Overlæge Mikkel Rasmussen: Coronakrisen er den største trussel i nyere tid mod vores mentale sundhed

Overlæge Mikkel Rasmussen: Coronakrisen er den største trussel i nyere tid mod vores mentale sundhed

15.02.2021

.

I Storbritannien forudsiger Centre for Mental Health, at op mod 10 millioner mennesker får brug for ny eller yderligere psykologisk eller psykiatrisk hjælp som et direkte resultat af coronakrisen. Selvom Danmark ikke er helt sammenligneligt med Storbritannien, kigger vi formentlig ind i de samme fremtidige udfordringer. Hvis der ikke handles rettidigt, kan coronakrisen dermed ende ud i en efterfølgende mental sundhedskrise – eller psykiatriepidemi om man vil – flere år efter, den er ovre.


Kronik af Mikkel Rasmussen, ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, Region Syddanmark

2020 skulle have være året, der lagde kimen til gode planer for fremtidens psykiatri. Man vidste fra utallige tidligere undersøgelser, at der var foruroligende, stigende tendenser til stress og mistrivsel – specielt hos den unge generation. Samme foruroligende billede tegnede sig også for mennesker, der blev ramt af behandlingskrævende psykiatriske lidelser. WHO havde allerede tilbage i 2017 angivet depression som den største enkeltbidragyder til verdens sygdomsbelastninger, og de viste, at der var sket en stigning i antal depressionsramte på verdensplan på 18 pct. fra 2005 til 2015.

Et stigende antal mennesker, som rammes af psykiske sygdomme, berører ikke kun den enkelte, men også de pårørende, der ofte står alene med et meget stort ansvar. Eftervirkningerne af den manglende eller sparsomme hjælp til syge og pårørende har også kostet enormt gennem tiden – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

I Danmark var der ved begyndelsen på 2020 endelig politisk vilje til at gøre noget helhjertet for de mange mennesker, der er berørt af psykisk sygdom både direkte og indirekte. Regeringens forståelsespapir med støttepartierne i 2019 nævner nemlig behovet for en 10-års plan for psykiatrien, og der blev talt om en omfattende, inddragende proces, hvor sundhedsministeren ville invitere til møder med faggrupper, interessenter, patientforeninger og pårørendeforeninger på psykiatriområdet efter sommerferien i 2020.

Men så blev der sat en brat stopper for de gode hensigter pga. corona-pandemien. Sundhedsstyrelsens arbejde med rapporten om psykiatriens udfordringer blev i øvrigt yderligere corona-udsat, og det samme gjorde de politiske inddragende møder, der var lagt op til fra sundhedsministeren før sommeren 2020. Arbejdet med udfordringsbilledet i Sundhedsstyrelsen er dog i gang – nu i virtuel mødeform. En konkret investeringsplan for psykiatrien må dog indtil videre lade vente på sig. Desværre.

 

Nu er vi igen i kriseberedskab som i marts måned. Tilbage til start, men nu endnu mere socialt udsultede, ensomme og angste for mere smitsomme mutationer. Sårbarheden er nu mere udtalt og afsavnet ligeså
_______

 

Pandemien rammer samfundet og den mentale sundhed
Sundhedsstyrelsen definerer mental sundhed som: ”En tilstand af trivsel, hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndtere dagligdagsudfordringer og stress, samt indgå i fællesskaber med andre mennesker”. Mental sundhed går på tværs af sygdom. Man kan således godt være mental sund, selvom man har psykisk sygdom, ligesom et menneske uden psykisk sygdom også kan mistrives og have en dårlig mental sundhed. Coronakrisen er den største trussel i nyere tid mod netop vores mentale sundhed.

For coronakrisen har påvirket alle – på tværs af generationer og landegrænser. Hele samfundet har oplevet en pludselig sårbarhed: en frygt for smitte, en indskrænkelse af frihed og en angst for sygdom og død. Nogle har mistet deres nære på grund af COVID-19. En del har mistet deres job eller er gået konkurs. Vi har mistet vigtige sociale fællesskaber. Sorg, frygt, depressive symptomer, tvangstanker og ensomhed har sneget sig ind på os i varierende grad. Vi har skullet blive hjemme, arbejde hjemme, og børnene skulle undervises hjemme over videolink. Det har været godt for nogle og en kæmpe udfordring for andre.

