Niels Christiansen (ALT): Vores samfund skal være mere rummeligt, for i dag er der ikke plads til alle – og politikerne svigter

Niels Christiansen (ALT): Vores samfund skal være mere rummeligt, for i dag er der ikke plads til alle – og politikerne svigter

09.09.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kronik af Niels Christiansen, folkeskolelærer og folketingskandidat for Alternativet

I 2009 ratificerede Danmark FN´s handicapkonvention. Dermed har Danmark har forpligtet sig til at indrette den nationale lovgivning i overensstemmelse med konventionens krav. Konventionen sigter ikke blot efter, at der skal gives kompensationer eller hjælpemidler hist og her, men mod at skabe et mere rummeligt samfund helt overordnet. Det handler altså om at nedbryde samfundsskabte barrierer i alle ender af samfundet – både på områder som sundhedsområdet, uddannelsesområdet, arbejdsmarkedet, fysisk infrastruktur osv.

Nogle mener, at Danmark er et godt velfærdssamfund, hvor alle kan få hjælp, når de er trængende. Dog er det blevet mere kompliceret at søge hjælp hos det offentlige, hvilket først og fremmest rammer de mennesker, der i forvejen er i en særlig sårbar situation. I flere kommuner er fejl i sagsbehandling nærmest blevet sat i system, for ved forhaling af sager, kan der spares penge i de trængte kommunekasser. På landets uddannelser stilles der stadigt højere adgangskrav, mens specialskoler og specialtilbud lukker på stribe. Hver gang man skruer op for kravene til at søge kontanthjælp, eller til at søge ind på en uddannelse, må man forvente, at folk med særlige vanskeligheder er de første til at falde igennem. Vi ser også ofte, at når en specialskole lukker, og eleverne kommer over i en almindelig folkeskole, flytter kompetencerne ikke med, og skolerne har ikke ressourcerne til at give eleverne med særlige behov ekstra opmærksomhed. Afspecialiseringen startede omkring 2007, da amterne blev afskaffet, hvorpå kommunerne overtog handicapområdet, og selv skulle styre omkostningerne.

 

Nogle mener, at Danmark er et godt velfærdssamfund, hvor alle kan få hjælp, når de er trængende. Dog er det blevet mere kompliceret at søge hjælp hos det offentlige, hvilket først og fremmest rammer de mennesker, der i forvejen er i en særlig sårbar situation
_______

 

Det er svært at se politikernes ambitioner i forhold til at implementere FN´s handicapkonvention i dansk lovgivning. Det er blevet sværere at blive fleksjobberettiget, det er blevet sværere at få førtidspension, mange hjælpetilbud er blevet forringet, skåret ned eller er forsvundet, fremdriftsreformen forsøger at mase mennesker gennem uddannelse så hurtigt som muligt, det er blevet sværere at blive visiteret til en handicapbolig og nu skæres der markant i den almene boligmasse i nogle områder som konsekvens af den såkaldte ghettoplan.

Hvis man skulle imødekomme konventionen, blev mennesker med handicap inddraget via repræsentanter, i lovgivningsprocesser, der berører mennesker med handicap. Alle mennesker med handicap ville have stemmeret, uanset om de er underlagt værgemål, alle mennesker med handicap ville få positiv særbehandling på arbejdsmarkedet, alle mennesker med handicap ville få uddannelse af god kvalitet, hvor uddannelsesinstitutionerne ville være forpligtet til at udvise de nødvendige hensyn, sagsbehandlere, undervisere og arbejdsgivere ville besidde en basal grundviden om mennesker med handicap og disses udfordringer osv.

På Danske Handicaporganisationers hjemmeside lyder et slogan ”Nødvendigt for nogle, godt for alle”, og det burde være tilgangen i al politik, der på en eller anden måde berører mennesker med særlige udfordringer eller handicap. Vi er forpligtede til at nedbryde de barrierer, der hindrer nogle personer i at deltage i samfundet på lige fod med alle andre. I virkeligheden giver det altså ikke meget mening at tale om en handicappolitik, men mere om en ”rummelighedspolitik”, hvor samfundet tilpasses den ramte, i stedet for at denne søges assimileret i samfundet.

