dimensioner. Vi har at gøre med hvidvask for op mod 1500 mia. kr. Henrik Ramlau Hansen, der som formand for Finanstilsynet ellers skulle være borgenes kontrollant overfor banker og finansinstitutioner, er sammen med ti topledere fra Danske Bank blevet sigtet. Det er svært at forestille sig en mere alvorlig skandale inden for finansverdenen. Samtidig står landets næststørste bank Nordea også med store problemer i forhold til hvidvask.

Alligevel fylder spørgsmålet om banker og finanssektor ikke meget i valgkampen – hverken i debatterne eller i mediernes dækning. Men det kan blive dyrt for os som vælgere, hvis vi politisk ignorerer spørgsmålet om finanssektoren og regulering af bankerne.

Det handler ikke kun om retfærdighed, hvor de, der har tjent store penge på ulovlige aktiviteter, skal stilles til regnskab. Det handler i langt højere grad om de farer, som risikoprægede og uansvarlige investeringer kan stille os alle sammen overfor. Når Danske Bank har et regnskab, der er større end det danske bruttonationalprodukt, så er bankens uansvarligheder ikke bare et moralsk problem. Det udgør en risiko for hele den danske økonomi.

 

Det [er] en af politikernes hovedopgaver at sikre den finansielle stabilitet og modvirke systemisk risiko i banksektoren, men der er ikke mange partier, der har fokus på problemet
_______

 

Da finanskrisen ramte i 2009, oplevede vi et fald i BNP på næsten fem procent. Det tog næsten et årti for vores økonomi igen at ramme samme niveau som før krisen. Af den grund er det en af politikernes hovedopgaver at sikre den finansielle stabilitet og modvirke systemisk risiko i banksektoren, men der er ikke mange partier, der har fokus på problemet. Det viser sig især på højrefløjen, hvor der er mange, som end ikke vil anerkende, at der er et problem. Mens skandalerne i banksektoren voksede, havde vi en konservativ erhvervsminister i form af Brian Mikkelsen, der mente, at hans opgave var at beskytte bankerne mod ’mobning’ i offentligheden i stedet for at stille skrappere krav. Vi kan takke pressen, især Berlingskes forbilledlige graverarbejde, for afsløringerne på bankområdet, ikke det statslige tilsyn.

Det er vigtigt at tage notits af, hvordan politikerne har ageret over for bankerne i de seneste valgperioder, da det er vores bedste kilde til information om, hvordan de vil stille sig overfor en ny krise. Og billedet er desværre ikke godt. Selvom der er blevet strammet op i forhold til kapitalkrav siden krisen, får de store banker meget frit spil, når det handler om, hvordan deres aktiver opgøres. Og mens nogle af de mest risikable investeringsmodeller er blevet stoppet på dansk og internationalt plan, så betyder koncentrationen af finansielle superkoncerner, at de strukturelle risici forbundet med ”too-big-to-fail”-banker blot er vokset.

NÅR DANMARK BLEV hårdere ramt af finanskrisen end vores nabolande som Sverige og Tyskland, skyldtes det i høj grad, at vi havde en stor boble i boligpriserne, som var finansieret af nye, risikable lånetyper. Finansjournalist Magnus Barsøe dokumenterede i sin bog fra 2018, Gud bevare afdragsfriheden, at vi 10 år efter finanskrisen stadig har en økonomi, der er præget af et alt for højt, risikabelt gældsniveau i den private sektor.

Det er en udvikling, der i særdeleshed er drevet frem af finansielle superkoncerner som Danske Bank, Nordea og Nykredit. Disse storbanker har tjent styrtende på denne udvikling de seneste 10 år men det har efterladt vores økonomi lige så sårbar som før sidste krise.

 

Og der er grund til at være bekymret. På det internationale plan er der tegn på, at vi er på vej mod dårligere tider. De sidste års aktiefest er blevet afløst af nedgang
_______

 

Og der er grund til at være bekymret. På det internationale plan er der tegn på, at vi er på vej mod dårligere tider. De sidste års aktiefest er blevet afløst af nedgang, og der er tegn på økonomisk afmatning i såvel Kina som eurozonen. Læg hertil, at vi – ud fra både erfaringer og teori – ved, at dele af den kapitalistiske verdensøkonomi med jævne mellemrum kommer i krise. Før krisen i 2008 var det krisen efter dot-com-boblen på det amerikanske aktiemarked i år 2000, den asiatiske krise i 1997-98 og den europæiske valutakrise i starten af 1990’erne. Den økonomiske historiker Adam Tooze, der med bogen Crashed: how a decade of financial crisis changed the world har leveret den hidtil mest dybdegående afdækning af finanskrisen, vurderer, at verden i dag er dårligere rustet til at modstå en krise, end vi var i tiden op til 2008.

DET ER IKKE TIL at forudse, hvor en ny krise kommer fra. Det kan fx være nedtur på aktiemarkedet, et bankkrak i et stort europæisk land eller en gældskrise i Kina. Uanset hvad, er der god chance for, at den næste regering i Danmark kommer til at skulle styre landet igennem en ny økonomisk krise. Derfor er det nødvendigt, at vi begynder at diskutere, hvordan vi sikrer samfundet og realøkonomien mod nye finansielle kriser.

Der er mange konkrete muligheder for at gøre dette. Vores diskussion kan handle om, hvorvidt der er brug for opsplitning af de største banker – så vi igen får indførte skodder mellem realkredit og bankvirksomhed og opdelt de store superkoncerner. Det kan handle om større kapitalkrav og en strammere regulering af bankernes interne risikovægte, for at sikre at de er polstrede mod ny nedtur. Og det kan handle om, hvorvidt vi skal etablere et offentligt banktilbud som et alternativ til den spekulationsprægede private banksektor, eller om vi skal afskaffe rentefradraget for at få sænket den samlede private gældsmængde i samfundet.

Under alle omstændigheder er der behov for, at vælgere og medier kræver nogle konkrete svar af vores politikere. Hvordan politikerne reagerer over for finanssektoren, kan få store konsekvenser for os alle – og netop derfor er der brug for, at medier og vælgere stiller partierne til ansvar og stemmer på politikere, der tager problemet alvorligt. ■

 

Hvordan politikerne reagerer over for finanssektoren, kan få store konsekvenser for os alle – og netop derfor er der brug for, at medier og vælgere stiller partierne til ansvar
_______

 



Rune Møller Stahl (f. 1982) er postdoc på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi. ILLUSTRATION: Thomas Borgen, afgående direktør i Danske Bank, og bestyrelsesformand Ole Andersen foran pressen inden pressemøde 19. september 2018 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)