Katrine Maria Lumbye: Sådan ser fremtidens – grønne – energipolitik ud

Katrine Maria Lumbye: Sådan ser fremtidens – grønne – energipolitik ud

26.06.2019


For at den grønne omstilling kan lykkes, skal fremtidens energipolitik være et langsigtet projekt, der står over blokpolitikken. Det er ved at gå op for politikerne.

Af Katrine Maria Lumbye

Klimaforandringernes alvor er blevet en realitet, som politikerne ikke længere kan ignorere. Verden over vokser folks bekymring for de næste generationers levevilkår, hvis den globale opvarmning ikke standses. Frustrationen over uoverensstemmelsen mellem politikernes tale og handling ulmer. Og klimaforskere har i sjælden samhørighed taget bladet fra munden, tydeliggjort truslen og sat klare og konkrete mål for nedbringelse af drivhusgasudledninger.

I Danmark er energipolitikkens officielle mål uafhængighed af fossile brændsler i 2050. Ikke desto mindre er konkrete politiske initiativer som fx Energiaftalen og Klima- og luftudspillet fra 2018 begge blevet kritiseret for ikke at være i stand til at løfte opgaven om et grønt energisystem i 2050. Hvordan skal målet nås?

Det kræver tre ting:

1) Øget energieffektivitet. Der er meget at hente: Af det samlede energiforbrug i Danmark bruges 40 pct. i bygninger. Det til trods blev energibesparelser nedprioriteret i Energiaftalen fra 2018.

2) Et integreret og fleksibelt energisystem som på én gang kan absorbere forskellige energityper, lagre energi i kortere og længere tid og bruge energien effektivt. For at det kan gøres så effektivt og billigt som muligt, skal samfundet i højere grad elektrificeres.

3) Mere vedvarende energi i det samlede energisystem.

I forbindelse med det netop overståede folketingsvalg prægede den grønne omstilling og klimaspørgsmålet valgkampen i langt højere grad end tidligere. Om resultatet var et reelt klimavalg, som nogle politikere og kommentatorer udråbte valget til, kan diskuteres, men målinger før valget viste, at netop det grønne område lå højest på mange vælgeres prioriteringsliste.

Elektricitet som energibærer – er viljen der?
Den grønne energiomstilling i Danmark vil først og fremmest blive båret af elektrificering, for de fleste eksperter er enige om, at det er den mest effektive metode til at integrere vedvarende energikilder i energisystemet. Især når det gælder de energitunge sektorer som varme, industri og transport.

 

Et af de store politiske spørgsmål er, om der er vilje til at elektrificere samfundet. Det kræver nemlig en målrettet energipolitik, der indbefatter både langsigtede og bindende investeringer. Men det kræver i lige så høj grad nye gennemgribende afgiftssammensætninger
_______

 

Danmark ligger i front, når det gælder produktion af grøn elektricitet og integration af den grønne elektricitet i vores samlede energisystem, og vi har dermed umiddelbart gode forudsætninger for at øge elektrificeringen yderligere. De sidste fire år har andelen af vindenergi i vores elnet ligget omkring 40 pct. – et tal, der forventes at stige i de kommende år, i takt med at nye havvindmølleparker bliver koblet på elnettet. Derfor er det oplagt at skrue endnu mere op for produktionen af vindenergi – men også for at udbygge og forbedre vores elnet.

I fremtidens elektrificerede samfund får vi størstedelen af vores energi fra vind og i mindre grad sol og bioenergi. Sol- og vindenergi er såkaldte variable energikilder, hvad der gør det umuligt at forudse mængden af produceret energi. Energisystemet, inklusive elnettet, skal derfor have kapacitet til at kunne optage store mængder overskydende energi og både kunne omdanne den til varme, lagre den til senere brug og sælge den videre til vores nabolande.

