Dennis Kristensen om au pair-ordningen: Den ulige magtbalance skaber en nærmest slavelignende situation, der bygger på husligt arbejde, ikke kulturel udveksling

Dennis Kristensen om au pair-ordningen: Den ulige magtbalance skaber en nærmest slavelignende situation, der bygger på husligt arbejde, ikke kulturel udveksling

07.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Danskerne ved godt, at au pairs udfører husligt arbejde i stor målestok, men vi har alligevel i årevis valgt at lege, at essensen i au pair-ordningen er mødet mellem forskellige kulturer. Når de faktiske forhold er husligt arbejde og ikke kulturudveksling, så lad os dog for pokker være ærlige og skabe en ordning, som vi som samfund kan være bekendt.

Kronik af Dennis Kristensen

Au pair-ordningen er med få års mellemrum dukket op til overfladen og har typisk udløst nærmest rituelle stammedanse om, hvorvidt kernen i ordningen er kulturel udveksling af unge mellem forskellige lande eller en billig hushjælp til velstillede danske familier.

Anledningen til de tilbagevendende debatter har oftest været ubehagelige sager om danske værtsfamiliers udnyttelse i den ene eller den anden form af den unge au pair.

Denne gang er anledningen til debatten en anden og indholdet befriende ærligt og ligefremt. Det er der grund til at rose Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, for. Hun tog tyren ved hornene, og forsvarede åbent ordningen som en tiltrængt håndsrækning til børnefamilier og en nødvendig understøttelse af kvinders karrieremuligheder.

 

De velstillede familier i Danmark kan så at sige smyge sig uden om mindstelønningerne ved at anvende au pair-ordningens – for værtsfamilierne meget fordelagtige – omkostningsniveau
_______

 

De vilkår kan man ikke lovligt byde EU-borgere
Au pair-ordningen er i dag børnepasning og huslige opgaver for først og fremmest velstillede familier, som har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen og i langt mindre udstrækning for enlige kvinder, der ønsker at have samme muligheder som mænd for at gøre karriere. Og så er den ikke længere.

Daværende integrationsminister Søren Pind fik i 2011 udvidet ordningen til også at gælde pensionistægtepar som en mere eller mindre skjult konkurrence til dele af den eksisterende hjemmehjælp. Udvidelsen blev dog ikke en succes: Kun én ansøgning dukkede op i løbet af de første tre måneder.

Det er flere årtier siden, at den danske au pair-ordning med rette kunne kaldes en mulighed for udenlandske unge til at snuse til den danske kultur og suge ny viden til sig. Eller for unge danskere til at rejse ud og ”få sig én på opleveren”.

I dag er au pairs først og fremmest unge filippinske kvinder, der søger mod især Danmark og Norge i forsøget på at få en fast indtægt i en periode, som kan bidrage til at støtte familien derhjemme, finansiere søsterens uddannelse, understøtte familiens gamle eller forsøge de børn, som au pairs efter de danske regler ikke må have. I 2000 kom 3 pct. af au pair-personerne fra Filippinerne. I dag er det 85 pct.

Jeg er endnu ikke stødt på unge danskere, der har søgt husarbejde i Filippinerne for at lære den filippinske kultur at kende. Det samme gælder de andre leverandørlande i Østeuropa og Afrika til de danske au pair-værtsfamilier. Au pair-ruten er tydeligvis ensrettet med kun en vejbane til Danmark og ingen vejbane den anden vej.

Overraskende er det ikke, at au pairs i dag kommer langvejs fra. Med indførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU-landene, er au pair-ordningen ikke længere en mulighed for unge fra EU-landene. I dag kan lønmodtagere frit bevæge sig mellem EU-landene og udføre de arbejdsopgaver, som ligger i au pair-begrebet, men de kan som EU-borgere ikke udføre dem på de vilkår, som gælder for au pairs med beskedne lommepenge og stærkt begrænset beskyttelse.

FOA vandt i 2017 en principiel sag om underbetaling af den 25-årige spanske kvinde Doria Doriana Gómez de La Torre, som en velstående familie i Klampenborg havde ansat på au pair-lignende vilkår til 35 timers ugentligt arbejde i hjemmet for 4.000 kr. om måneden plus kost og logi.