Det er blevet tydeligt for de fleste, hvor vigtigt det sociale aspekt er for mennesker. Isolation, restriktioner og social afstand har påvirket os alle negativt. Og for mange er det blevet efterfulgt af en ensomhedsfølelse. Det har blandt andet været hårdt for de ældre på plejehjem at lukke af for omverdenen, og det har været ødelæggende for mange unge, at de skulle blive hjemme – væk fra deres venner.

Rigtigt mange har dog vist samfundssind. Det står efterhånden klart, at vi som mennesker er afhængige af hinanden, og at vi alle er nødt til at bidrage til, at vi som samfund kan komme igennem en krise. Rigtig mange meldte sig som frivillige på sygehuse, i testcentre og via frivillige hjælpeorganisationer.

Og nu er vi igen i kriseberedskab som tilbage i marts måned. Tilbage til start, men nu endnu mere socialt udsultede, ensomme og angste for mere smitsomme mutationer. Sårbarheden er nu mere udtalt og afsavnet ligeså. Uvisheden om hvor længe epidemien vil fortsætte, samt udmattelsen og trætheden er begyndt at vise sine spor.

 

De psykiske efterdønninger [af coronakrisen] har vi kun set de første spæde tendenser til – bl.a. ved at presset igen stiger i psykiatrien, og patienter strømmer til
_______

 

Psykiske efterdønninger
For mennesker, der i forvejen kæmpede med psykisk sygdom, gjorde restriktionerne, at de blev yderligere isolerede fra samfundet. Frygten for smitte og mindre kontakt til et i forvejen sparsomt netværk blev endnu en ting at kæmpe med. Dette skete samtidig med, at den professionelle kontakt blev amputeret, da den gik fra fysisk og praktisk hjælp til et telefonopkald eller en videosamtale, hvis altså man kunne overskue det. Omsorg gennem videolink, samtale på afstand gennem visir eller mundbind og uden fysisk kontakt.

I Storbritannien forudsiger Centre for Mental Health, at så mange som 10 millioner mennesker, inklusiv 1,5 millioner børn, får brug for ny eller yderligere psykologisk eller psykiatrisk hjælp som et direkte resultat af coronakrisen. De forudsiger, at omkring 1,3 millioner mennesker, der ikke tidligere har haft psykiske problemer, vil få behov for behandling af moderat til svær angst, og 1,8 millioner forventes at få behov for behandling af moderat til svær depression.

Selvom Danmark ikke er helt sammenligneligt med Storbritannien og ikke har lavet lignende undersøgelser, kigger vi formentlig ind i de samme fremtidige udfordringer, ligesom resten af verden gør. Det understreger behovet for en national plan, der sikrer, at dem, der udvikler psykisk sygdom eller oplever forværring af samme, har hurtig adgang til effektiv støtte i de kommende år.

Hvis der ikke handles rettidigt, kan coronakrisen ende ud i en efterfølgende mental sundhedskrise – eller psykiatriepidemi om man vil – også flere år efter, at vi er ovre coronakrisen, og vaccinationsprogrammer kører derudaf. De psykiske efterdønninger har vi kun set de første spæde tendenser til – bl.a. ved at presset igen stiger i psykiatrien, og patienter strømmer til.

 

Pludselig stod en ellers altid underdimensioneret psykiatri med tomme sengepladser og færre henvendelser i ambulatorier og akutte psykiatriske modtagelser – noget man strengt taget aldrig har oplevet i psykiatrien
_______

 

Oplevelsen for mennesker med psykiske lidelser under coronakrisen
For mennesker med psykiske lidelser var der forskellige reaktioner på pandemiens indtog i Danmark. Ved den første nedlukning oplevede nogle en form for afstigmatisering, idet alle nu var i samme båd. Vi skulle alle blive hjemme, undgå store menneskemængder, og vi oplevede alle en frygt for smitte, sygdom og død.