 

Vi er forpligtede til at nedbryde de barrierer, der hindrer nogle personer i at deltage i samfundet på lige fod med alle andre
_______

 

Er politikerne ligeglade med studerende med handicap?
Inklusion fylder meget i debatten om folkeskolen, men handicappede elever på ungdomsuddannelser, universiteter og erhvervsskoler har tilsyneladende ikke mediernes eller politikernes bevågenhed, og der er barrierer for studerende med handicap på de videregående uddannelser. SUMH (Sammenslutningen af unge med handicap) har adskillige uddannelsespolitiske løsninger på deres hjemmeside, såsom flexuddannelse, handicaptillæg til ungdomsuddannelserne, udvidelse af målgruppen for handicaptillæg, osv. Mange gode forslag fra personer, der ved hvor skoen trykker, men det er svært at se, at politikerne handler på det.

Danmark er forpligtet til at skabe et rummeligt og inkluderende uddannelsessystem på grund af vores forpligtelser i FN´s konvention. Uddannelserne skal være tilgængelige for både somatisk (fysisk) og kognitivt (mentalt) handicappede.

Uddannelsespolitisk er der nok at gå i gang med. Først og fremmest bør vi skære meget ned i karakterer og deres betydning, eller måske endda helt afskaffe dem. Man bør generelt se på evalueringskulturen, der kun viser øjebliksbilleder af, hvad elever og studerende kan i eksempelvis en eksamenssituation, uden hensyn til rammer eller stressniveau, udover at man kan søge om ekstra tid op til en eksamen. Det fordrer en diskussion om evalueringsdifferentiering, altså hvor den studerende selv kan bestemme, hvordan den studerende vil evalueres. Ikke fordi det handler om at alle skal kunne vælge en evalueringsform, der nødvendigvis er lettere, men fordi nogle er ringere stillet ved eksempelvis en mundtlig eksamen. Nødvendigt for nogle, godt for alle. Man bør også se på at lave et inkluderende karakter- og/eller evalueringssystem, hvor man giver karakterer eller, endnu bedre, konstruktiv feedback for hvert modul, frem for ved hvert fag. Man kan fx godt være god i geometri og dårlig i andengradsligninger, hvorfor det synes meningsløst at give en samlet karakter eller udtalelse i faget matematik. Dette fordrer endvidere en diskussion om hvorvidt talkarakterer er den rigtige måde at evaluere folk på, eller om man i stedet burde overgå til en bestået/ikke-bestået med en udtalelse.

Uddannelsesinstitutionerne skal designes til rummelighed med overskueligt interiør, god akustik og gerne med stillerum. Derudover skal også de digitale studieplatforme være overskuelige og brugervenlige. Det studiesociale skal også prioriteres. Det forlyder ofte, at almindelige studerende ikke inkluderer medstuderende med handicap i det studiesociale eller i gruppearbejde. Tutorers aktiviteter for førsteårsstuderende bør godkendes af administrationen, og et kriterium bør være, at der er aktiviteter for alle – også medstuderende, der ikke gider at drikke eller ikke orker store forsamlinger. Det bør også kortlægges, hvor mange frafald fra uddannelser, der sker som følge af mistrivsel. Årligt bruger samfundet godt en milliard på frafald, og politikerne taler ofte om bedre studievejledning, men noget tyder på, at en del elever falder fra blandt andet pga. mistrivsel, enten i form af et for hårdt pres eller af ensomhed. I en undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer svarer 61 af de adspurgte unge med handicap (i alt 702 blev spurgt), at de er bekymrede for, om de kan gennemføre studiet pga. fremdriftsreformen og 56 procent angiver kravet om 30 ECTS-point pr semester som et problem. Et grundlæggende spørgsmål her er, hvorvidt begrebet ECTS-point, der måler på arbejdsbelastningen pr. semester, i sig selv er diskriminerende, for naturligvis kan man ikke kræve samme arbejdsbelastning fra alle studerende.

