Uffe Gardel følger udviklingen #21: Nu blev vi så meget klogere: Strategien er ”kontrolleret smittespredning”

Uffe Gardel følger udviklingen #21: Nu blev vi så meget klogere: Strategien er ”kontrolleret smittespredning”

07.04.2020


Hverken regering eller myndigheder har megen lyst til at tage ansvaret for det, Danmark styrer ud i nu. Det forstår jeg godt. Det risikerer at blive rigtig grimt.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Uffe Gardel

Jeg bemærkede under pressemødet i går aftes, hvor omhyggelig statsministeren var med at skubbe sundhedsmyndighederne foran sig:

”Nu er vi i en situation, hvor sundhedsmyndighederne i Danmark siger, at det hensigtsmæssigt og kan anbefales, at vi foretager en kontrolleret genåbning af Danmark. På baggrund af den rådgivning fra sundhedsmyndighederne er vi dér, hvor godt kan begynde at genåbne gradvist.”

Det vil sige: Den statsminister, der gerne handlede uden sundhedsfaglig rådgivning, da Danmark skulle lukkes ned, hun er nu meget omhyggelig med at henvise til sundhedsfaglig rådgivning, når hun begynder at lukke op igen. Pludselig er det ikke længere så interessant at demonstrere politisk handlekraft.

Det er vel menneskeligt forståeligt, i betragtning af hvad der er på spil: Lukker man for hurtigt op, vil masser af mennesker dø. Men nu begynder man så, og derefter må vi se. Smittetrykket – reproduktionstallet – er kommet helt ned på 0,9, fortalte Serum Instituttets Kåre Mølbak, så den danske mildere udgave af de kontinentaleuropæiske nedlukninger har virkelig været en succes.

Men heller ikke sundhedsmyndighederne har megen lyst til at tage ansvar. Med den oplukning, regeringen vil foretage nu med fokus på de mindste børn, forventer Kåre Mølbak, at smittetrykket vil stige til 1,2, sagde han. Det svarer til en langsom epidemi. Han blev så spurgt, hvor mange mennesker, der vil dø som følge af genoplukningen.

”Vi har ikke regnet på det på den måde,” svarede manden, som minutter forinden havde fremhævet, at genoplukningen hviler på ”en matematisk model”.

 

Strategien – meningen med det, man gør – er kun at undgå overbelastning af sundhedsvæsenet, mens vi venter på en vaccine eller behandlingsmulighed. Det er tilsyneladende alt, hvad strategien rummer
_______

 

Både statsministeren og Kåre Mølbak blev flere gange spurgt til, hvad strategien egentlig er. Er den flokimmunitet, altså at så mange skal blive smittet – og immune – at epidemien går i stå?

Mølbak parerede, at flokimmunitet ikke er en strategi, det er en afledt konsekvens; det er noget, der sker som følge af det, man gør. Strategien – meningen med det, man gør – er kun at undgå overbelastning af sundhedsvæsenet, mens vi venter på en vaccine eller behandlingsmulighed. Det er tilsyneladende alt, hvad strategien rummer.

Og statsministeren svarede ordrigt, at strategien handler om ”kontrolleret smittespredning”, og hun tilføjede, at ”det handler også om at få så mange mennesker igennem denne her sygdom så godt som overhovedet muligt. Det er derfor, vi holder fast i at skærme de sårbare grupper.”

Hverken regering eller sundhedsmyndigheder nævnte, at WHO samme dag havde gentaget sin klare opfordring til at ”finde, teste, isolere og behandle ethvert tilfælde, og opspore enhver kontakt.” Og ingen journalister spurgte til det; medierne synes at have anerkendt Serum Instituttets påstand om, at denne opgave ville være umulig i Danmark nu, og derfor får vi ingen diskussion af, hvad den faktisk ville kræve.

Selve pressemødets format gør det næsten umuligt for journalisterne at stille opfølgende spørgsmål. Måske derfor blev statsministeren heller aldrig spurgt til realismen i at ”skærme de sårbare grupper” i en situation, hvor vi allerede har smitte inde på plejehjemmene – på trods af samfundsnedlukningen.

Hun blev heller ikke spurgt, hvad forskellen egentlig er på det, hun sagde, og så den strategi, den britiske regering opgav i midten marts, efter at en gruppe forskere havde fortalt den, at den var på vej til at sende en halv million mennesker i graven. Jeg påstår ikke her, at den danske regering vil følge en gammel-britisk strategi; i Danmark vil man dog gøre noget for at holde R-tallet nede omkring 1,2. Men man argumenterer, som briterne gjorde: Smitten skal have lov at sprede sig, mens vi ”skærmer” de udsatte. Eneste forskel er, i hvilket tempo man vil lade smitten sprede sig.

 

Men man argumenterer, som briterne gjorde: Smitten skal have lov at sprede sig, mens vi ”skærmer” de udsatte. Eneste forskel er, i hvilket tempo man vil lade smitten sprede sig
_______

 

Til slut tre små bonusoplysninger, jeg fik med mig fra dette pressemøde:

Sundhedsministeren fortalte, at intensivpatienter i gennemsnit ligger indlagt i tre uger. Det er, som han selv nævnte, væsentligt længere tid, end man havde regnet med. Og indebærer naturligvis et større træk på hospitalernes kapacitet end ventet. Hidtil har det heddet sig, at vi ville have respiratorer nok. Vil vi stadig det? Måske er der nogen, som vil spørge, næste gang der er pressemøde.

Kåre Mølbak sagde, at man vil ”begynde i et vist omfang at karantænesætte”. Det må betyde, at man vil genindføre det karantænebegreb, man afskaffede i forbindelse med strategiskiftet den 12. marts; det skal vi huske at holde øje med, om sker.

Forbuddet mod store forsamlinger forlænges til udgangen af august, og det tyder på, at man har opgivet forestillingen om, at sygdommen angriber i bølger, ligesom influenza, og derfor holder en sommerpause. Denne sygdom angriber i én stor bølge, og den vil rulle gennem landet, indtil vi har flokimmuniteten eller vaccinen, hvad end der måtte komme først.

Og så til allersidst – og kun fordi jeg ikke kan dy mig – et enkelt regnestykke på bagsiden af en konvolut: Mandag havde vi 187 døde og 503 hospitalsindlagte, heraf 139 på intensivafdeling. Lad os antage, at 30 procent af intensivpatienterne og ti procent af de andre indlagte vil ende med at dø; så har vi i alt 265 døde. Og lad os så antage, at halvanden procent af landets befolkning var smittet for fem-seks dage siden, hvilket i hvert fald er et overkantsskøn.

I så fald vil 60 procent smittede – som er punktet for flokimmunitet – svare til yderligere 10.000 døde i løbet af nogle få måneder. Dette regnestykke forudsætter, at den nuværende dødelighed kan fortsætte, og den er betydeligt lavere dødelighed end noget, WHO i dag skønner. Antallet af mennesker med permanente lungeskader som følge af covid-19 har vi ikke tal for, men de indgår også i prisen for det, man gør nu. Jeg forstår godt, at hverken myndigheder eller regering har megen lyst til at tage ansvaret. ■

 

I så fald vil 60 procent smittede – som er punktet for flokimmunitet – svare til yderligere 10.000 døde i løbet af nogle få måneder. Dette regnestykke forudsætter, at den nuværende dødelighed kan fortsætte
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun afholder pressemøde om COVID-19 i Danmark i Spejlsalen i Statsministeriet mandag den 6. april 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)