Mikael Leon Sokoler: Trumps anerkendelse af Juan Guaidó som Venezuelas præsident kan enten føre til genindførsel af demokrati – eller en katastrofe

Mikael Leon Sokoler: Trumps anerkendelse af Juan Guaidó som Venezuelas præsident kan enten føre til genindførsel af demokrati – eller en katastrofe

14.02.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I årets State of the Union-tale anerkendte Donald Trump Juan Guaidó som den legitime præsident i Venezuela. Den amerikanske støtte kan enten accelerere den demokratiske forandring i landet – eller skabe et Cuba 2.0.

Kommentar af Mikael Leon Sokoler

Den midlertidigt indsatte præsident i Venezuela, Juan Guaidó, har den seneste tid rejst verden rundt for at fortælle om den humanitære og demokratiske krise i Venezuela. Selvom forfatningens paragraffer indikerer, at Guaidó er den reelle præsident i landet, sidder Nicolás Maduro – med militæret på sin side – på magten på sit ottende år. Guaidó blev den legitime præsident i Venezuela, efter præsidentvalget i maj 2018 blev erklæret ugyldigt af den uafhængige organisation CNE. CNE er netop grundlagt med det formål at verificere parlamentsvalg uafhængigt af regeringen.

Den venezuelanske forfatning tilskriver, at hvis præsidenten ikke er til stede, når han eller hun skal indsættes, skal parlamentets formand eller -kvinde midlertidigt overtage præsidentskabet. Guaidó havde dermed pligt til – som daværende (og nuværende) parlamentsformand i Venezuela – at overtage posten, for Maduro var ikke blevet legitimt valgt i maj 2018, da han havde snydt sig til en sejr ved præsidentvalget. Derfor ikke lovmæssigt til stede ved indsættelsesceremonien 10. januar 2019. Præsidentskabet tilhører altså Juan Guaidó, indtil der udskrives et nyt legitimt præsidentvalg.

Som led i sin internationale turné deltog Guaidó i årets State of the Union i den amerikanske kongres og mødtes efterfølgende med præsident Trump for at tale om, hvordan krisen i Venezuela kan løses. Trump sagde i talen, der blev afholdt dagen forinden et privat møde, at han støttede Guaidó i kampen for demokratiet i både Cuba, Nicaragua og Venezuela, da Guaidó netop er en prodemokratisk politiker i opposition til den autokratiske Maduro.

23. januar sagde Maduro på en statsstyret venezuelansk tv-kanal, at man i Washington skulle vågne op og indse, hvad der foregik: Man måtte ikke lade sig ”auto-hjernevaske” af Guaidós jordomrejse, lød budskabet. Senest har Maduro været ude og sige, at Trumps ord til årets State of the Union om at ville “ødelægge Maduro-styret” var uhørte og meget voldsomme.

 

Guaidó valgte samme dag, som han blev nægtet adgang til parlamentet, at afholde valget på det venezuelanske dagblad El Nacional med retsligt quorum
_______

 

Kampen om parlamentet
I starten af januar blussede kampen for demokratiet i Venezuela atter op efter adskillige tumultariske år. Det skulle afgøres, hvem der skulle være den nye formand for den sidste legitime demokratiske instans i landet, netop parlamentet. Men Guaidó blev nægtet adgang, så Maduro kunne kuppe den eneste tilbageværende demokratiske institution, som han endnu ikke havde magten over. Han forsøgte i 2017 at danne sit eget parlament, men det blev aldrig en succes.

Adskillige medier observerede 5. januar Guaidó i færd med at kravle over hegnet ind til parlamentet, mens Luis Parra, der er tidligere medlem af regeringspartiet PSUV, blev udnævnt til formand ved håndsoprækning og uden de retslige foranstaltninger. Maduros kup af parlamentet er i direkte modstrid med forfatningen. Juan Guaidó valgte samme dag, som han blev nægtet adgang til parlamentet, at afholde valget på det venezuelanske dagblad El Nacional med retsligt quorum – det minimumsantal af medlemmer af parlamentet, der skal være til stede ved afstemningen – hvilket gav ham mulighed for med forfatningen på sin side at blive indsat ind som formand for parlamentet for andet år i træk.

Seancen ligner lidt hans indsættelse som præsident sidste år, hvor han med forfatningen og over 50 landes anerkendelse blev sværget ind 23. januar. Disse små led er for den venezuelanske befolkning begyndelsen på forandring, men det har tydeligvis ikke været nok til at vælte Maduros regime.

Trumps ord kan blive afgørende
Under den årlige State of the Union benyttede præsident Trump noget af sin taletid på bl.a. at sige, at USA og 59 andre lande kæmper for demokratiske forandringer i Venezuela. Hele salen klappede, da Trump forudså, at Nicolás Maduros styre ville blive ødelagt, og folk rejste sig, da han introducerede Juan Guaidó.

Internationale medier som CNN og BBC skrev, at USA nu for alvor anerkendte Guaidó som legitim præsident. Trump-administrationen har i en længere periode haft fokus på den humanitære krise i Venezuela, og vicepræsident Mike Pence har ofte anerkendt Guaidós kamp for at vælte Maduros regime. Med Trumps anerkendelse og private møde med Guaidó 5. februar, som de færreste venezuelanere troede muligt, er det sikkert, at opmærksomheden på Venezuela vil blive større – både i USA og i verden. Nu er det ikke kun internationale medier og mindre lande, der har anerkendt Guaidó som præsident, men også verdens mest magtfulde nation.

Spørgsmålet er, om det øgede fokus udefra kan være med til at vælte Maduro, som sidder solidt på magten med støtte fra aktører som Kina og Rusland. De to stormagter har i en lang periode haft Venezuela som handelspartner og har investeret i landet samt lånt Maduro penge til finansiering af sit regime.

 

Selvom præsidentskabet rent juridisk tilhører Guaidó, og anerkendelsen fra Trump kan fungere som et positivt symbol på en mulig demokratisk ændring for Venezuela, vil den amerikanske præsident nok ikke risikere en konflikt med de russiske kræfter, der har væsentlig indflydelse i Maduros Venezuela
_______

 

Selvom præsidentskabet rent juridisk tilhører Guaidó, og anerkendelsen fra Trump kan fungere som et positivt symbol på en mulig demokratisk ændring for Venezuela, vil den amerikanske præsident nok ikke risikere en konflikt med de russiske kræfter, der har væsentlig indflydelse i Maduros Venezuela. Den russiske udenrigsminister Lavrov blev – samme dag som Guaidó blev præsenteret som Venezuelas legitime præsident under State of the Union – sendt til Venezuela for at diskutere USA’s sanktioner mod Maduro.

Hvis Trumps møde med Guaidó dagen efter State of the Union ikke resulterer i andet end blot nye Twitter-billeder af Guaidó og ikke fører til forbedringer for de nedslidte demonstranter, der forsøger at vise omverdenen, hvilken humanitær krise landet står overfor, vil Venezuela og befolkningen gå i stå. Maduros trussel om at smide Guaidó i fængsel vil – hvis opmærksomheden om landets krise ikke bliver stor nok – heller ikke være nødvendig.

Det store bifald i kampen for demokrati, som Senatet og resten af salen gav Guaidó under præsident Trumps anerkendelse af ham som legitim præsident, kan også give bagslag. Maduro behøver ikke længere fængsle Guaidó, da der tilsyneladende ikke var nogen radikale udmeldinger fra Trump om en mulig amerikansk intervention, som størstedelen af Guaidós støtter nu ser som eneste løsning. Venezuelas geopolitiske position er lige nu som én stor klemmelus i stormagternes globale magtspil.

Et Venezuela i krise
Men alvorens time er også efterhånden nået for Venezuela: FN estimerer, at der lige nu er 4,5 millioner mennesker på flugt fra Venezuela, og at 7 millioner mennesker har brug for humanitær hjælp indenfor landets grænser. Flygtningekrisen har gjort, at Colombias udenrigsminister, Carlos Holmes Trujillo, har angivet, at der vil bo op mod 4 millioner venezuelanske flygtninge indenfor Colombias grænser i 2021, hvis ikke tilstandene ændrer sig snart og drastisk.

FN’s nylige estimat om, at Venezuelas humanitære krise vil overgå Syriens med hele syv millioner mennesker på flugt inden 2021, bliver altså snart en realitet. Hvis der ikke kommer radikale ændringer i landet, vil Guaidó – og med ham: det sidste glimt af demokrati i Venezuela – forsvinde både indenfor landet med befolkningens desperate håb om frelse og udenfor landets grænser i et skakspil om magt.

Maduro vil forblive på magten og landet vil parkeres i cubanske tilstande. Venezuelas befolkning vil – som i Cuba – blive isoleret og udhulet: internt af det undertrykkende regime og eksternt af de økonomiske sanktioner. I sidste ende vil Trumps ord om at ’ødelægge regimet’ stå tomme hen. ■

 

Maduro vil forblive på magten og landet vil parkeres i cubanske tilstande. Venezuelas befolkning vil – som i Cuba – blive isoleret og udhulet: internt af det undertrykkende regime og eksternt af de økonomiske sanktioner
_______

 



Mikael Leon Sokoler (f. 1996) er BA i Historie fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Venezuelas oppositionsleder og parlamentsformand, Juan Guaido, taler og vinker til sine støtter [foto: REUTERS/Carlos Garcia Rawlins/Scanpix]