Folk, der fx kæmpede med socialfobi, angst, depression, skizofreni og PTSD oplevede en lettelse – til dels pga. en legitim fritagelse fra at skulle deltage i sociale arrangementer, familiefester og til dels, fordi nedlukningen skabte tomme gader. De, der fx havde PTSD, kunne bevæge sig friere udenfor uden at blive overmandet af sanseindtryk. Flere med psykiske lidelser oplevede også en lettelse ved en pause fra jagten fra kommunernes beskæftigelsesafdelinger og jobcentre. De kunne pludselig trække vejret mere frit for en stund.

Men efter den første nedlukning af samfundet i marts så vi også, at de svært syge blev væk fra behandling i hospitalspsykiatrien. Pludselig stod en ellers altid underdimensioneret psykiatri med tomme sengepladser og færre henvendelser i ambulatorier og akutte psykiatriske modtagelser – noget man strengt taget aldrig har oplevet i psykiatrien.

Mennesker med psykisk sygdom holdt sig hjemme af frygt for smitte på de psykiatriske hospitaler eller blev væk, fordi de troede, at behandling ikke var tilgængelig under coronakrisen. Nogen havde også svært ved at acceptere besøgsrestriktioner på hospitalerne, hvis de i forvejen havde et sparsomt netværk.

 

En del af de mennesker, der nu vendte tilbage til psykiatrien [ved genåbningen i efteråret], var i dårligere fatning end tidligere set – og kapaciteten i psykiatrien blev igen udfordret
_______

 

Det drastiske fald i efterspørgslen på psykiatrisk hjælp vendte dog i efteråret og blev efterfulgt af en stigning i antallet af mennesker, der søgte psykiatrisk hjælp. Man så også, at en del af de mennesker, der nu vendte tilbage til psykiatrien, var i dårligere fatning end tidligere set – og kapaciteten i psykiatrien blev igen udfordret.

Sygdomsforværringen viste sig fx indirekte ved en betydelig stigning i antallet af tvangsindlæggelser i psykiatrien. Sundhedsstyrelsens seneste rapport over tvang i psykiatrien fra perioden juli 2019 til juni 2020 viste blandt andet, at antallet af tvangsindlæggelser var steget fra 3315 til 3413, mens tallet har ligget stabilt de to foregående år. Og virkeligheden er nok, at tallene derefter vil vise, at tvangsindlæggelser i psykiatrien fortsat er stigende.

Undersøgelser har desværre også vist, at mængden af vold og trusler i psykiatrien stiger. Det er et klart udtryk for, at mennesker kommer ind i psykiatrien i dårligere fatning. Organisationen Bedre Psykiatri lavede en undersøgelse i maj 2020, der viste, at 45 pct. af de pårørende vurderede, at den psykisk syges tilstand var blevet forværret som følge af coronasituationen, mens 70 pct. af de pårørende frygtede, at den syges situation og tilstand ville blive forværret som følge af krisen. To ud af tre pårørende mente, at det var blevet sværere for den syge at få den nødvendige hjælp.

Forskning om psyke og COVID-19
Begyndende forskning tyder på en direkte sammenhæng mellem COVID-19-infektionen og psykiatriske samt neurologiske symptomer. Derudover er der den indirekte påvirkning i form af sociale restriktioner og isolation. Forskningen har også vist, at mennesker med psykiske sygdomme havde alvorligere sygdomsforløb ved COVID-19-infektion samt større dødelighed. Denne viden hjælper naturligvis ikke mod frygten for smitte og kan føre til yderligere isolation.

Men også den raske del af befolkningen begynder at halte på deres mentale sundhed. Vi har ikke tal på det, men man kan frygte, at antallet af selvmord vil stige. Erfaringen er nemlig, at selvmordsraten kan stige i kriseperioder: Folk mister indtægt, mister jobs, mister fodfæste og mister pårørende til COVID-19.