 

Årligt bruger samfundet godt en milliard på frafald, og politikerne taler ofte om bedre studievejledning, men noget tyder på, at en del elever falder fra blandt andet pga. mistrivsel, enten i form af et for hårdt pres eller af ensomhed
_______

 

Det bør i videst muligt omfang være muligt for den studerende at vælge det undervisningsmateriale, man helst vil anvende. Man bør eksempelvis altid kunne få en bog elektronisk, også udenom SPS (specialpædagogisk støtte). SUMH foreslår, at alle uddannelsesinstitutioner selv skal ligge inde med de elektroniske formater af deres materiale, så man undgår ventetiden, der ofte kan være meget lang. Slutteligt bør uddannelserne kunne hjælpe elever videre efter endt uddannelse – blandt andet også i beskæftigelse gennem kontakt til relevante virksomheder. Nogle uddannelser arrangerer events hvor studerende og potentielle arbejdsgivere kan møde hinanden, men her er brug for et mere intenst fokus på særligt de studerende med handicap.

Arbejdsmarkedet skal tilpasses
En SFI-rapport fra 2016 anslår, at der blandt mennesker med handicap er et beskæftigelsespotentiale på mellem 10 – 22.000 personer, men vi bør se på hele beskæftigelsesindsatsen, der primært er tynget af sanktioner og straf, hvis ikke man efterlever et rigidt regelsæt. Apropros sanktioner bør det pointeres, at handicappede har særlige rettigheder i forhold til sociale ydelser. Konventionens artikel 28 siger, at personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig for dem selv og deres familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig, og til fortsat forbedring af deres levevilkår. Man må altså ikke bare hugge og stikke i deres forsørgelse, som man har lyst til.

 

Personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig for dem selv og deres familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig, og til fortsat forbedring af deres levevilkår. Man må altså ikke bare hugge og stikke i deres forsørgelse, som man har lyst til
_______

 

Handicapkonventionens artikel 4 siger klart: ”Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme uddannelse af fagfolk og personale beskæftiget med personer med handicap i de rettigheder, der anerkendes i denne konvention, således at de bedre kan yde den bistand og give de tilbud, som sikres ved disse rettigheder”. Alligevel har jobcentrene ikke syn for sagen, formentlig fordi personer med handicap eller funktionsnedsættelser som kategori fylder forsvindende lidt i beskæftigelseslovgivningen. Der skal ellers laves omfattende statistik på handicapområdet iht. konventionens artikel 31.

På Danske Handicaporganisationers hjemmeside er der masser af gode forslag på beskæftigelsesfronten såsom befordring til arbejde, inkluderende arbejdspladser og forbud mod diskrimination. Jeg har selv en række forslag, som man kunne smide oveni puljen:
Man kunne indføre hvad jeg kalder en ”fleksjobkvote”, hvor man siger til alle virksomheder, at eksempelvis hver tiende opslåede stilling skal være en stilling, som fleks- eller skånejobbere eller folk, der får tabt arbejdsfortjeneste, har fortrinsret til at blive ansat i, såfremt de har de rette kvalifikationer. Mindre virksomheder bør fritages for kravet.

Man kunne også oprette en ny ydelse, som skal være forbeholdt mennesker med en dokumenteret funktionsnedsættelse eller et handicap, så disse mennesker ikke længere figurerer i kontanthjælpsstatistikken (apropos artikel 31 om statistik og dataindsamling). I princippet kan den nye handicapydelse være på niveau med kontanthjælpen minus loftet og øvrige konventionsstridige sanktioner, der sænker levestandarden for syge og handicappede samt deres familier. Derudover vil det blive en selvfølge, at de mennesker, der er på netop denne ydelse, får en målrettet og specialiseret indsats af fagfolk.

Man kunne også påbyde alle virksomheder at oprette en ”handicapfane” på deres hjemmeside, som skal deles i to kolonner. En for hensyn til fysiske handicap og en for hensyn til kognitive funktionsnedsættelser. Hvad virksomhederne skriver i fanen, skal der ikke være krav om, for alle virksomheder kan naturligvis ikke tilbyde de samme hensyn, men når vi fokuserer på noget, agerer vi derefter, og det kan meget hurtigt blive upopulært at være den virksomhed, der ikke udfylder fanen. Det behøver ikke være en længere islandsk saga, men kan blot være et par linjer om at man som medarbejder med en funktionsnedsættelse får stillet en mentor til rådighed, eller at alt materiale kan skaffes med blindeskrift, at man må have en førerhund med på job, at der er elevatorer på arbejdspladsen eller at man kan få en garanti for, at man ikke skal indgå i teams af for mange mennesker. I forlængelse heraf kunne man indføre en ordning, hvor den til enhver tid ansvarlige minister uddeler en årlig pris til de virksomheder, der er særligt gode til at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser. Virksomheder plejer at være meget glade for god publicity. Hvis det er ordinære jobs, man som politiker gerne vil have mennesker med handicap ansat i, bør prisen også målrettes ordinære virksomheder og altså ikke socialøkonomiske virksomheder. Endvidere kunne man indføre et fradrag til virksomheder, der prioriterer inklusion på arbejdspladsen, og altså ansætter mennesker med funktionsnedsættelser.