Retten fastslog, at arbejdet skulle honoreres svarende til mindstelønnen i FOA’s husassistent-overenskomst, og værtsfamilien blev dømt til at efterbetale 90.000 kr. til Doriana. Hermed steg Dorinas timeløn fra 48 kr. til 131 kr. Af dommen fremgår det, at der som udgangspunkt er aftalefrihed i Danmark, men at der også kan være ansættelsesvilkår ”af så ringe karakter, at der vil kunne straffes for åger” i henhold til straffeloven.

Dommen satte dermed fokus på det besynderlige paradoks, at husligt arbejde skal honoreres efter de enkelte EU-landes mindstelønninger, men at husligt arbejde alligevel kan købes til en meget lav betaling, hvis blot au pair-ordningen anvendes i stedet, og au pairen dermed hentes uden for EU. De velstillede familier i Danmark kan så at sige smyge sig uden om mindstelønningerne ved at anvende au pair-ordningens – for værtsfamilierne meget fordelagtige – omkostningsniveau.

 

Det ville i den grad klæde os som velfærdssamfund nu åbent at erkende, at sidegevinsten med den praktiske hånd til pressede børnefamilier i dag i virkelighedens verden ikke længere er en sidegevinst ved au pair-ordningen, men i stedet er blevet til ordningens hovedindhold
_______

 

Filippinske au pairs er veluddannede
Danskerne ved godt, at au pairs udfører husligt arbejde i stor målestok, men vi har alligevel i årevis valgt at lege, at essensen i au pair-ordningen er mødet mellem forskellige kulturer, som har en beskeden sidegevinst i form af en praktisk hånd til pressede børnefamilier.

Det ville i den grad klæde os som velfærdssamfund nu åbent at erkende, at sidegevinsten med den praktiske hånd til pressede børnefamilier i dag i virkelighedens verden ikke længere er en sidegevinst ved au pair-ordningen, men i stedet er blevet til ordningens hovedindhold. Den erkendelse er samtidig forudsætningen for, at vi kan ændre au pair-ordningen til noget, som vi i fællesskab kan være bekendt.

Den bortvisnede kulturudveksling i au pair-ordningen illustreres symbolsk af, at kun fire ud af ti au pairs deltager i danskundervisning på trods af, at værtsfamilien i dag skal betale 17.300 kr. til undervisningen uafhængigt af au pairens deltagelse.

Au pairs i Danmark er ældre og bedre uddannet, end de fleste tror. De er næsten udelukkende kvinder, og langt de fleste er mindst 24 år. Af alle au pairs i Danmark er det forsvindende få, der alene har grundskoleuddannelse med i bagagen. Ikke færre end 40 pct. har en mellemlang videregående uddannelse, mens 33 pct. har en kort videregående uddannelse og 20 % stoppede i uddannelsessystemet med en gymnasial uddannelse.

De filippinske au pairs kommer dermed ikke fra de fattigste kår – og det gør de danske værtsfamilier så sandelig heller ikke: De bor typisk i de nordsjællandske velhaverghettoer som Gentofte, Rudersdal og Hørsholm. Gentofte topper med 26 pct. af de danske værtsfamilier, mens kun 1,3 pct. af den danske befolkning har bopæl i kommunen.

Og værtsfamiliernes privatøkonomi er markant bedre end resten af danskernes. 81 pct. af alle værtspar har således en årlig indkomst på en million kr. eller derover. Det samme har kun 19 pct. af resten af befolkningen.

 

Magtbalancen handler i denne sammenhæng om tilladelsen til at opholde sig i Danmark. I dag gives tilladelsen til værtsfamilien og ikke til au pairen. Det er simpelthen absurd og skaber i sig selv en slavelignende situation
_______

 

Den er gal med magtbalancen
’Au pair’ betyder på lige vilkår eller på lige fod. Den formulering gav engang god mening. Nemlig at unge kunne indgå i familier i andre lande på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. Den mening eksisterer ikke længere i den danske au pair-ordning. Au pairs forventes at levere 30 timers regulært husarbejde og børnepasning i familier, hvor ingen andre jævnaldrende forventes at bidrage i nær samme omfang.