Energisystemet skal også kunne imødekomme pludselige udsving på forbrugssiden, som fx ved fyraften når alle fremtidens elbiler vender hjem og skal oplades samtidig med madlavning, tv, spil, computer, tøjvask osv. Digitalisering af energisystemet ved brug af bl.a. big data er allerede så småt i gang: Både Energinet, som har ansvaret for de danske el- og gastransmissionsnet, distributionsselskaberne og andre aktører, er således i fuld gang med forsøg og implementering af digitale teknologier til styring af energiforbrug og produktion. Ved brug af kunstig intelligens og indsamling af store mængder data fra private hjem, virksomheder og vejrtjenester kan både energiforbrug og produktion forudses mere præcist. Data og kunstig intelligens vil også blive brugt til at udvikle løsninger, der automatisk kan styre energiforbruget, så der bliver brugt mest energi, når der er mest vedvarende energi i systemet. Det kan fx være intelligente hvidevarer og opladning af elektriske apparater, der slår til og fra, når energien er billigst og mest bæredygtig.

Netop pga. de variable energikilders uforudsigelighed er digitalisering af energisystemet en af forudsætningerne for en komplet omstilling til vedvarende energi. En så omfattende digitalisering indebærer selvfølgelig opbevaring af enorme mængder følsomme data, der kan fortælle meget om de tusindvis af private husstande og firmaer, der er koblet på elnettet. Databeskyttelse vil derfor i stigende grad blive et vigtigt emne, i takt med at digitaliseringsstrategierne bliver rullet ud.

Selve elnettet er i dag ikke gearet til, at elektricitet kan være den bærende energiform. Elnettet har simpelthen ikke kapacitet til at optage så store mængder strøm og tolerere de udsving, som så meget vedvarende energi vil generere. Et af de store politiske spørgsmål er således, om der er vilje til at elektrificere samfundet. Det kræver nemlig en målrettet energipolitik, der indbefatter både langsigtede og bindende investeringer i blandt andet udbygning af elnettet, energilagringsløsninger og elektrificering af transportsektoren. Men det kræver i lige så høj grad nye gennemgribende afgiftssammensætninger. Danmark har nogle af Europas højeste skatter og afgifter på elektricitet, der blev indført som et forsøg på at begrænse elforbruget. Kul og olie har traditionelt været de primære energikilder i Danmark, og det var derfor vigtigt at begrænse forbruget af miljømæssige årsager. Grundlaget for afgifterne forsvinder dog i disse år i takt med at andelen af grøn elektricitet stiger. Uden de høje elafgifter skal finansieringen af vedligeholdelse og udbygning af elnettet derfor findes et andet sted. Det er altså et kompliceret regnestykke og en vanskelig politisk opgave at få gang i elektrificeringen.

Politikerne har dog reelt ikke noget valg, hvis Danmark skal nå de officielle klima- og energimål i 2050 – de mål, som politikerne selv har sat.

 

Det er ikke utænkeligt for Danmark at nå uafhængighed af fossile brændsler i 2050. Det vil i hvert fald ikke være teknologien, der står i vejen, hvis det mislykkes
_______

 

Hvad spænder ben for omstillingen?
Det er ikke tilfældigt, at Danmark i dag er førende på visse områder inden for grøn energi. Danmark har en lang historie for nytænkning i energiløsninger. Effektiv brug af spildvarme i vores fjernvarmenet, havvindmøller og bioenergi af gylle og affald er blot et par eksempler. Men det var først i kølvandet på den første energikrise i 1973, at der opstod en seriøs interesse for vedvarende energi som egentligt alternativ til olie og kul. I 1972 dækkede importeret olie 92 pct. af Danmarks energiforbrug. Det ramte derfor hårdt, da prisen på olie firedobledes i 1973, udløst af en olieblokade fra de arabiske lande. Befolkningen fik på egen krop at føle, hvor tæt sammenhængen er mellem energi, økonomi og samfund. Det stod klart, at Danmark måtte gøre sig mindre sårbar og mindre afhængig af energiimport fra udlandet.

Særligt tre områder blev kendetegnende for dansk energipolitik i de følgende årtier: øget olieproduktion i Nordsøen, der gjorde Danmark til netto-eksportør af olie helt indtil dette årti; nytænkning i energibesparende teknologier; og fornyet fokus på alternative energiformer. Og det er de to sidste ben, der var og stadig er bærende for den grønne omstilling i Danmark: En stigende andel vedvarende energi og en effektiv udnyttelse af den energi, der bliver produceret.

Kigger man på den teknologiske udvikling på disse områder, er vi nået langt. Allerede i 2014 vurderede Energistyrelsen, at det ville være muligt at omstille Danmark til 100 pct. vedvarende energi med kendte teknologier. Det er derfor ikke utænkeligt for Danmark at nå uafhængighed af fossile brændsler i 2050 – eller allerede i 2040. Det vil i hvert fald ikke være teknologien, der står i vejen, hvis det mislykkes.

Men hvis teknologien allerede er på plads, og der er enighed om, at elektrificering er vejen til den grønne omstilling, hvorfor går det så ikke hurtigere? Det er der mange grunde til. Først og fremmest kræver det politisk vilje og mod – og langsigtede ambitioner, der spænder længere end den fireårige valgperiode. En omstilling af hele energisektoren kræver enorme investeringer her og nu. Samtidig kan det være vanskeligt at forudse økonomiske, politiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af selv små justeringer. Så selvom omstillingen til vedvarende energi på længere sigt er en forudsætning for en beboelig planet, har der i mange år manglet politisk mod. Her efter valget er der store forventninger til en ny regerings klima- og energipolitik, men selv hvis der for alvor bliver sat fart på omstillingen, kan de politiske vinde som bekendt altid vende.

På globalt plan er markedet for grønne energiløsninger i kraftig vækst, i takt med at teknologierne bliver billigere og bedre. Og de danske virksomheder klarer sig godt: Danmark ligger nummer ét i EU, når det gælder energiteknologieksportens andel af den samlede vareeksport, selvom andelen faktisk er faldet siden 2015. Men med voksende global konkurrence er en ambitiøs og visionær politisk plan nødvendig, hvis Danmark fortsat skal nyde godt af denne styrkeposition.

Den er også betinget af en solid forskningsindsats på områder som fx energiteknologier, -lagring, -effektivitet og -planlægning. Dansk energiforskning har traditionelt været helt i front, men i årene fra 2010 til 2017 blev bevillingerne halveret. DTU’s forskningsdekan har peget på, at de faldende bevillinger i sidste ende vil skade danske energivirksomheder: ”[…] når man skærer ned i denne fødekædes første del, så rammer man til sidst energivirksomhedernes muligheder for at skabe konkurrencedygtige produkter. Det seneste årtis nedskæringer har været skadelige for den danske energiforskning og dermed også for energivirksomhederne.”

Noget tyder på, at også politikerne har fået øjnene op for dét: I den seneste energiaftale er der i hvert fald blevet lovet et lille plaster på såret med ekstra 580 millioner kroner årligt fra 2020 stigende til en milliard kroner i 2024 – altså omtrent til niveauet før nedskæringerne. Forskningsmiljøer er imidlertid ikke noget, man bare kan skrue op og ned for, og det kan tage årtier at genopbygge forskningsmiljøer, når de først er vingeskudte.

 

I dag står vi på tærsklen til en ny energirevolution – eller som den også kaldes: den tredje energirevolution. Og den vil omforme det samfund, vi kender i dag
_______

 

En revolution over tid
I 1960’erne overtog olie førstepladsen fra kul som den mest brugte energikilde i verden – ikke mindst fordi den er svær at konkurrere med i energidensitet og lagringsmulighed. Alligevel står vi i dag på tærsklen til en ny energirevolution – eller som den også kaldes: den tredje energirevolution. Og den vil omforme det samfund, vi kender i dag.

Danmark har en stolt tradition for vindenergi. For 128 år siden udviklede den danske opfinder Poul La Cour en af de første moderne vindmøller, der kunne producere strøm. Energikilder som kul og senere olie viste sig dog at være umulige at konkurrere med. Eksperimenterne med vindenergi fortsatte i det små, men først nu, mere end et århundrede efter, har de moderne vindmøller fået deres gennembrud. Det Internationale Energiagentur spår i dag, at vindenergi bliver den primære energikilde i Europa i en ikke alt for fjern fremtid.

Danske virksomheder er i dag blandt verdens bedste til udvikling, produktion og opstilling af vindmøller, og vi er nået så langt, at opstilling af nye landvindmøller i dag er den billigste måde at øge elproduktionen. Men trods denne succes er der store udfordringer på hjemmebanen – vindprojekter stoppes jævnligt på grund af folkelige protester grundet frygt for især skyggevirkninger, støj og fald i ejendomsværdi. Dette er en politisk udfordring, som uden tvivl bliver svær at løse.

Om den grønne omstilling i Danmark indtil nu kan kaldes revolutionerende, er der delte meninger om. Andelen af vedvarende energi i det samlede energisystem er ca. 30 pct., og vi ligger dermed en del under mange af vores nabolande, der dog har bedre forudsætninger i form af vandkraft. Biomasse udgør den største vedvarende energikilde i Danmark, trods en stigende erkendelse af at biomasse langt fra altid er CO2-neutralt eller bæredygtigt. Fossile brændsler er dog stadig de største energikilder i det samlede energisystem.

Men selv ift. vindkraft, Danmarks spidskompetence, er vi bagud, hvis vi skal gøre os håb om at nå 2050-målet. I 2017 udgjorde vindkraft blot otte pct. af den samlede energiproduktion. I fremtidens energisystem vil vindkraft være et af de bærende elementer, men for at Danmark udelukkende kan nøjes med vedvarende energi, skal vindenergien fortsat have følgeskab af andre grønne energikilder – sol, biomasse, biogas, importeret vedvarende energi fra vores nabolande – og måske endda bølgeenergi.

Især på solcelleområdet, som man for blot syv-otte år siden ikke regnede som en seriøs spiller, men blot som et supplement til privatforbrug, går den teknologiske udvikling stærkt: Kapaciteten forbedres konstant, mens priserne rasler ned. Teknologien på solcelleområdet har altså taget syvmileskridt. I en nær fremtid vil der således med stor sandsynlighed kunne produceres store mængder elektricitet fra solceller i nordligere egne end vores – med færre soltimer, tungt skydække og lav vintersol. Herhjemme dækker solenergi dog stadig kun omkring to pct. af elforbruget.

 

Fra politisk side er der blevet satset stort på biomasse, og man har investeret milliarder i at lade danske kraftværker skifte fra kul til biomasse. Det mener mange eksperter, er en fejl. En dyr fejl
_______

 

Mens vi i Danmark har satset mest på vindenergi, er det især lande som Kina, Indien og USA, der har investeret kraftigt i installering af solceller. Noget tyder dog på, at investeringerne i de næste par år vil stilne af. I hvert fald i Kina og USA. I 2018 stoppede den kinesiske regering en ellers massiv statsstøtte til installering af solceller, hvilket der kan være flere grunde til: For at standse overophedning af solcelleindustrien, og fordi elnettet på nuværende tidspunkt ikke kan følge med. I USA betød præsident Trumps nye told på importerede solceller på op mod 30 pct. – indført i starten af 2018 – ligeledes en opbremsning af installering af solpaneler.

Ganske paradoksalt kan Kinas pludselige statsstøttestop til installering af solceller betyde, at det globale marked for solceller, inklusive det amerikanske, bliver oversvømmet af billige solpaneler fra Kina. De nye toldsatser i USA vil måske derfor have en mindre effekt end ventet på salget af kinesiske solceller i USA, da en billigere pris i nogen grad vil opveje højere toldsatser. Kina er verdens største producent af solceller, så når den hjemlige efterspørgsel falder, må de kinesiske solcellevirksomheder i højere grad satse på verdensmarkedet.

Biomasse: En fejlprioritering?
Som nævnt er den største vedvarende energikilde i det danske energisystem biomasse som fx halm, skovflis, brænde og affald. Fra politisk side er der blevet satset stort på biomasse, og man har investeret milliarder i at lade danske kraftværker skifte fra kul til biomasse. Det mener mange eksperter, er en fejl. En dyr fejl.

Biomasse er en nemlig en omkostningsfuld energiform og opfattes derfor som en overgangsteknologi – ikke som et endemål. Biomasse er desuden langt fra CO2-neutralt. For det første fordi biomassen skal produceres, høstes og transporteres. Nogle gange over lange distancer. For det andet fordi tilvæksten af nye træer ofte ikke udligner det CO2-tab, som forårsages af fældning, transport og afbrænding af biomasse. Når skove ryddes for at gøre plads til dyrkning af biomasse til energiformål, kan det således være aldeles klimaskadeligt. Noget tyder på, at det kan være tilfældet for dele af de ca. 40 pct. af den danske biomasse, som importeres, da den blandt andet kommer fra lande, hvor der er tegn på, at skovressourcen overudnyttes.

Ifølge Klimarådet bruger Danmark nu så meget biomasse, at der ikke ville være biomasse nok på globalt plan, hvis resten af verden fulgte trop. Den afgående regerings klimaplan, som netop vil fremme brugen af biomasse og øge iblandingskravet i benzin og diesel fra 5,75 pct. til 8 pct. biobrændsel, tager ikke højde for disse forhold. Med andre ord: Det er ikke en bæredygtig situation.

Problemet stikker dybt og vil præge energiomstillingen i de næste mange år – hvis ikke årtier. Simpelthen fordi staten for at fremme biomasse har tilbudt lukrative vilkår til investorer, der derefter har investeret massivt i at omstille kulkraftværker til biomasse. Disse nye biomassekraftværker har en lang levetid, hvilket fastholder teknologien de næste 25-40 år og optager pladsen for andre mere bæredygtige energikilder. Dermed sænkes farten på den grønne omstilling.

 

Kernekraft har alle dage været et kontroversielt emne […] Noget tyder dog på, at den offentlige mening om kernekraft har rykket sig […] I disse år ses således flere miljøforkæmpere aktivt kæmpe for atomkraft
_______

 

At ændre på rammevilkårene på biomasseområdet på nuværende tidspunkt kan dog medføre andre problemer, da det vil svække tilliden hos investorerne, som vil tabe stort. Det kan skabe en generel usikkerhed om fremtidige investeringer – ikke bare i biomasse, men også i andre vedvarende energiteknologier. Og tillid hos investorerne er centralt for den grønne omstilling. Energi er en kapitaltung sektor. Hvis der er tvivl om, hvorvidt tilskudsordninger, afgifter og priser på energi bliver ændret mange gange hen ad vejen, vil det uden tvivl lægge en dæmper på investeringslysten.

Endelig er der kernekraft – den evige joker. I visse ekspertfora diskuteres ivrigt, hvorvidt Danmark bør have kernekraft, som på mange måder er en renere energikilde end kul og olie. Grundet kernekraftens blakkede ry er det dog tvivlsomt, hvorvidt nogen politiker overhovedet tør at spille på lige netop denne hest. Og Danmark kan sandsynligvis opnå en fuldstændig grøn omstilling udelukkende med vindkraft suppleret af andre vedvarende energikilder. Dog vil der stadig være brug for elimport fra lande som Tyskland og Sverige, hvor en betydelig del strømmen faktisk kommer fra kernekraftværker.

Diskussionen for og imod kernekraft foregår også på globalt plan, hvor flere eksperter mener, at kernekraft simpelthen er en forudsætning for, at den globale opvarmning kan holdes i skak. Det globale energibehov vokser med stigende hast, og det er svært at forestille sig et land som Kina, der er en af de helt store globale kernekraftspillere, mindske landets CO2-udledningerne tilstrækkeligt uden brug af mere kernekraft. Ifølge det Internationale Energiagentur er det således Kina i følgeskab af Indien, der vil stå for størstedelen af den globale kernekraftudvidelse indtil 2040. I Europa og Nordamerika går det til gengæld den anden vej. Lande som Tyskland, Spanien, Belgien og USA er aktivt i gang med at mindske brugen af kernekraft.

Kernekraft har alle dage været et kontroversielt emne på grund af frygten for ulykker som Tjernobyl og Fukushima og udfordringen med afskaffelse af radioaktivt affald. Noget tyder dog på, at den offentlige mening om kernekraft har rykket sig, i takt med at klimakrisens alvor er blevet tydeliggjort og teknologien er blevet bedre og mere sikker. I disse år ses således flere miljøforkæmpere aktivt kæmpe for atomkraft.

Kampen om elnettet
Uanset hvilke energikilder der bliver de dominerende, hersker der ingen tvivl om, at andelen af vores energiforbrug, der kommer fra elektricitet stiger, efterhånden som transport- og varmesektoren samt industrien bliver elektrificeret. Debatten om elnettets fremtidige rolle og ejerskab er derfor vigtig. Senest var der en heftig diskussion om det mulige frasalg af Radius, der ejer og driver distributionsnettet i Københavnsområdet, Midt- og Nordsjælland. Planen var at sælge det danske distributionsselskab til en udenlandsk kapitalfond. Det satte gang i debatten om potentielle konsekvenser ved at kritisk dansk infrastruktur skulle komme på udenlandske hænder. Det vil næppe være sidste gang, der diskuteres forsyningssikkerhed, i takt med at flere dele af samfundet bliver afhængige af elnettet.

 

Hvor urealistisk det end lyder, ville et globalt elnet uden tvivl forstærke den grønne omstilling på globalt plan […] Et sådant scenarie vil dog rejse mange vigtige geopolitiske spørgsmål: Hvem skal have magten til at varetage et globalt elnet?
_______

 

Opkøb af elnet er ikke et dansk fænomen. Det statsejede kinesiske selskab, Stategrid – verdens største elforsyningsselskab – har længe opkøbt en stribe energi-, distributions- og transmissionsselskaber både i Europa og andre dele af verden. Ifølge Stategrids bestyrelsesformand, Liu Zhenya, handler det om mere end bundlinjen: Han har en plan om at skabe et globalt elnet, som vil gøre verden forbundet fra Nordpolen til Sydpolen og på tværs af alle kontinenter. Ifølge Zhenya vil denne super-infrastruktur både redde os fra klimakrisen, skabe tusindvis af jobs og tilvejebringe fred i verden. Intet mindre.

Hvor urealistisk det end lyder, ville et globalt elnet uden tvivl forstærke den grønne omstilling på globalt plan, fordi et sådant elnet ville kunne optage og fordele langt større andele af variable energikilder som vind og sol. Når solen går ned i en tidszone, vil der fx kunne tilføres sol- og vindenergi fra andre tidszoner. Ideelt set. Kina har måske også ressourcerne til at skabe et sådant net – om end det lyder meget ambitiøst. Men er der grund til at stille sig skeptisk over for, at store dele af den globale elforsyning vil være i kinesiske hænder?

I EU er der stigende bekymring over potentielle sikkerhedsrisici ved kinesiske opkøb af elnettet. For hvis den kinesiske stat opnår ejerskab af store dele af verdens elnet, vil mange lande formentlig blive mere afhængige af kinesiske luner. Et sådant scenarie vil rejse mange vigtige geopolitiske spørgsmål: Hvem skal have magten til at varetage et globalt elnet? Hvilken institution kan tænkes at få et sådant mandat? Og mangler verden netop ikke en stærk international aktør, der kan tage styringen på energiområdet?

Står energipolitikken over for et paradigmeskift?
På det hjemlige plan er den grønne omstilling præget af mere pragmatiske diskussioner. De typiske modargumenter lyder, at vedvarende energi er dyrt, at der ikke er nok, og at vi ikke har nok lagringskapacitet. Men modstanden mod vedvarende energi er i stigende grad ubegrundet. Et 100 pct. vedvarende energisystem ligner mere og mere den ægte pragmatiske løsning: den nødvendige, logiske og billigste løsning. Ikke længere en utopi.

Med klimakrisen som bagtæppe må man derfor forvente, at størstedelen af det politiske spektrum vil samarbejde om en hurtigere omstilling til vedvarende energi. Der skal mere fart på omstillingen, hvis regeringens mål om uafhængighed af fossile brændsler i 2050 skal nås. Samtidig viser klimaforskningen, at 2050-målet langt fra slår til, hvis den globale opvarmning skal holdes under 2 grader – og helst 1,5. Det haster.

For at den grønne omstilling kan lykkes, skal fremtidens energipolitik derfor i højere grad være et langsigtet projekt, der står over blokpolitikken. Det er ved at gå op for politikerne. Derfor er det ikke usandsynligt, at energipolitikken de næste 10-15 år vil tage en mere ambitiøs drejning mod en egentlig grøn omstilling: den tredje energirevolution. ■

 

Et 100 pct. vedvarende energisystem ligner mere og mere den ægte pragmatiske løsning: den nødvendige, logiske og billigste løsning. Ikke længere en utopi
_______

 



Katrine Maria Lumbye (f. 1983) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Organisation på CBS med fokus på energivirksomheders rolle i den globale energiomstilling. Hun har i en årrække arbejdet for FN’s Miljøprogram, bl.a. som leder af et vedvarende energiprojekt i Haiti og som policy-udvikler for FN’s Miljøprograms særlige rådgiver for Verdensmålene. Derudover har hun arbejdet i Klima- og Energiministeriet og Udenrigsministeriet. ILLUSTRATION: Vindmøller ved Aggersund vindkraftpark, Jylland, 30. september 2013 [foto: Johan Wessman/News Øresund]