Knud Vilby: Politikerne underminerer sammenhængskraften i samfundet, mens de sociale problemer vokser hastigt

Knud Vilby: Politikerne underminerer sammenhængskraften i samfundet, mens de sociale problemer vokser hastigt

13.01.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Velfærdspolitik har i et århundrede bestået i at regulere markedet. Med skatter og afgifter har man mindsket uligheden, med gratis sundheds- og uddannelsestilbud har man givet de økonomisk dårligst stillede bedre chancer. Sådan har man gjort, og det har virket. Det har ændret sig – og det nye er, at politikerne forstærker den markedsskabte ulighed.

Kronik af Knud Vilby

Dansk økonomi boomer. Samtidig vokser en række sociale problemer markant. De dokumenteres blandt andet af Danmarks Statistik og af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er ikke en ny udvikling, men det er blevet særligt dramatisk over de seneste år. Umiddelbart virker det uforståeligt. I et historisk perspektiv er det nærmest udansk. Den skandinaviske model har netop skabt velstand uden dramatisk voksende ulighed.

Inden jeg forsøger mig med et svar, vil jeg først præsentere fire eksempler på den alvorlige vækst i sociale problemer, som sjældent ses i sammenhæng.

1) Fattigdom
Der er hastig vækst i fattigdommen. Jeg ved godt, at fattigdomsgrænsen til alle tider er til diskussion, og at der er forskel på absolut og relativ fattigdom, men det er uomgængeligt, at der er sket et relativt fald i indkomsterne i bunden, samtidig med at de rige har øget deres indtægter betydeligt. Det skyldes i høj grad kontanthjælpsloftet (fattigdomsydelsen) og de politiske beslutninger, som har ført til, at indeksreguleringen af overførselsindkomster nu i en række år har været mindre end pris- og lønudviklingen, men det er også en konsekvens af globaliseringen. De mest attraktive mennesker på arbejdsmarkedet kan stille større lønkrav end før, men samtidig er de dårligst stillede blevet endnu svagere. Der er nu 64.500 fattige børn i Danmark, og der er blevet 12.000 flere på et år. Man kan diskutere fattigdomsgrænsen, men man kan ikke benægte, at udviklingen er udtryk for en voldsom polarisering i samfundet. En langt større afstand mellem samfund og bund end tidligere. Ulige muligheder.

 

Danmark klarer sig dårligt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, specielt hvad angår hjemløshed blandt unge. Andre steder har man bragt tallet ned, i Danmark stiger det
_______

 

2) Hjemløshed
Der er blevet flere hjemløse. I 2017 var der omkring 6.600 hjemløse, og det er 33 pct. flere end i 2009. Danmark klarer sig dårligt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, specielt hvad angår hjemløshed blandt unge. Andre steder har man bragt tallet ned, i Danmark stiger det. En tredjedel af de hjemløse er mellem 18 og 29 år. Godt halvdelen skønnes af have psykiske problemer, der ofte forværres under hjemløsheden. En af de største årsager er, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde billige boliger til mennesker med lave eller ustabile indtægter, herunder mange af de unge, der ikke kan eller vil bo hjemme. Adskillige politiske handlingsplaner er slået fejl.

3) Usikkerhed og midlertidighed
Flere og flere mennesker lever i en form for usikkerhed og midlertidighed, der hindrer dem i at planlægge en fremtid, hvilket forstærker sociale og psykiske problemer og i værste fald leder til traumatisering. Det gør sig især gældende for flygtninge, der indtil for få år siden ville have fået permanent opholdstilladelse, fordi deres asylbehov blev anerkendt, men som i dag må leve med en form for konstant midlertidighed, fordi man opererer med midlertidige opholdstilladelser.

