30.10.2019

.

Debatten om SU’en i Danmark stort set er ikkeeksisterende, på trods af at den har en ringe effekt på den sociale mobilitet og ikke kommer de mest udsatte til gavn. Stort set ingen tør udfordre de magtfulde, røde studenterbevægelser og den store gruppe af middelklassevælgere. Men det bør de borgerlige gøre.

Kommentar af Signe Bøgevald Hansen

EKSISTENSBERETTIGELSEN FOR den universelle, statslige uddannelsesstøtte (SU) er ikke noget, vi snakker om i dag. I 1950’erne oprettede man Ungdommens Uddannelsesfond, som var en forløber til SU’en. Her var adgangen dog begrænset, og man ønskede at hjælpe de ”mest trængende, studieegnede unge”. Det var i sin tid venstremanden Bertel Haarder der stod for den udvidelse af SU’en, der i 1988 gjorde den til en universel ydelse med indførslen af det såkaldte klippekort. Dengang var et af argumenterne, at man ønskede at forbedre den sociale mobilitet.

I dag – selv blandt de borgerlige partier i Folketinget – er det uhyre sjældent, at SU’ens berettigelse diskuteres. Ja, selv reformer af SU-systemet er svære at diskutere. Og hver gang dette prøves – fx når De Økonomiske Vismænd foreslår at fjerne SU’en på kandidatuddannelsen – så bliver det mødt med kraftig modstand fra fx elev- og studenterorganisationer som Danske Studerendes Fællesråd.

 

Det er problematisk, at debatten om vores universelle ydelser som SU’en stort set er ikkeeksisterende. For ydelsen er i sin grundessens dybt uretfærdig
_______

 

Det er problematisk, at debatten om vores universelle ydelser som SU’en stort set er ikkeeksisterende. For ydelsen er i sin grundessens dybt uretfærdig. SU’en gør, at vi studerende i langt mindre grad tager ansvar for egen uddannelse og fremtid, idet vi ikke selv har samme behov for at investere i egen uddannelse ved fx at tage et studielån eller et studiejob.

Man kan naturligvis argumentere for, at studerende i forvejen investerer i egen uddannelse, da de med SU’en ikke har et nødvendigt behov for at arbejde ved siden af studiet og netop kan investere alt deres tid i deres uddannelse. Dog er der ingen, der siger, at du nødvendigvis behøver at tage et studiejob, såfremt SU’en afskaffes. Nej, du kan også vælge at tage et studielån, hvis det er vigtigt for dig at bruge al din tid på uddannelse. Hvis du omvendt vurderer, at studiejobbet er en bedre måde at dække dine udgifter samt give dig relevant erfaring, så er det også en måde at finansiere basale behov på.

JEG VED GODT, at størstedelen af de danske studerende bruger deres SU på husleje, mad og andre nødvendigheder – og ikke udelukkende på øl og cafébesøg. Det er derfor ikke nødvendigt at male et forkert skræmmebillede af SU-modtagerne som forkælede og privilegerede. SU’en er naturligvis ikke ”gratis penge”. Mod en månedlig understøttelse af staten, mens vi studerer, skal vi studerende betale tilbage med en tårnhøj skatteprocent resten af livet.

Faktisk viser Rockwool Fondens Forskningsenheds undersøgelse fra 2016, at det høje skattetryk i Danmark netop er med til at forringe den sociale mobilitet. Undersøgelsen viser, at den sociale mobilitet i forhold til uddannelse – altså børns muligheder for at uddanne sig bedre end deres forældre – er på samme niveau i velfærdsstaten Danmark som i USA. Hvis man er barn af en ufaglært far, er sandsynligheden i både Danmark og USA omkring 20 pct. for, at man får sig en videregående uddannelse. For på trods af, at vi har fri og lige adgang til uddannelse, så svækkes den sociale uddannelsesmobilitet på grund af de dårlige økonomiske incitamenter til at uddanne sig, da det høje skattetryk giver et dårligere afkast ved at uddanne sig.

 

Udover at SU’en er et evigt lån, som vi skal betale tilbage gennem et tårnhøjt skattetryk hele vores liv, må vi også finde os i, at velfærdsstaten regulerer os med reformer som Fremdriftsreformen og uddannelsesloftet
_______

 

SU’en har heller ikke været med til at mindske den relative forskel mellem børn fra ufaglærte hjem og børn fra akademikerhjem, der får sig en uddannelse. Børn af forældre med en kort videregående uddannelse har kun 4 pct. sandsynlighed for at få en lang videregående uddannelse, mens børn af forældre med en lang uddannelse har 48 pct. sandsynlighed for det samme. Det viste rapporten En Dansk Fattigdomsgrænse, der blev udarbejdet af et ekspertudvalg nedsat af den daværende Thorning-regering i 2012.

Udover at SU’en er et evigt lån, som vi skal betale tilbage gennem et tårnhøjt skattetryk hele vores liv, må vi også finde os i, at velfærdsstaten regulerer os med reformer som Fremdriftsreformen og uddannelsesloftet, der skal sikre, at vi studerende gennemfører vores uddannelser på den mest effektive måde, så vi ikke bebyrder velfærdsstaten unødigt.

INGEN TØR DOG at røre SU’en – eller tage debatten om den. For det er middelklassens børn, der har allermest gavn af den. Det er netop i middelklassen, at medianvælgeren befinder sig, og det er medianvælgeren, som politikerne – uanset politisk ståsted – ønsker at gøre sig attraktive for. For i middelklassen hører de fleste af os til, og det er derfor også middelklassens interesser, som den danske velfærdsstat i høj grad repræsenterer og varetager.

Det viste økonomerne Allan H. Meltzer og Scott F. Richard tilbage i 1978, hvor de fremstillede en model, der viser, at når medianvælgerens indkomst er lavere end gennemsnittet, så vil medianvælgeren være tilbøjelig til at støtte omfordeling. Det ser man tydeligt i den danske velfærdsstat, hvor en række af de universelle ydelser, fx SU’en, hovedsageligt kommer medianvælgeren til gavn.

 

Når SU’en hverken gavner den sociale mobilitet i nævneværdig grad eller kommer de mest udsatte danskere til gavn, som jo blandt andet var dens oprindelige eksistensberettigelse, så er det tid til et opgør med den
_______

 

Når SU’en hverken gavner den sociale mobilitet i nævneværdig grad eller kommer de mest udsatte danskere til gavn, som jo blandt andet var dens oprindelige eksistensberettigelse, så er det tid til et opgør med den. Og særligt de borgerlige bør gå forrest. Borgerlige politikere taler ofte om ansvaret for egen fremtid og liv på en række områder. De arbejdsløse bærer først og fremmest ansvaret for eget liv, og det er ikke naboens ansvar at finansiere dem i en unødig høj grad. På samme måde har indvandrere et personligt ansvar for at integrere sig i det danske samfund.

DET ER EN SUND tilgang at have – at friheden naturligvis følges af ansvaret. Men samme logik og argumenter bør naturligvis også være gældende, når det handler om os studerende. Her bør det være helt naturligt, at man forventer, at studerende tager et ansvar for eget liv, egen fremtid og egen uddannelse. SU’en fordrer nemlig en ærgerlig form for ansvarsløshed. For SU’en kan gøre, at man i mindre grad vælger studier, hvor man har en rimelig antagelse om at komme i job efterfølgende.

Naturligvis må man fuldstændig selv afgøre, hvilken uddannelse man vælger, men man bør i højere grad også selv bære ansvaret, hvis man vælger et studie, hvor der er ringe jobmuligheder. Med andre ord må du i højere grad end på nuværende tidspunkt bære det økonomiske ansvar for egen uddannelse – for med den tilgang forventes det generelt at regulere unge til at tage uddannelser, hvor arbejdsløsheden er lavere. Og de, som stadig vælger en uddannelse, hvor risikoen for ledighed er høj: Ja, de bærer selv en større del af den økonomiske byrde, hvis man fx omdanner SU’en til et lån.

Det er ærgerligt, at debatten om SU’en i Danmark stort set er ikkeeksisterende – på trods af at den har en ringe effekt på den sociale mobilitet og ikke kommer de mest udsatte til gavn. Stort set ingen tør udfordre de magtfulde, røde studenterbevægelser og den store gruppe af middelklassevælgere, der i allerhøjeste grad nyder gavn af SU’en. Derfor bør særligt borgerlige politikere tage kampen op mod den uretfærdige SU og bør tale om de studerendes ansvar for eget liv og uddannelse. ■

 

Derfor bør særligt borgerlige politikere tage kampen op mod den uretfærdige SU og bør tale om de studerendes ansvar for eget liv og uddannelse
_______

 

Signe Bøgevald Hansen (f. 1998) er landsformand for Liberal Alliances Ungdom og studerer statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Venstres Sophie Løhde og Tommy Ahlers i Folketingssalen [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]