10.08.2018

.

Hvis Orbán og hans ligesindede ikke mødes af konsekvens, så har vi givet op. Så har højreekstremisme frit slag til at tage os alle som gidsler. De vil ikke bidrage til egentlige løsninger på migrationsproblemet m.m., da disse partier næres af den angst – berettiget eller ej – der skabes.

Kommentar af Stine Bosse

I VIRKELIGHEDEN er udgangspunktet for Steen Holm Iversens (LA) og min uenighed særdeles interessant, især når Iversen i Ræson den 7. august faktisk er tæt på enig i samtlige mine synspunkter gennem snart meget lang tid, nemlig siden før migrantkrisen toppede i ’15 og ’16.

Det handler som udgangspunkt om frihed. Noget, en politiker, der kalder sig liberal, naturligvis må være optaget af. Og det er Iversen også – i hvert fald så længe det ikke koster noget. I Ræson skriver jeg den 7. juli et indlæg, der støtter EU-Kommissionens forsøg på at presse Polen og Ungarn til at respektere EU’s værdier, hvor demokrati og magtens tredeling er helt centrale. Jeg argumenterer for, hvordan det bør være naturligt, at ikke kun økonomi er styrende for, hvordan vi indretter os, men i stedet bør også det liberale udgangspunkt, Den Europæiske Union har, være styrende.

 

Jeg argumenterer for, hvordan det bør være naturligt, at ikke kun økonomi er styrende for, hvordan vi indretter os, men i stedet bør også det liberale udgangspunkt, Den Europæiske Union har, være styrende
_______

 

Jeg havde forberedt mig på, at der kunne være nationalkonservative, der ville blive vældigt oprørte over dette og påberåbe sig demokratiet i Polen, men at en liberal skulle forfægte staters ret til at indskrænke frihed for borgerne, havde jeg ikke set komme. Her startede så vores “debat” på Twitter, som Iversen referer til i sit indlæg.

I mit oprindelige indlæg anførte jeg ligeledes, at migranter IKKE skal have fri adgang til EU. Flygtninge er en anden sag.

I sit indlæg i Ræson 7. august er Iversen bekymret for de ufrie kræfter, der vinder frem i Polen, Ungarn og – ja, Iversen tager ligefrem DF’s søsterparti i Tyskland, AfD, med. Det var jo sådan set dét, hele mit oprindelige indlæg omhandlede. Så ingen uenighed her. Næste runde handler så om årsagen til højrebølgen: Nemlig at vi endnu ikke har fået sikret de ydre grænser effektivt, har fået styr på asylsituationen og har vist os leveringsdygtige i løsninger på det, der opleves som en trussel mod Europa. Og her må jeg tilføje, at oplevelse og realitet ikke er hinandens forudsætninger. Heri er jeg også enig. Men som jeg angav i indlægget og har anført så mange gange før, så er Visegrad-landene med Ungarns Orbán i spidsen en af blokeringerne for netop den løsning, som både Iversen og jeg efterlyser. Derfor bliver Iversens argumenter cirkulære, og det er netop det centrale i hele dette problemkompleks.

 

Visegrad landene med Ungarns Orbán i spidsen [er] en af blokeringerne for netop den løsning, som både Iversen og jeg efterlyser
_______

 

VI BØR naturligvis i Danmark lægge vores æg i kurven sammen med Tyskland og Frankrig. Ikke mod det polske og ungarske folk, men for frihed og et fuldstændigt demokrati. Læg gerne dertil, at vi naturligvis bakker op om tiltag, der fremmer ordnede forhold ved vore ydre grænser, vel at mærke uden at kompromittere de værdier, som Unionen bygger på, og som jeg også gætter på, at Iversen gerne værner om. EU-Kommissionens forslag fra maj 2015, som jeg i Ræsons spalter har gentaget et utal af gange, første gang i sommeren ’15 i et åbent brev til Integrationsminister Inger Støjberg, ér den ordentlige vej til varige løsninger, hvor vi selv er herrer i det europæiske hus. Sikring af de ydre grænser er en hjørnesten i dette kompleks bestående af fem konkrete tiltag.

Hvis Orbán og hans ligesindede ikke mødes af konsekvens, så har vi givet op. Så har højreekstremisme frit slag til at tage os alle som gidsler. De vil ikke bidrage til egentlige løsninger på migrationsproblemet m.m., da disse partier næres af den angst – berettiget eller ej – der skabes. Derefter vil de så afmontere det grundlag, de indgår i fællesskabet på. Jeg forstår meget vel Iversens betragtninger om både jura og politik, men dilemma eller ej, så er der ingen grund til vaklen på det, der efterhånden synes under pres i verden, nemlig individers ret til at ytre sig, retsstaters pligt til at beskytte borgere og demokratiers konstruktion, netop som demokratier. Det er disse grundvolde, der ryster i og af Vissegrad-landene. Hvis ikke gode liberale skal gøre dette, hvem så? Er Iversen og jeg endegyldigt alene uenige om metoden, nå ja, så er vi formentlig ikke de eneste, der bryder hjerner med, hvordan vi bedst beskytter det grundlæggende væsentlige i vore samfund, når vi er mætte: vores frihed.

 

Hvis Orbán og hans ligesindede ikke mødes af konsekvens, så har vi givet op. Så har højreekstremisme frit slag til at tage os alle som gidsler
_______

 

At Iversen ikke slutter sig til den europæiske bevægelse, beklager jeg faktisk. Som organisation, hvor vi nyder at være politisk uenige om næsten alt, på nær væsentligheden af Unionen, dens værdier og det forpligtende i fællesskabet, ville han have meget at byde ind med. Måske lige på nær uenighed med undertegnede i det, vi her har drøftet. ■

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [foto: Officielt pressefoto]