Jeg er klar over, at dette er sociale problemer, som en stor og stærk politisk fløj vil afvise at tage alvorligt. Generationers erfaringer med asylbehandling viser ikke desto mindre, at forudsætningen for, at flygtninge får et rimeligt liv her eller efter genbosætning, er, at de har et liv med en form for fundamental tryghed, hvor de kan planlægge nogle år frem. Det manglende fremtidsperspektiv rammer i høj grad børn og unge, der risikerer at få permanente traumer. Det er en politisk beslutning, der ødelægger nye generationer. Uagtet hjemsendelsespolitikken skal mange af disse mennesker fortsat bo her, fordi de på et tidspunkt vil være berettigede til permanent opholdstilladelse. Det er dyrt for samfundet, hvis de både er marginaliserede og traumatiserede, og det må være en samfundsopgave, at give dem rimelige forudsætninger for at kunne klare sig. Nye tal viser, at det går bedre end tidligere med at få flygtninge i arbejde.

4) Stigmatisering
Flere stigmatiseres. Igen er der tale om et politisk betændt område præget af stor uenighed, blandt andet angående håndteringen af det, regeringen kalder ghettoproblemerne. Det generelle billede er, at kriminaliteten er faldet, og at flere unge fra de såkaldte ghettoer får en uddannelse og efterfølgende et arbejde. (Se bl.a. Aydin Soei: ”Omar – og de andre”. 2018). Der er dog stadig alvorlige problemer, og der er en hård kerne af kriminalitet, som nogle steder er blevet værre end tidligere. Derfor er der brug for en indsats, men med ghettoplanerne indfører man forskellige lovkomplekser for forskellige dele af Danmark. Dermed skaber man en lovbaseret formel ulighed for loven. Ghettobeboere får et stempel, måske ikke som andenklasses borgere, men dog som nogle, vi andre skal tage os i agt for.

Samtidig skal de ”tvangshjælpes” på nogle områder, som når der stilles særlige krav om brug af daginstitutioner og ”opdragelse” til danske værdier, hvilket øger polariseringen yderligere. Et af formålene er at lave mere blandede boligkvarterer, men konsekvensen kan i værste fald blive det modsatte. De velfungerende vil søge væk fra de såkaldte ghettoer. De svageste – dem, nogle nu kalder modborgere – vil blive tilbage. Den voksende økonomiske ulighed øger i forvejen opsplitningen af danskere i forskellige boligkvarterer. Ghettopolitikken risikerer at gøre det endnu værre.

 

Forskellene øges hele tiden: økonomisk, socialt, boligmæssigt og uddannelsesmæssigt. Der er opstået et megarigt parallelsamfund for folk med ufatteligt store indtægter, mens andre skal være glade, hvis de klarer sig nogenlunde fra dag til dag
_______

 

Problemerne underminerer sammenhængskraften
De fire problemer som jeg har præsenteret her – og som jeg er helt bevidst om, at danskere vurderer forskelligt – er alle med til at mindske sammenhængskraften i samfundet. Forskellene øges hele tiden: økonomisk, socialt, boligmæssigt og uddannelsesmæssigt. Der er opstået et megarigt parallelsamfund for folk med ufatteligt store indtægter, mens andre skal være glade, hvis de klarer sig nogenlunde fra dag til dag. Nogle har et fremtidsperspektiv, andre har det ikke. Det hænger ikke sammen. Det giver ikke meget at være fælles om.

Ødelæggelsen af sammenhængskraften er i vid udstrækning en konsekvens af aktive politiske beslutninger fra skiftende regeringer og Folketinget. På flere områder rammer den voksende ulighed især danskere med en anden etnisk baggrund end dansk. Men den rammer også etniske danskere, og uanset hjemsendelsespolitik vil Danmark også i fremtiden være et land med en blandet befolkning og behov for sammenhængskraft.

Markedsskabt ulighed forstærkes
Markedsøkonomien har en tendens til at fremme ulighed og polarisering. Alle har ikke de samme muligheder. Formuer koncentreres, og nogle få ejer stadig mere. Det er gammel viden, og velfærdspolitik har i et århundrede bestået i at regulere markedet. Med skatter og afgifter har man mindsket uligheden, med gratis sundheds- og uddannelsestilbud har man givet de økonomisk dårligst stillede bedre chancer. Sådan har man gjort, og det har virket.

Det har ændret sig – og det nye er, at politikerne forstærker den markedsskabte ulighed.

Klarest ses det i indkomstudviklingen. For at det efter sigende skal kunne betale sig at arbejde indfører man fattigdomsydelser, der har den konsekvens, at den presser de laveste lønninger nedad, mens man letter skatten i toppen for at fremme investeringer. En aldrig omtalt konsekvens er, at en lille minoritet i samfundets top har så store formuer, at de reelt ikke behøver at arbejde. At det skal kunne betale sig at arbejde, gælder først og fremmest i bunden.

 

Hvornår bliver de sociale spændinger så store, og den samfundsmæssige opsplitning så voldsom, at vi også i Danmark får ”oprør”, som dem man ser i række europæiske lande?
_______

 

Politisk forsøger man at bagatellisere den voksende ulighed. Uligheden er større i mange andre lande, siger man. Det er rigtigt, men hvor længe, når det hvert år går den gale vej? Hvornår bliver de sociale spændinger så store, og den samfundsmæssige opsplitning så voldsom, at vi også i Danmark får ”oprør”, som dem man ser i række europæiske lande?

Når antallet af hjemløse vokser i et samfund med en god økonomi, er det en logisk følge af markedsmekanismer, man fra politisk side ikke har ønsket at regulere. Man har i mange år reelt fremmet køb af ejerboliger og svækket udviklingen af den almene boligsektor, hvilket begrænser byggeri af billige boliger. Se blot på hvordan man i hovedstadsområdet har brugt offentligt dyrt grundsalg til finansiering af infrastrukturudvikling.

Den politiske beslutning om at gå fra et fokus på integration af flygtninge til et hjemsendelsesparadigme og stigmatiseringen af såkaldte ghettodanskere er politiske beslutninger, der i bund og grund ikke handler om at løse problemer, men i stedet drejer sig om, at placere ansvaret for alt, hvad der virker dårligt, hos bestemte grupper i samfundet. Det indebærer, at de, der i forvejen har det svært, får det endnu sværere.

Konsekvensen vil ikke blot være flere sociale og økonomiske problemer i fremtiden, men også flere psykiske problemer og traumer. Kort sagt mindre sammenhængskraft og større ulighed. Der tales meget om, hvad indvandring på kort sigt koster samfundet, mens det ofte glemmes eller fortrænges, at Danmark ville have faldende befolkningstal og massive økonomiske problemer uden indvandring. Og der tales meget lidt om de ekstra samfundsudgifter, som voksende ulighed og samfundsopsplitning og marginalisering vil komme til at koste.

Polariseringen er klart en udfordring for hele det politiske system, men naturligvis primært for centrum-venstre-alliancen, hvis den eksisterer. Tænk, hvad der kan spares i fremtiden, hvis færre unge vokser op i fattigdom, og hvis endnu flere flygtninge og indvandrere kommer til at bidrage til samfundet både med arbejde, skatter og kreativitet. ■

 

Tænk, hvad der kan spares i fremtiden, hvis færre unge vokser op i fattigdom, og hvis endnu flere flygtninge og indvandrere kommer til at bidrage til samfundet
_______

 



Knud Vilby (f. 1942) er uddannet journalist og har tidligere været chefredaktør på Information. Han optræder ofte som debattør på venstrefløjen, og han har været formand for Den Danske UNESCO Nationalkommission, Mellemfolkeligt Samvirke og Socialpolitisk Forening. Han er formand for Jyderup Højskole. ILLUSTRATION: Hjemløs mand sover i sovepose ved Rådhuspladsen i København [Foto: Christian Lindgren/Scanpix]