 

Vi taler fortsat om en udsultet psykiatri – en psykiatri der nu også skal håndtere efterdønningerne af en længerevarende krisetid, der ikke er ovre endnu
_______

 

Man kunne let tænke, at når en stor del af befolkningen er vaccinerede, og epidemien er drevet over, så vil alle være ude igen og leve det sociale liv, som de plejer, men det vil tage folk et stykke tid at vænne sig til det. Ud over frygten for selv at blive smittet eller frygten for, at ens sårbare pårørende bliver syge, kan alvorlig fysisk sygdom også udløse psykiatriske symptomer.

Der er fx allerede i international litteratur beskrevet, at nogle af de mennesker, der får respiratorbehandling, efterfølgende kan udvikle posttraumatisk stress.

Andre vil kæmpe med komplekse sorgreaktioner efter at have mistet deres kære til virussen – ofte uden at være i stand til at sige farvel personligt. Psykiske problemer, der opstår hos mennesker med senfølger efter COVID-19, er også en reel bekymring. Dertil kommer usikkerheden med hensyn til beskæftigelse, bolig og økonomi i fremtiden.

Hurra-papirer og søjleopdeling
Vi taler fortsat om en udsultet psykiatri – en psykiatri der nu også skal håndtere efterdønningerne af en længerevarende krisetid, der ikke er ovre endnu.

Der har været talt og skrevet meget om psykiatriens udfordringer. Udover at der helt klart er tale om et behov for flere ressourcer til psykiatrien i både regioner og kommuner, så er der også andre ting på spil, som bør adresseres, inden man bare gør mere af det samme.

 

Psykiatrien er blevet effektiviseret så meget [af politikerne], at den er blevet ineffektiv
_______

 

Ofte kan man få en fornemmelse af, at der er en kamp mellem rapporter fra embedsmænd, som er lavet bag et skrivebord, og de faglige stemmer. Den kommende 10-års-psykiatriplan bør være noget andet. Det bør være en klar investeringsplan for den brændende platform, som psykiatrien har været længe, og den bør tydeligt italesætte de reelle problemer, der findes.

Der har været et væld af ”hurra”-papirer (handleplaner, hensigtserklæringer, strategier og rapporter) gennem tiden på psykiatriens vegne, men hvad var den reelle effekt af alle disse politiske papirer? De gode intentioner blev ikke til handling. Man har ikke lyttet til de fagprofessionelle, patienterne og de pårørende i tilstrækkelig grad. De gode intentioner på papiret er blevet mødt af en verden, hvor økonomiske interesser vejer tungere end faglige vurderinger. Mange borgere er blevet tabt mellem stole ved de forskellige sektorovergange. Dermed har året 2020 også været præget af søjleopdeling og økonomisk kassetænkning ligesom de forudgående år.

Mødet mellem system og syg borger burde være båret af tillid frem for mistillid. Og så burde penge være sekundært ift. det rette forløb for en syg borger gennem forebyggelse, behandling, opfølgning samt støtte på vejen til helbredelse og lindring. Sektorovergangene skal optimeres og være præget af bindende aftaler. I ledelseslag har der også længe været et præg af new public management, og presset af politiske vinde skulle alt gøres smartere og hurtigere for færre penge. Psykiatrien er blevet effektiviseret så meget, at den er blevet ineffektiv.

En plan for psykiatri og mental sundhed
Psykiatrien har brug for helt basale forbedringer. Fx er der brug for minimumsnormeringer i hospitalspsykiatrien (ambulant og senge) og socialpsykiatrien (bosteder, institutioner) og flere hjemmekørende teams både i voksen- og børneungdomspsykiatrien. Kapacitet og plads er noget, der tager længere tid at etablere, og der har regeringen heldigvis sat en begyndelsesproces i gang med finansloven fra sidste år.

Men der er behov for akutte tiltag og ikke mindst en opgradering af kommunernes støtte og omsorg. Det er problemer i psykiatrien, man har ignoreret længe til trods for utallige opråb fra både fagfolk, patienter og pårørende. Coronakrisen har bare gjort det endnu tydeligere. Lige før nytår havde vi desværre endnu en ansat, der blev dræbt på et privat bosted for mennesker med psykiske lidelser. Der er behov for handling. De 600 millioner kr. fra sidste finanslov skulle deles mellem 5 regioner til hospitalspsykiatrien, hvoraf en del midler skulle gå til sengekapacitetsudvidelse i retspsykiatrien og videreførelse af enkelte satspuljeprojekter. Man mærkede det ikke i praksis i forhold til mere personale, hverken i det ambulante arbejde eller på de almenpsykiatriske sengeafsnit.

 

Mental sundhed burde være et fokus i alle bindende sundhedsaftaler og relevante love i samfundet
_______

 

Der er også brug for akutte midler til socialpsykiatrien, så bosteder bliver ordentligt bemandet med kvalificeret personale, og der bliver nok bostøtter, støttekontaktpersoner og mentorer, så man ikke skal vente måneder og halve år på den fornødne hjælp. Man burde derfor netop tale om minimumsnormeringer både i socialpsykiatrien og hospitalspsykiatrien. Det er der brug for – også netop nu, hvor coronakrisen fortsat brager derudad.

For at klare den kommende bølge af efterspørgsel på hjælp, skal psykiatrien styrkes og gøres mere tilgængelig. Det skal blandt andet også løses gennem tættere samarbejde med praktiserende læger, psykologer og psykiatere og frivillige organisationer. Selv når vaccinerne er rullet ud, og risikoen for infektion er væk, er det sandsynligt, at mange mennesker har brug for hjælp til at gendanne deres sociale netværk, komme ud af isolationen og tilbage til et normalt liv igen.

Her kan man blive nødt til at støtte den frivillige sektor og velgørenhedsorganisationer, der hjælper mennesker med at komme ud og socialisere og engagere sig i meningsfulde aktiviteter.

Hvor psykiatrien har behov for en konkret investeringsplan, så ligger fokus bredere på den mentale sundhed, men meget bør i stedet være bindende lovtekster eller aftaler. Der har længe manglet et forpligtende fokus på – og bedre implementering af – dokumenterede, mental sundhedsfremmende indsatser. Det drejer sig om forebyggelse, uanset hvor man er i livet (fx i skole, under uddannelse, på arbejdsmarkedet, bor på plejehjem). Mental sundhed burde være et fokus i alle bindende sundhedsaftaler og relevante love i samfundet. Nærmest et filter de fleste love skulle igennem.

Udfordringerne for den mentale sundhed har været italesat af WHO og FN flere gange – særligt under pandemiens udbredelse. Samtidig har man måske ikke i fuld grad forstået coronakrisens konsekvenser for befolkningens mentale sundhed og for de, der i forvejen har psykiatriske diagnoser. Har man rakt hånden godt nok ud, informeret godt nok, skabt nok tilgængelighed for hjælp? Yderligere udskydelse af psykiatriplanen og manglende økonomisk hjælp til psykiatrien i kommuner og regioner skal ikke undskyldes med coronakrisens økonomiske konsekvenser, men derimod være en investering, så man kan forebygge begyndende sygdom eller forværring af eksisterende sygdom hos endnu flere danskere. Det koster nemlig mere at lade være! ■

 

Udskydelse af psykiatriplanen og manglende økonomisk hjælp til psykiatrien i kommuner og regioner skal ikke undskyldes med coronakrisens økonomiske konsekvenser, men derimod være en investering
_______

 



Mikkel Rune Vossen Rasmussen (f. 1979) er speciallæge i psykiatri, næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab og ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, Region Syddanmark. Derudover er han bestyrelsesmedlem Psykiatri-Listen, stifter af græsrodsgruppen #VærdigPsykiatriForAlle og medlem af Udsatterådet i Region Syddanmark. ILLUSTRATION: Skilt ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus (arkivfoto, 2012) [foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix]