Dennis Kristensen: Løkke har flyttet Venstre markant til højre. Nu vil han ind over midten. Socialdemokraterne gør klogt i at holde ham ud i strakt arm

Dennis Kristensen: Løkke har flyttet Venstre markant til højre. Nu vil han ind over midten. Socialdemokraterne gør klogt i at holde ham ud i strakt arm

22.05.2019


Velfærden har ikke brug for en regering, der fortsætter to årtiers liberal samfundsforandring. Der er tværtimod behov for at vise, at udviklingen kan gå i en anden retning: I fællesskabets og den fælles ansvarligheds retning. Men kan Venstre i regering med Socialdemokratiet levere en sådan udvikling?

Af Dennis Kristensen

I sin nye samtalebog, Befrielsens øjeblik, præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen idéen om en SV-regering over midten. En uindpakket og meget direkte invitation til Socialdemokratiet om at deltage i en fælles regering efter det kommende folketingsvalg.

Invitationen er overraskende – og lidt speciel – af flere årsager. For den, der forventes at tabe regeringsmagten, inviterer den, der forventes at vinde nøglerne til statsministerkontoret, til at deles om regeringsmagten.

Det må kræve et ego af ganske betydelige dimensioner at offentliggøre en sådan invitation som siddende statsminister under en valgkamp, hvor den ene meningsmåling efter den anden viser udsigterne til et valgnederlag for den siddende regering

Venstre som midterparti er en overraskende melding
Samtidig er det for mig overraskende, at Løkke opfatter Venstre som et midterparti. Endda som et midterparti, der vil være en naturlig regeringspartner for Socialdemokratiet efter det kommende valgresultat, som ifølge alle meningsmålinger vil trække tæppet væk under regeringspartierne og regeringens parlamentariske grundlag. “Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her, men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag. Meget politik laves allerede inde på midten i dag,” siger Løkke i bogen.

 

Lars Løkke Rasmusen har igen og igen betonet, at højredrejningen handler om Venstres egne grundlæggende politiske holdninger
_______

 

Men Venstres placering på den politiske midte har i en årrække været svær at få øje på. Set udefra er billedet i stedet, at Lars Løkke Rasmussen bevidst har flyttet Venstre væk fra Anders Fogh Rasmussens med tiden lidt mere midtersøgende politik i spørgsmål som velfærd, offentlige udgifter og ulighed. Partier er trukket ganske meget til højre i forsøgene på at dække partiets flanker af, først mod Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken og siden mod Liberal Alliances ideologiske udmeldinger.

Venstres ryk mod højre kunne have været den – set med Venstre-øjne – nødvendige pris for at bevare en borgerlig ledelse af landet. Men Lars Løkke Rasmusen har igen og igen betonet, at højredrejningen handler om Venstres egne grundlæggende politiske holdninger.

Det blev nok betonet tydeligst i Løkkes tale som oppositionens leder til Venstres Landsmøde i 2012: “Så lad mig sige det ligeud – som det er, og sådan som man godt ved det på alle landets private arbejdspladser: Vi kan i længden ikke klare os i den internationale konkurrence, hvis ikke vi gør noget alvorligt ved vores konkurrenceevne. De for høje skatter og afgifter. De særlige danske byrder på vores erhvervsliv. De for høje offentlige omkostninger. […] Så lad os sige det lige ud. Skatten skal ned, hvis vi skal sikre danskernes arbejdspladser. Skatten skal ned, hvis vi skal sikre danskernes velfærd!”

Her var det ikke en statsminister, der skulle holde sammen på en flok uregerlige regeringspartier, men en partiformand, der gav sin ærlige analyse af rigets tilstand og udfordringer, og som ud fra denne Venstre-analyse udstak en ny kurs for sit parti: “Og derfor flytter jeg nu Venstre. For der er noget, der er vigtigere end noget andet: Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere, at verdens største offentlige sektor bliver endnu større. […] Det er ikke klogt at udstikke en garanti for at gøre verdens dyreste offentlige sektor endnu dyrere, hvis vi så mister muligheden for at gøre det billigere, mere attraktivt, mere lønsomt at skabe private, danske arbejdspladser.”

 

Invitationen til et nyt SV-regeringssamarbejde skal med omtalte samtalebog åbenbart pakkes ind som et røgslør, der kan kamuflere Venstres ideologiske kvantespring endnu længere væk fra midten
_______

 

Kamuflering af Venstres kvantespring væk fra midten
Og lige der i 2012 tog ideologien over for det liberale parti. Lige der blev Venstre placeret et godt stykke længere ude på højrefløjen, end det allerede var.

Talen blev ikke holdt af en statsminister, der måtte tage hensyn til nødvendige kompromiser i en regering præget af eksempelvis Liberal Alliances uafbrudte talestrøm om skattelettelser og verden største offentlige sektor. Det var derimod en Venstre-formand uden regeringsansvar, der ideologisk flyttede sit eget parti. Han flyttede det fra Anders Fogh Rasmussens afsluttede epoke til Lars Løkke Rasmussens kommende epoke.

Invitationen til Socialdemokratiet til et nyt SV-regeringssamarbejde skal med omtalte samtalebog åbenbart pakkes ind som et røgslør, der kan kamuflere Venstres ideologiske kvantespring endnu længere væk fra midten, da Løkke overtog roret.

Nu er det ikke længere en statsminister, der bevidst af ideologiske årsager har flyttet sit parti ud på højrefløjen for grundlæggende at forandre det danske samfund, men derimod en statsminister, som ikke har kunnet fremføre sine inderste midtersøgende holdninger på grund af først VK- og siden VLAK-regeringssamarbejdets byrde. Det er tydeligvis regeringspartnerne, der skal bære ansvaret for, at Venstres regeringsperiode – efter at have genvundet regeringsmagten i 2015 – ikke kunne udspille sig på og omkring den politiske midte. Det klinger hult.

 

Der vil være en del sandhed i at betegne Thorning-regeringen som en form for SV-regering. Det var blot uden Venstres direkte deltagelse ved ministeriernes skriveborde
_______

 

Thorning-regeringen var en SV-regering
Det er ikke kun Venstre, der blev rykket af partiets formand i en oppositionsperiode. Det samme gjorde Socialdemokratiet, efter at Mette Frederiksen blev formand i 2015. Mette Frederiksen kom til, efter Thorning-Corydon-eksperimentet led skibbrud. Det er næppe høfligt over for partierne i den samlede Thorning-regering og dens parlamentariske grundlag, men der vil alligevel være en del sandhed i at betegne Thorning-regeringen som en form for SV-regering. Det var blot uden Venstres direkte deltagelse ved ministeriernes skriveborde.

Udover at De Radikale i månederne forud for SRSF-regeringens tiltræden i 2011 havde sikret Venstre og de øvrige borgerlige partier noget, der lignede vetoret overfor en ny regerings muligheder i forhold til folkepensionsalder, efterlønsordningen og dagpengesystemet, så accepterede Socialdemokratiets ledelse også et regeringsgrundlag, som udtrykkeligt bandt regeringen til at videreføre den forudgående borgerlige regerings politik på de mest afgørende punkter: “Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.”

Mette Frederiksen har tydeligvis brugt perioden efter sit valg til formand og frem til folketingsvalget til politisk at rykke Socialdemokratiet. Både mod mere klassiske socialdemokratiske holdninger i velfærds-, pensions- og ulighedsspørgsmål og mod nye holdninger på udlændingeområdet, tættere på DF.

Holdningsændringerne i Socialdemokratiet er blevet tydelige bid for bid siden 2015, mens Lars Løkke Rasmussens nye meldinger i langt højere grad minder om et brat politisk hamskifte gennem en bogudgivelse.

 

Der er en række sammenfald mellem 1970’erne med Anker Jørgensens invitation til den første SV-regering og det indeværende årti med Lars Løkke Rasmussens invitation til den anden SV-regering
_______

 

Der er sammenfald mellem 1970’erne og disse år
Kan Mette Frederiksens socialdemokrati og Venstre efter Lars Løkke Rasmussens hamskifte så skabe et fælles grundlag for en ny SV-regering?

Det er svært at få øje på, hvilken interesse Socialdemokratiet skulle have i at bevæge sig baglæns til den første SV-regerings store interne genvordigheder og korte eksistens. Hvis de skulle indgå i et regeringssamarbejde med Venstre, ville de på nogle punkter blive nødt til at bevæge sig tilbage mod Thorning-regeringens periode og dens elitære tænkning. Det vil i mine øjne være katastrofalt for partiet, der netop under Mette Frederiksen bevidst og målrettet har bevæget sig bort fra afgørende dele af den politiske, økonomiske og kulturelle elites verdensbilleder.

Men der er da en række sammenfald mellem 1970’erne med Anker Jørgensens invitation til den første SV-regering og det indeværende årti med Lars Løkke Rasmussens invitation til den anden SV-regering. Begge årtier kan med rette betegnes som en både kulturel og politisk brydningstid med en stærk polarisering i samfundet.

Ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 skiftede op mod halvdelen af vælgerne parti og førte blandt andet det besynderlige mix af anarkisme, egoisme og stærk højreorientering, som udgjorde Fremskridtspartiet med nulskatteyderen Mogens Glistrup i spidsen, ind i Folketinget med ikke mindre end 28 mandater.

Men Jordskredsvalget indeholdt mere end Mogens Glistrups krav om, at de offentligt ansatte skulle ud og grave grøfter, og at det danske forsvar skulle afløses af en telefonsvarer, der overgiver sig. Det indeholdt også et folkeligt oprør mod datidens elite. I disse år oplever vi ligeledes et folkeligt oprør mod nutidens elite. Indholdet er et andet, og frustrationerne er nogle andre, men den manglende forbindelse mellem de bestemmende og dem, der bestemmes over, ligner på nogle punkter tilstanden i 1970’erne.

Det forestående valg kan meget vel vise sig at blive – næppe et jordskred, men måske – et sandskred med de yderliggående højrefløjspartier Nye Borgerlige og Stram Kurs som de to største ubekendte faktorer. Lægger man 2015-valget med Alternativets indtog i Folketinget med ni mandater sammen med 2019-valget, kan disse to valg måske komme til at minde om 1973-valget.

 

1978-invitationen byggede på afklaring internt hos invitationens afsender, mens 2019-invitationen tilsyneladende er uden partimæssig opbakning
_______

 

Arbejdere og bønder
SV-regeringen i 1978 var forberedt dels gennem mange og lange overvejelser i kredsen omkring initiativtageren – den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen – og derefter mellem Anker Jørgensen og Venstres Henning Christophersen, der kom til at stå i front på Venstres vegne, efter at den socialdemokratiske regering meget belejligt havde bidraget til at få Venstres hidtidige formand Poul Hartling udnævnt til FN’s Flygtningehøjkommissær.

Det var med andre ord den siddende regering, der tog initiativet til at drøfte en eventuel fælles regering. Det er det også i dag, men med den ikke ubetydelige forskel, at 1978-invitationen byggede på afklaring internt hos invitationens afsender, mens 2019-invitationen tilsyneladende er uden partimæssig opbakning.

Opbakningen til Anker Jørgensen invitation var udbredt, men den var ikke entydig. Folketingsgruppens formand, Jens Riisgaard Knudsen, nedlagde posten som gruppeformand, og Svend Auken ville kun deltage i en SV-regering, så længe LO ikke bad ham om at trække sig. LO-formand Thomas Nielsen skabte sig både i og udenfor partiet og tog, som det tidligere var sædvane, igen LO-medlemmerne som gidsler for sine egne partipolitiske holdninger og ønskede, at SV-regeringen hurtigst muligt måtte bryde sammen.

 

På det tidspunkt blev SV-regeringen betragtet som en alliance mellem arbejdere og bønder. I en debat om en ny SV-regering her godt fire årtier senere giver det billede ikke længere mening
_______

 

I sin bog ”Kampen om Socialdemokratiet” beskriver det socialdemokratiske folketingsmedlem Karl Hjortnæs baggrunden for at give sin støtte til dannelsen af SV-regeringen: “Jeg troede faktisk, at det ville være muligt at skabe en stærk konstellation i dansk politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Men jeg tog fejl. Når det kommer til de egentlige og dybere konflikter i vores samfund, rækker værdifællesskabet mellem de to partier ikke særlig langt.”

På det tidspunkt blev SV-regeringen betragtet som en alliance mellem arbejdere og bønder. I en debat om en ny SV-regering her godt fire årtier senere giver det billede ikke længere mening. Socialdemokratiet ser ganske vist ud til på en række områder at være på vej til at positionere sig på holdninger, der ikke ligger så fjernt fra holdningerne i Socialdemokratiet på Anker Jørgensens tid. Venstre har derimod for længst forladt rollen som et parti af og for bønder til fordel for rollen som et mildere alternativ for den ikke helt fællesskabs- og velfærdsallergiske del af CBS’erne til Liberal Alliances velfærdsknusende egoisme.

I de helt afgørende spørgsmål om klima, forurening og ressourcer har Venstre alligevel for mange gange vist, at deres tilknytning til landbrug, fiskeri og industri er for tæt til, at partiet for alvor kan være med til at sætte både en akut og en langsigtet indsats højest på dagsordenen. Her vil Socialdemokratiet være nødt til at finde andre partnere i Folketingssalen.

 

Venstre har diskvalificeret sig selv som medinitiativtager til udspil til lovgivning fra en lønmodtagervenlig regering
_______

 

Distancen mellem S og V er for stor til at bygge bro
Selvom Lars Løkke Rasmussen nu har oplevet befrielsens øjeblik, rækker min fantasi ikke til, at der i spørgsmål som at genopbygge velfærden efter års massive nedskæringer og besparelser ville kunne bygges bro i en SV-regering. Dertil var Løkkes “Derfor rykker jeg nu Venstre”-tale i 2012 for inderligt ment.

I den del af velfærden, der handler om at kunne forlade arbejdsmarkedet med oprejst pande, har Venstre diskvalificeret sig selv som medinitiativtager til udspil til lovgivning fra en lønmodtagervenlig regering. Man kan i hvert tilfælde konstatere, at opbakningen til efterlønsordningen ikke overlevede turen fra Henning Christophersen over Anders Fogh Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen.

Til det kan man lægge, at Venstre stod fadder til forslaget om den nødvendige reparation af seniorførtidspensionen, der samtidig forsøger at blokere for både differentieret pensionsalder og stop for stigningen i pensionsalderen de næste mere end tyve år. Det er med andre ord ikke her, at Mette Frederiksen skal hente hjælp til at indfri løftet om værdig pension. Den hjælp skal hentes andre steder.

Fordelingspolitikken og bekæmpelse af ulighed kunne måske skabe et vist fælles fodslag i en SV-regering, selvom jeg tvivler stærkt på, at Venstre ville kunne holde til at have De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige til at stå udenfor og råbe på topskattelettelser og en mindre offentlig sektor. Her ville Socialdemokratiet også have bedre chancer andre steder i Folketingssalen.

I forhold til udlændingepolitikken ville en SV-regering formentlig kunne arbejde stabilt sammen, men dette vil samtidig udsætte Venstre for forstærket konkurrence fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs.

 

Der er ganske enkelt ikke en troværdig overgang fra Løkke Rasmussens rolle som rorgænger i Venstres højredrejning til rollen som midtersøgende Venstreformand
_______

 

Det ligner panik før lukketid
SV-regeringen fra 1978 overlevede kun i 14 måneder. En ny en af slagsen har hverken udsigt til at kunne levere langtidsholdbare løsninger eller selv udgøre en langtidsholdbar politiske alliance. Venstre har placeret sig for langt til højre til, at en fælles regering kan blive redningsplanken mod et internt formandsopgør i partiet efter et valgnederlag for den nuværende regering.

Der er ganske enkelt ikke en troværdig overgang fra Løkke Rasmussens rolle som rorgænger i Venstres højredrejning til rollen som midtersøgende Venstreformand, der nu omsider kan lette hjertet for, hvad han egentlig står for. Der er simpelthen for megen panik før lukketid i det, der skulle være tale lige fra leveren efter befrielsen for hensynet til de nuværende regeringspartnere.

Lønmodtagerne har ikke behov for en periode, hvor Socialdemokratiet og Venstre med så forskellige udgangspunkter skal finde kompromiser internt i regeringskontorerne. Der er derimod – efter to årtiers liberalt domineret politik – brug for en periode, som kan genskabe troen på og fastholde opbakningen til de fælles løsninger og den fælles ansvarlighed overfor hinanden.

Der er brug for at vise, at skat til finansiering af de fælles løsninger er i flertallets interesse, mens skattelettelser i virkelighedens verden kun gavner de bedst stillede. Der er brug for at vise i praksis, at et samfund er et fællesskab, og at fællesskabet omfatter alle.

Skal en ny regering kunne vise en ny vej, hvor fællesskabet igen får denne centrale rolle i de kommende års udvikling, har Mette Frederiksen gjort klogt i at afvise Lars Løkke Rasmussens tilnærmelser. Venstre skal selvfølgelig medvirke i kompromiser i Folketingssalen – men ikke til at udstikke den samlede kurs for et mere sammenhængende Danmark. ■

 

Skal en ny regering kunne vise en ny vej, hvor fællesskabet igen får denne centrale rolle i de kommende års udvikling, har Mette Frederiksen gjort klogt i at afvise Lars Løkke Rasmussens tilnærmelser
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen (foto: Mikkel Khan/Polfoto)