Jan Hoby: S går styrket ud af coronakrisen, men de klimabevidste støttepartier er blevet svagere

Jan Hoby: S går styrket ud af coronakrisen, men de klimabevidste støttepartier er blevet svagere

14.08.2020


Coronakrisen har styrket Socialdemokratiet i sådan en grad, at støttepartierne hverken tør udfordre dem eller bringe deres egne eller de folkelige bevægelsers projekter ind på Christiansborg. Det kommer til at koste klimaet dyrt, for Socialdemokratiet vil – i dets nuværende nyliberale form – aldrig stille sig i spidsen for et opgør med den fossile kapitalisme.

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her



Kommentar af Jan Hoby

Socialdemokratiet under Mette Frederiksen har et enestående momentum. Coronakrisen har givet Mette & co. en folkelig opbakning og tillid, der er uden sidestykke i nyere tid, og hun har dermed chance for at skabe politiske resultater – men det er et momentum med kort udløbsdato, for der er stigende utålmodighed fra forældrebevægelsen, klimabevægelsen og fra de faglige græsrødder.

Det er nu, støttepartierne bør byde ind med deres egne politiske projekter og bære de folkelige bevægelsers krav ind på Christiansborg. Men meget tyder på, at de ikke for alvor tør udfordre den mest populære statsminister i adskillige årtier, og det betyder, at de lægger sig på baghjul. Støttepartierne frygter at stille ultimative krav, klatre op i træet og true med at vælte regeringen. Erfaringerne fra Liberal Alliance i den forrige regering taler sit eget tydelige sprog.

Det er især på klimaområdet, at uret tikker. Klimabevægelsen fortvivles over, at Socialdemokratiet ikke har vist vilje til at gå ind i vor tids største civilisatoriske katastrofe, og at de tre grønne støttepartier, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, virker tøvende i forhold til at rejse bevægelsens krav. Deres gennemgående kritik er, at regeringen har verdens bedste intentioner, men at når det kommer til stykket, sker der ikke noget. Derfor ser vi, at der er ros til de enkelte ministre, men kritik af den topstyrede regering. Den slags stedfortræderkritik kan måske fungere indenfor murerne på Christiansborg, men for vælgerne fremstår et tydeligere og tydeligere billede af, at de tre støttepartier bliver trukket rundt i manegen på Socialdemokratiets nåde – og med forståelsespapiret som lokkemiddel.

Har Socialdemokratiet udskiftet nyliberalisme med reformisme?
Den globale coronakrise har i langt videre udstrækning end under finanskrisen resulteret i nekrologer over nyliberalismen fra en række af borgerlige medier, socialdemokrater og ikke mindst den globale venstrefløj. For det fremherskende mønster under coronakrisen har været, at regeringerne – uanset politisk ståsted og ideologisk ophav – har valgt at bruge den keynesianske værktøjskasse som en pragmatisk og midlertidig løsning.

Men som under finanskrisen har det også medført udsagn som ”vi er alle socialister nu” – selv i USA. Denne gang med endnu større styrke set i lyset af Bernie Sanders’ succesfulde kampagne som Demokraternes præsidentkandidat på et demokratisk socialistisk grundlag på trods af hans nederlag til Joe Biden. Den 18. marts 2020 skrev Financial Times endda: ”The Sanders worldview wins even as Bernie loses”.

 

Støttepartierne frygter at stille ultimative krav, klatre op i træet og true med at vælte regeringen. Erfaringerne fra Liberal Alliance i den forrige regering taler sit eget tydelige sprog
_______

 

Det har ført til den enorme illusion, at fremtiden tilhører den socialistisk inspirerede velfærdsstat. Et paradigmeskifte efter fire årtier med nyliberalt hegemoni. Men det er en analyse, der forveksler graviditetens første måned med den niende. Alverdens hjælpepakker fra alverdens regeringer, herunder den danske regering, er udtryk for krisekeynesianisme og ikke velfærdssocialisme. Der er ikke tale om et paradigmeskifte, men om at redde røven på kapitalismen.

Socialdemokratiet er først og fremmest et statsbærende parti, der siden 1990’erne har tilsluttet sig den nyliberale fortælling. Det skete for alvor med Poul Nyrup Rasmussens angreb på alle velfærdsstatens bærende konstruktioner med massive udliciteringer og privatiseringer af fællesskabet ejendele. Under regeringen Helle Thorning-Schmidt blev Danmark vidne til, hvad der sker, når socialdemokratisk nyliberalisme går reform-amok med drakoniske arbejdsmarkedsreformer, salg af DONG og angrebet på lærerne.

Der er derfor intet, der tyder på, at den nuværende socialdemokratiske regering under Frederiksen vil stille sig i spidsen for et opgør med den fossile kapitalisme, medmindre den tvinges til det af klimabevægelsen.

Klimakatastrofen er verdens chance for at skabe en verden, der bygger på bæredygtighed, retfærdighed og økonomisk lighed. Men det er ikke et projekt, som Frederiksen eller Socialdemokratiet abonnerer på. De er bundet og bastet til verden af i går og har kun blik for næste valg. Deres modus operandi de første 365 dage er bevis nok. De gør intet til gavn for de mange eller for fremtiden, medmindre de presses til det af sociale massebevægelser.

Den klimaaftale, der kom i hus kort før sommerferien, blev blæst stort op. Men går man i aftaleteksten, fremgår det tydeligt, at de besværlige spørgsmål som en ny, grøn økonomisk regulering af fjernvarmen, en plan for geotermi og bæredygtig biomasse er udskudt. De to energiøer, der skal bygges i Nordsøen og ud for Bornholm, er et af aftalens store slagnumre, men klimaeffekten er opgjort som nærmest ikkeeksisterende i 2030 – og det er en betingelse for projekterne, at de er rentable. Samtidig har regeringen vedtaget en luftfartspakke, der finansierer, at flyselskaberne sender halvtomme fly på vingerne.

 

Alverdens hjælpepakker fra alverdens regeringer, herunder den danske regering, er udtryk for krisekeynesianisme og ikke velfærdssocialisme. Der er ikke tale om et paradigmeskifte, men om at redde røven på kapitalismen
_______

 

Vil og kan venstrefløjen noget?
Det står mere og mere klart, at støttepartierne – særligt venstrefløjen med SF og Enhedslisten i spidsen – ikke har mod, vilje og styrke til at udfordre Socialdemokratiets stedmoderlige opbakning til den altoverskyggende klimadagsorden. Tag blot spørgsmålet om dansk landbrug, som fylder omkring 62 pct. af alt dansk landjord. Skal Danmark øge naturen og fremme biodiversiteten, kræver det, at politikerne tager de nødvendige radikale beslutninger på klimaets og naturens vegne. Det betyder meget mindre landbrug. Man skulle også synes, det var en nem beslutning at modsætte sig fortsat olieudvinding i Nordsøen.

Men den socialdemokratiske regering vælger hele tiden at stå på den forkerte side, nemlig den fossile kapitalismes side. Vi så det med den såkaldte Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, der var et forlig mellem regeringen, Venstre, de Konservative, Liberal Alliance, de Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten. Støttepartierne gik med denne aftale med til en afdemokratisering af den grønne omstilling i form af privatisering af affaldsforbrændingen i Danmark.

Hvad tror støttepartierne – og særligt Enhedslisten – der er at vinde ved den parlamentariske strategi, som har kendetegnet samarbejdet med den socialdemokratiske regering gennem dets første år? For går det galt for Socialdemokratiet, risikerer venstrefløjspartierne SF og Enhedslisten at falde sammen med regeringen og måske betale en endnu højere pris. Det er de historiske og aktuelle erfaringer for den europæiske venstrefløj: fra den italienske venstrefløj, Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og SF’s katastrofale deltagelse i den forrige socialdemokratiske regering.

Desværre tyder meget på, at venstrefløjen har accepteret den socialdemokratiske regerings overordnede politiske linje, strategi og tempo. Uanset hvilke politiske emner det drejer sig om, så venter alle, og særligt venstrefløjen, på regeringens udspil, for derefter at komme med et par forkølede indspark og bemærkninger og siden falde på plads. Frygten for at tabe forståelsespapiret på gulvet vejer åbenbart tungere end klimaet. For det er ikke en venstreorienteret dagsorden, som fremmes i Statsministeriet. Socialdemokratiet er en del af de magtmæssige og ideologiske vejspærringer, der forhindrer enhver af de løsninger, som længe har været nødvendige for klimaet. Socialdemokratiet har på under 365 dage vist, at de ikke har forstået situationens alvor.

 

Desværre tyder meget på, at venstrefløjen har accepteret den socialdemokratiske regerings overordnede politiske linje, strategi og tempo
_______

 

Opgøret med den fossile kapitalisme
I snart tre årtier har verdens regeringer og den globale politiske elite diskuteret, hvordan de kan forhindre klimaforandringer, været ude af stand til nå deres mål og er samtidig løbet fra deres løfter. Først og fremmest for at undgå at tage et opgør med markedskræfternes destruktion af klimaet og livet. Den socialdemokratiske regering og resten af EU’s ledere fortsætter med at spilde år med deres utilstrækkelige forslag i et forsøg på at sælge verdens befolkning en løsning, der bygger på selvsamme system, som har skabt klimakatastrofen.

Hvor længe vil venstrefløjen og støttepartierne fortsætte med at stikke befolkningen blår i øjnene og holde hånden under en socialdemokratisk regering, der stikker hovedet i busken for at redde et system, der har bragt verden på kurs mod destruktion?

Når det gælder kampen om klimaet, har kapitalismen indtil videre vundet hver gang. Hvis det skal ændres, så har verden brug for en politisk revolution, der grundlæggende tager opgøret med den fossile kapitalisme – både nationalt og internationalt. Det vil kræve nationale og internationale massebevægelser at ændre verden fra kapitalmagt til fællesskabets magt. Hvis venstrefløjen ikke forstår sin besøgstid, så vil andre udfylde tomrummet. For historien banker på. Spørgsmålet er blot, om venstrefløjen i Danmark og resten af verden vil åbne døren eller blot være en bedre udgave af alverdens socialdemokratier? ■

 

Hvor længe vil venstrefløjen og støttepartierne fortsætte med at stikke befolkningen blår i øjnene og holde hånden under en socialdemokratisk regering, der stikker hovedet i busken for at redde et system, der har bragt verden på kurs mod destruktion?
_______

 


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 1. oktober 2019 [Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019]