Og der er ingen tvivl om, at nutidens au pairs kommer til Danmark af økonomiske grunde – fordi lommepengene til danske au pairs overstiger indtægtsmulighederne i deres ofte stærkt arbejdsløshedsramte hjemlande.

Det bekræftes af den evaluering af ordningen, som SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – gennemførte i 2013: ”Flere interviewede au pairer har tidligere opholdt sig i andre lande for at tjene penge, enten som husarbejdere i fx Hong Kong eller Mellemøsten og/eller som au pairer i europæiske lande som Norge eller Holland. For en del au pairers vedkommende indgår et au pair-ophold i Danmark som en del af en langsigtet livsstrategi: Unge filippinske kvinder arbejder i vidt omfang i udlandet, fordi deres hjemlands arbejdsmarked ikke kan opsuge landets arbejdsstyrke.”

Au pairs i Danmark er med andre ord nutidens huslige arbejdere uden at have samme grundlæggende beskyttelse som danske lønmodtagere. Dermed er nutidens au pairs på nogle helt basale områder stillet som tjenestepiger før afskaffelsen af tyendeloven i 1921 – nemlig som medlem af en familie med et ganske omfattende underordnelsesforhold overfor værten eller værtsparret, med kontraktligt fastlagte huslige opgaver og med begrænsede rettigheder.

Min mormor arbejdede som tjenestepige fra hun var 15 år under tyendeloven og skulle dokumentere, at hun ikke var løsgænger med en skudsmålsbog, som husbonden skulle attestere og politiet påtegne ved skift til et andet sogn.

Nutidens au pairs er ikke udstyret med skudmålsbøger, men værtsfamilierne har fortsat fat i den lange ende. Det er gennem de senere år lykkedes at få forbedringer igennem, men au pairs er stadig afhængige af, at godkendelsen af au pair-opholdet gives til værtsfamilien og ikke til au pairen, som ved kontraktens afbrydelse risikerer hjemsendelse i utide.

Den form for voldsom ubalance mellem arbejdsgiver og lønmodtager er heldigvis afskaffet på det meste af det danske arbejdsmarked. Netop magtbalancen er den vigtigste ændring, vi bør gennemføre hurtigst muligt.

Magtbalancen handler i denne sammenhæng om tilladelsen til at opholde sig i Danmark. I dag gives tilladelsen til værtsfamilien og ikke til au pairen. Det er simpelthen absurd og skaber i sig selv en slavelignende situation: Au pairen kommer ganske enkelt i lommen på den, der kan bringe opholdet i Danmark til pludselig standsning.

”På lige fod” kræver ligeværdighed i forholdet mellem værtsfamilie og au pair, og ligeværdighed forudsætter, at værtsfamilien ikke sidder med alle esserne på hånden.

Dernæst bør Danmark tiltræde ILO-konventionen om domestic workers og inkludere au pairs i tiltrædelsen. FOA prøvede forgæves at overbevise Helle Thorning-Schmidt-regeringen om, at Danmark skulle tiltræde konventionen om rettigheder for og beskyttelse af huslige arbejdere, da den blev vedtaget i ILO (International Labour Organization). En tiltrædelse af konventionen vil f.eks. sikre yderligere krav på at blive inddraget i dialog/forhandlinger om egne vilkår m.v.

Au pairene henter hjælp og vejledning i Au Pair Network, der drives af FOA, Kirkernes Integrations Tjeneste og den katolske hjælpeorganisation Caritas. Netværkets eksistens har nedbragt antallet af grove krænkelser, men alligevel fik Au Pair-netværket i første halvår af 2016 1.633 henvendelser fra au pairs og værtsfamilier. Heraf handlede 21 pct. om manglende udbetaling af penge/feriepenge eller problemer med at få værtsfamilien til at betale flybilletter, 16 pct. om arbejdstid, fridage eller feriedage og 9 pct. om, at au pairen blev smidt ud af sin værtsfamilie.

 

Virkeligheden er nemlig, at en del au pairs lyver sig barnløse for at skaffe børnene et bedre liv ved at arbejde i danske husholdninger
_______

 

To løsningsmuligheder
Skal au pair-ordningen opretholdes, skal den over en årrække forbedres.

Først og fremmest må lønnen modsvare det arbejde, som au pairen er forpligtet til at udføre i hjemmet. Det gør de nuværende lommepenge på 4.450 kr. om måneden på ingen måde.

Størsteparten af arbejdet handler om børn, og en anstændig au pair-løn kan derfor tage udgangspunkt i eksempelvis pædagogmedhjælpernes mindsteløn, som for 30 timers arbejde udgør 17.645 kr. om måneden, hvorfra værdien af kost og logi skal fradrages, der for tiden udgør omkring 3.400 kr. om måneden.

Og så er der behov for, at au pairs bliver omfattet af arbejdsmarkedets generelle vilkår i forhold til ligebehandling og beskyttelse mod (sex-)chikane.

Endelig bør vi som samfund sætte ind over for bagmænd og mellemhandlere, der scorer kassen på au pairs. FOA har dels gennem sit søsterforbund i Filippinerne og dels ved direkte drøftelser med de lokale myndigheder bidraget til at få fjernet forbuddet mod at rejse ud af landet for at fungere som au pairs. Forbuddet gav nemlig grobund for netop bagmænd, mellemhandlere og bestikkelser.

Tilsvarende risikerer au pairs, der opsiges af eller selv forlader en værtsfamilie, hvor forholdene ikke er i orden, at blive nemme ofre for rekrutteringsbureauer i Danmark, som arbejder uden nogen form for tilsyn og kontrol. Denne form for arbejdsformidling bør være underlagt offentlig kontrol.

Som samfund kan vi lige så godt kaste det moralske lændeklæde fra os: Vi skal ikke acceptere, at børn forlades af forældrene, fordi disse drager til udlandet for at arbejde – eksempelvis som au pairs. Virkeligheden er nemlig, at en del au pairs lyver sig barnløse for at skaffe børnene et bedre liv ved at arbejde i danske husholdninger. Når virkeligheden er sådan, kan vi lige så godt indstille os på de faktiske forhold.

 

Når de faktiske forhold er husligt arbejde og ikke kulturudveksling, så lad os dog for pokker være ærlige og skabe en ordning, som vi som samfund kan være bekendt
_______

 

Alternativet til løbende forbedringer af au pair-ordningen er ansættelse af hushjælp på almindelige overenskomstmæssige vilkår. Hushjælp, som uden bureaukrati kan rekrutteres fra Danmark eller fra andre EU-lande. Og som, hvis vi ønsker det, med noget mere bureaukrati også kan rekrutteres eksempelvis fra Filippinerne og de øvrige nuværende au pair-leverandørlande.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er betænkelig ved au pair-ordningen på baggrund af den seneste evaluering: ” »Enten skal ordningen fungere efter intentionen, ellers skal den afskaffes. Eller også skal den laves om til en erhvervsordning eller noget helt fjerde, men der skal ske et eller andet. Vi kan ikke blive ved med at se, at vi har noget lovgivning, som ikke fungerer efter formålet«.

Det ser ud til, at holdningen deles i regeringens parlamentariske grundlag på nær hos de radikale, som vil udbrede ordningen til flere familier ved at gøre den billigere for værtsfamilierne.

Og den nye leder af blå blok – Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen – var i samme boldgade, da ordningen blev ændret i 2015: ”Vi mener, at aftalen gør det alt for dyrt for helt normale familier at have en au pair boende. Aftalen er derudover bureaukratisk og hele ideen om kulturel udveksling, som ligger bag formålet med au pairs går tabt.”

De radikales og Venstres holdning forudsætter, at au pairerne betaler prisen for et politisk ønske om at aflaste pressede børnefamilier gennem discount-lommepenge.

Det ville både være mere meningsfuldt og anstændigt, at den aflastning af pressede børnefamilier, som disse partier ønsker, blev finansieret af samfundet. Det samme gælder Mette Østergaards ønske om at sikre kvinders karrieremuligheder.

Når de faktiske forhold er husligt arbejde og ikke kulturudveksling, så lad os dog for pokker være ærlige og skabe en ordning, som vi som samfund kan være bekendt. ■

 

Det ville både være mere meningsfuldt og anstændigt, at den aflastning af pressede børnefamilier, som disse partier ønsker, blev finansieret af samfundet
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix