Dennis Kristensen: Oppositionen har reduceret den borgerlige krisepolitik til et spørgsmål om jura

Dennis Kristensen: Oppositionen har reduceret den borgerlige krisepolitik til et spørgsmål om jura

20.11.2020




Regeringens dødsstød til dansk minkavl er tilsyneladende blevet gennembruddet for oppositionens forsøg på at finde en profil under coronakrisen. Det smager af politik men handler reelt om jura, når oppositionen i stedet for at give alternative borgerlige bud på en indsats mod pandemien laver forkrøblede angreb på manglende lovgrundlag og stiller krav om mega-erstatninger til en i forvejen nødstedt branche.

Kommentar af Dennis Kristensen

Efter en uge med stigende kritik af statsministeren og den nu tidligere fødevareminister fra en opposition, manede Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til besindighed og ro i en intern mail til partiets folketingsgruppe og ansatte.

Her fortalte han, at Venstre ikke umiddelbart vile indgå i en fælles borgerlig front mod regeringens hastelovgivning for at skabe lovhjemmel til aflivning af alle mink i Danmark. Der var noget, der var vigtigere. Venstre skulle demonstrere tillid til myndighederne: “Her og nu gælder det om at have øje på bolden: Danskernes sundhed, erstatning til minkerhvervet og åbenhed og klar kommunikation, så vi holder vores eksportmuligheder åbne.”

Havde Venstre siddet ved regeringsmagten, da coronavirussen bankede på døren, ville en sådan regering have reageret nogenlunde som den socialdemokratiske.

 

Når det gælder alvorlige trusler mod folkesundheden og befolkningens helt grundlæggende tryghed og sikkerhed, er spillerummet for at farve indsatsen hhv. rød eller blå i virkelighedens verden ganske lille
_______

 

Omtrent sådan lød den måske lidt overraskende melding fra venstreformanden forleden, da Kristeligt Dagblad spurgte Ellemann om, hvordan situationen i Danmark havde set anderledes ud, hvis han havde været statsminister i stedet for Mette Frederiksen de seneste otte måneder: ”Jeg tror ikke, det havde set markant anderledes ud, men jeg tror, jeg havde ladet være med at bryde Grundloven. Men mange af de tiltag, man har lavet, tror jeg også, jeg ville have lavet. Det er svært at sige, fordi regeringen er så lukket, som den er. Vi har ikke den samme indsigt i beslutningsgrundlaget, som regeringen har.”

Budskabet om at ville have iværksat nogenlunde det samme, som den socialdemokratiske regering har grebet til for at inddæmme, bryde smitteveje og så vidt muligt nedkæmpe coronavirussen, burde imidlertid ikke være så overraskende.

En borgerlig regering ville have mødt de samme anbefalinger, vurderinger og analyser fra de danske sundhedsmyndigheder, som den socialdemokratiske regering har modtaget – og ville formentlig også have lagt en ekstra sikkerheds-margen ovenpå i en række situationer. Tilsvarende ville en borgerlig regering naturligvis have modtaget de samme meldinger og råd fra de internationale sundhedssamarbejder og de øvrige europæiske lande.

Når det gælder alvorlige trusler mod folkesundheden og befolkningens helt grundlæggende tryghed og sikkerhed, er spillerummet for at farve indsatsen hhv. rød eller blå i virkelighedens verden ganske lille. Og derfor erkender venstreformanden da også, at han ikke ville have kunnet levere en særegen særskilt liberal corona-indsats, der markant havde adskilt sig fra de restriktioner, ned- og oplukninger, påbud og henstillinger, som danskerne har oplevet fra regeringen siden marts måned.

 

Siden da har oppositionen forsøgt at finde en linje, hvor de borgerlige partier på trods af sundhedskrisen kunne repræsentere et politisk alternativ til regeringen og dermed lægge arm med regeringen og dens støttepartier om den folkelige opbakning
_______

 

Det startede med borgfred
Har vi så oplevet et fredsommeligt parløb mellem regering, støttepartier og opposition i håndteringen af sundhedskrisen? Det er hævet over enhver tvivl, at der fra starten blev erklæret borgfred på Christiansborg. Det politiske system blev på samme måde som befolkningen ramt af granatchok ved statsministerens nedlukning af landet d. 11. marts. Og appellen om fællesskab, samfundssind og beskyttelse af de mest udsatte vandt en betydelig genklang.

Mindre end en uge efter, at statsministeren på et pressemøde annoncerede regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, tweetede oppositionen deres støtte til nedlukningen samtidig med, at de hver for sig luftede deres egne politiske kæpheste i meget afdæmpet form.

“I morgen vågner vi op til et andet Danmark. Men også dette kommer vi igennem. Det vil kunne mærkes. Og vi skal gøre mere for dem, det rammer hårdest. Det er svære beslutninger. Jeg har tiltro til, at regeringen kun træffer dem, fordi de er nødvendige for at bremse coronasmitten”, lød meldingen fra Venstres Jakob Ellemann-Jensen dengang.

Men sideløbende begyndte kritikken så småt at blive formuleret. Altingets chefredaktør Jakob Nielsen rejste allerede den 14. marts det ømtålelige spørgsmål om, hvor meget vi som samfund er parat til at betale for at redde et liv.

 

Juraen bag lovgivning skal naturligvis altid være i orden, men vi ville ikke have brug for folkevalgte politikere, hvis valg af samfundsudvikling altid handlede om politik baseret på eksperter og en uangribelig jura
_______

 

Den 26. marts fulgte den tidligere statsminister og detroniserede venstreformand, Lars Løkke Rasmussen, op med en dansk oversættelse af Trumps twittermelding: “WE CANNOT LET THE CURE BE WORSE THAN THE PROBLEM ITSELF” og markerede dermed sin rolle som hasebidende skeptiker overfor regeringens coronahåndtering til den øvrige borgerlige blok – en rolle, som han har fastholdt siden.

Den borgerlige tænketank Cepos var lidt langsomme i aftrækket og ventede godt et par uger, før de hældte olie på bålet med en analyse om, hvordan vi anvender millioner og milliarder i dyre coronatiltag, der kun redder få liv, om nogen overhovedet.

Og dermed sluttede borgfreden på Christianborg efter ganske kort levetid.

Fra virusjagt til stemmejagt
Siden da har oppositionen forsøgt at finde en linje, hvor de borgerlige partier på trods af sundhedskrisen kunne repræsentere et politisk alternativ til regeringen og dermed lægge arm med regeringen og dens støttepartier om den folkelige opbakning.

Det har været noget af en zigzagkurs: Fra forårets kritik af, at regeringen gik længere end de sundhedsfaglige anbefalinger, til efterårets kritik af, at regeringen blindt fulgte sundhedsmyndighedernes anbefalinger uden at spørge alternative eksperter til råds. Oppositionens forsøg på at skabe en fælles borgerlig modstand og platform – midt i debatten om fællesskab og samfundssind – er blevet mere og mere pinagtig, som månederne er gået.

Det ser ud til, at denne platform har udviklet sig til en fast skabelon, hvor regeringen udformer et nyt tiltag, hvorefter pressen finder to eksperter, der er uenige med enten regeringens forsigtighedsprincip eller sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Og herefter står oppositionen klar med kritik af regeringens beslutninger.

Med denne skabelon i bagagen har vi hen over de seneste otte måneder bevæget os fra politisk borgfred til kritik af for tidlig eller for sen indsats og for meget eller for lidt, til nu at se kampagner helt oppe i de tynde luftlag mod grundlovsbrud og ulovlig forvaltning.

 

Demonstrationsskiltene om, hvordan de borgerlige partier i stedet ville have grebet kampen mod virussen an, bliver til skilte om, at ingen står over grundloven
_______

 

Fra politisk til juridisk kamp
Den splittede opposition er tilsyneladende ude af stand til at fremlægge fælles politiske initiativer, der handler om, hvilken vej Danmark skal bevæge sig, hvis de kommer til magten. I stedet er coronakrisen blevet deres fælles lændeklæde. Det slør, der kan dække over oppositionens manglende interne fodslag om, hvad borgerlig politik skal være, og som samtidig kan åbne døren til mikrofoner, kameraer og avisspalter.

Til gengæld indebærer dette manglende grundlag for borgerlig samling nu, at politik erstattes af ren jura.

Demonstrationsskiltene om, hvordan de borgerlige partier i stedet ville have grebet kampen mod virussen an, bliver til skilte om, at ingen står over grundloven. Juraen bag lovgivning skal naturligvis altid være i orden, men vi ville ikke have brug for folkevalgte politikere, hvis valg af samfundsudvikling altid handlede om politik baseret på eksperter og en uangribelig jura. Og de politiske meldinger reduceres til astronomiske krav om bladguld på minkburene, når spørgsmålet om, hvad en fuld og hel erstatning til minkavlerne skal udgøre.

Der er for så vidt ikke noget galt med, at partier arbejder for egne vælgergrupper, selvom tiden kalder på et bredere samfundsansvar. Men hvis det, der kan få borgerlige partier til at vågne op og forsøge at træde i karakter midt i en verdensomspændende sundhedskrise, alene er forgyldning af de få, så må det være sørgelige rester af liberal og konservativ ideologi, der trives i og blandt de borgerlige partier.

 

Selvfølgelig skal en opposition altid kritisere manglende lovhjemmel bag enhver stor eller lille regeringsbeslutning, men når den samme opposition eller i det mindst udslagsgivende dele af den i den sidste ende er enige i beslutningens indhold, så handler det jo reelt om at få lovgrundlaget vedtaget, og her springer oppositionen over, hvor gærdet er lavest
_______

 

Selvfølgelig skal en opposition altid kritisere manglende lovhjemmel bag enhver stor eller lille regeringsbeslutning, men når den samme opposition eller i det mindst udslagsgivende dele af den i den sidste ende er enige i beslutningens indhold, så handler det jo reelt om at få lovgrundlaget vedtaget, og her springer oppositionen over, hvor gærdet er lavest.

Regeringens dødsstød til dansk minkavl er tilsyneladende blevet det afgørende gennembrud for oppositionens forsøg på at finde en platform og en profil, som smager af politik, men reelt først og fremmest handler om jura. Oppositionen fravalgte at gå på barrikaden for at bevare minkavl i Danmark. Der havde ellers været langt mere politik i et angreb fra oppositionen på afviklingen af dansk minkavl, i stedet for det noget forkrøblede angreb på manglende lovgrundlag og kravet om mega-erstatninger til en branche, hvis forretning i forvejen var på vej mod et økonomisk uføre.

Den nu tidligere fødevareminister har undervejs haft alt for mange tommelfingre og endte under tredobbelt krydsild: Fra oppositionen for at forvalte uden lovgrundlag, fra De Radikale for at handle for tidligt, og fra Enhedslisten for at handle for sent.

Dette sammenrod skabte en besynderlig og uhellig alliance, hvor oppositionen med en udygtig håndsrækning fra to af støttepartierne fik presset ministeren til at kaste håndklædet i ringen og forlade posten mere eller mindre frivilligt. Ikke mindst Enhedslisten malede sig de sidste dage op i et hjørne, hvor partiet på grund af egen retorik ville ende med at føle sig tvunget til at stemme for en borgerlig mistillidsdagsorden, selvom partiets mistillid bygger på et helt andet grundlag end oppositionens. Netop de modstridende årsager til mistilliden hos de tre parter, gør Mogens Jensens exit til en – ikke nødvendigvis ufortjent – men reelt overflødig symbolsk pris for regeringens manglende lovhjemmel til at slå raske mink ned.

Mogens Jensens afgang har givet oppositionen blod på tanden: Nu er det statsministerens tur. Succesen med at tale jura i stedet for politik skal følges op en undersøgelse af Mette Frederiksens rolle i beslutningerne om aflivning af raske mink landet over. Det kræver en kommissionsundersøgelse, hvis det står til oppositionen og en advokatundersøgelse, hvis det står til Enhedslisten og SF.

Og igen fokuserer oppositionen på juraen fremfor alternative borgerlige bud på en indsats mod pandemien.

 

Og for hver gang disse mere og mere desperate forsøg ikke giver resultater, stiger risikoen for, at vi glemmer alvoren i bekæmpelsen af coronavirussen til fordel for oppositionens jagt på stemmer ved hjælp af jura fremfor politik
_______

 

Venstreformandens nylige udtalelser til Kristeligt Dagblad om, at en venstreledet regering stort set ville have håndteret pandemien på samme måde som den socialdemokratiske regering, holder ikke til et virkelighedstjek.

Udtalelsen matcher måske nok situationen i marts, hvor Folketinget agerede i fællesskab med et betydeligt fodslag, men ikke i november. Siden har det i stigende grad for oppositionen handlet om at lægge størst mulig afstand til regeringen, og som Søren Pape forleden aften formulerede det opfylde enhver oppositionsrolle med at vælte en til enhver tid siddende regering.

Og Ellemanns mail til Venstres folketingsgruppe og ansatte om at holde øjet på bolden og prioritere folkesundheden samt erstatning til minkavlerne holdt kun få timer. Da Ellemann dagen efter blev kaldt tilbage til slægtsgården, som Politikens Kristian Madsen meget rammende har kaldt det, var det definitivt slut med eftertænksom og afbalanceret oppositionspolitik fra Venstres side. Nu bliver det i stedet Lars Løkke Rasmussens aggressivt kritiske skyd-på-alt-der-bevæger-sig-politik.

Det faktum blev tydeliggjort med Venstres og den øvrige oppositions manglende deltagelse i aftalen om lovgrundlaget for at slå Danmarks mink ned. Det ligner en politisk grøft, der vil blive gravet dybere og dybere i håbet om at opnå gevinster i meningsmålingerne.

Og for hver gang disse mere og mere desperate forsøg ikke giver resultater, stiger risikoen for, at vi glemmer alvoren i bekæmpelsen af coronavirussen til fordel for oppositionens jagt på stemmer ved hjælp af jura fremfor politik. ■

 

Det ligner en politisk grøft, der vil blive gravet dybere og dybere i håbet om at opnå gevinster i meningsmålingerne
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]. ILLUSTRATION: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, holder corona-justeret landsmødetale 2020, d. 14. november 2020 [Foto: Jacob Kjerumgaard / Flickr]