Der bør være en garanti for, at éns arbejdsevne er afklaret indenfor et år, uden diverse forhalelser, som vi har set mange eksempler på. Det skal ganske enkelt ikke være muligt at trække sager i langdrag. Endvidere bør man også se på, om arbejdsevne overhovedet skal gøres op i timetal, eller om man i stedet bør gøre arbejdsevne op i arbejdsopgaver. Som autist ved jeg, at jeg sikkert sagtens kan klare 50 timer om ugen, hvis det er et job, jeg kan være i og under de rette forhold. Hvis jeg skulle stå i et supermarked med mange mærkelige lyde, mange fremmede mennesker og et højt arbejdstempo, så ville jeg formentlig skulle ned på noget, der ligner flekstid. Timetal varierer altså for nogle mennesker efter hvilken arbejdsopgave de stilles i. Det bør heller ikke nødvendigvis være et mål i sig selv at presse arbejdstimetallet op over tid. Man bør i højere grad acceptere, at arbejdsevnen er statisk.

I forhold til mennesker med handicap og iværksætteri, kunne man se på, om der er mulighed for, at man som selvstændig kunne få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, eller om man kunne drive egen virksomhed på flekstid. Kunne man fx drive en enmandsvirksomhed i nogle timer, og få fleksydelse for resten af tiden?

 

Der bør være en garanti for, at éns arbejdsevne er afklaret indenfor et år, uden diverse forhalelser, som vi har set mange eksempler på. Det skal ganske enkelt ikke være muligt at trække sager i langdrag
_______

 

Følgende forhold er værd at diskutere:
Er kommunerne for det første deres opgave værdig og bør de sociale ydelser i virkeligheden udbetales af staten i stedet for kommunerne? Dette kunne resultere i, at kommunerne mister deres incitament til at spekulere i, hvordan de bedst muligt kan holde ledige på den lavest mulige ydelse længst muligt? I stedet ville kommunerne kunne bruge den tid, det nu engang tager, at få afklaret den enkelte handicappede og eventuelt få de handicappede ud i et fleksjob, uden at skulle bekymre sig om en løbende reduktion af refusion fra staten.

Gør politikerne deres ypperste for at skærme handicappede mod forringelser i forbindelse med kommunale besparelser, og hvis ikke, bryder de så konventionen, og i så fald, hvad bør straffen være?

Hvordan får vi skabt et mere inkluderende samfund i praksis og ikke bare i fine ord, og er der reelt set politisk vilje til det, eller er mennesker med funktionsnedsættelser og handicap en permanent syltekrukke, hvis rettigheder krænkes dagligt, fordi det netop kan betale sig økonomisk? Hvis svaret er det sidste, fordrer det endnu et spørgsmål, nemlig om samfundets menneskesyn.

Er der blot tale om en gruppe af mennesker, det kan betale sig at overse i en valgkamp, og som politikerne tænker, at flertallet i befolkningen er relativt ligeglade med? Når jeg har spurgt folk, har flere tilkendegivet, at de er mere eller mindre ligeglade med handicapområdet, når det kommer til valgtemaer, og det til trods for, at socialpolitik sammen med sundhedspolitik altid er et af de to områder, som gennemgående interesserer vælgerne mest.

Dette fordrer mit sidste spørgsmål: Giver det overhovedet mening at være med i en FN-konvention, som politikerne ikke vil efterleve? En konvention, der ikke umiddelbart gøres meget for at efterleve eller implementere i dansk lovgivning? ■

 

Giver det overhovedet mening at være med i en FN-konvention, som politikerne ikke vil efterleve?
_______

 



Niels Christiansen er folkeskolelærer og folketingskandidat for Alternativet. ILLUSTRATION: Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) [foto: Asger Ladefoged/Scanpix]