Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON41: Dommedag nu? Det 20. århundrede var utopisternes århundrede, men det 21. århundrede kan meget vel tilhøre dystopisterne

Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON41: Dommedag nu? Det 20. århundrede var utopisternes århundrede, men det 21. århundrede kan meget vel tilhøre dystopisterne

20.03.2020


Forestillinger om fremtiden er per definition fiktion. Derfor glider tv-seriernes narrativ umærkeligt sammen med klimaforskernes forudsigelser og frygten for overvågningskapitalisme. Denne frygt for fremtiden kalder vi dystopisk, og troen på dystopien kommer til udtryk i fortællingen om en række centrale samfundsudviklinger.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Efter at have drejet ned ad den støvede landevej kører man forbi græssende køer, til man når porten i trådhegnet, hvor en bevæbnet vagt byder velkommen til Survival Condos. Vi befinder os i Kansas, hvor en missilsilo er blevet indrettet til ejerlejligheder, som bliver solgt for 7 mio. kr. stykket. Kunderne: Mennesker, der leder efter et sikkert sted at holde til, når samfundet kollapser.

Frem til 1960 husede komplekset i Kansas Atlas-atommissiler rettet mod Sovjetunionen, og siloerne var beregnet til at kunne modstå et sovjetisk atommissil. I dag beskytter de mange meter beton et beboelseskompleks med en underjordisk svømmepøl, biograf, hundetræningsbane og, selvfølgelig, en skydebane. The New York Times beretter, hvordan ejerne betaler 13.000 kr. om måneden for at have deres apokalyptiske sommerhus stående klar til den dag, hvor de må pakke bilen med det allermest nødvendige og forlade den kollapsende civilisation til fordel for fatombunkerens sikkerhed.

Ejerne af Survival Condos har pengene til at købe sig en slags sikkerhed mod samfundets forestående sammenbrud. De er business class-versionen af de Survivalists, som mange vil kende fra tv-programmet National Geographic’s Doomsday Preppers, som følger familier, der forbereder sig på apokalypsen med dåsemad og rigeligt med håndvåben i kælderen i deres forstadshus. Det program er reality-tv-udgaven af den fascination af dommedag, som i disse år dominerer populærkulturen igennem adskillige bøger, film og tv-serier om zombier, klimakollaps, pandemier og andre historier om, hvordan verden af i morgen er endnu mere skræmmende end verden af i dag.

Forestillinger om fremtiden er per definition fiktion, uanset hvor meget videnskabeligt belæg fremskrivningerne af nutidens tendenser måtte have. Derfor glider tv-seriernes narrativ umærkeligt sammen med ejendomsmæglerens salgsopstilling for Survival Condos, klimaforskernes forudsigelser og frygten for overvågningskapitalisme. Denne frygt for fremtiden kalder vi dystopisk, og troen på dystopien kommer til udtryk i fortællingen om en række centrale samfundsudviklinger: teknologi, indvandring, magtpolitik og klima.

Teknologi
Den teknologiske udvikling bliver ofte sat i et dystopisk lys. Robotter vil tage arbejdet fra mennesker, som vil blive overladt til evig arbejdsløshed. Samtidig er frihedsrettighederne truet af de muligheder for overvågning, som moderne informationsteknologi giver. På FN’s Generalforsamling i september 2019 sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, således: ”Digital authoritarianism is not, alas, the stuff of dystopian fantasy but of an emerging reality”.

Indvandring
På samme vis skildrer debattører indvandring som et mareridt, der bliver til virkelighed. I oktober 2019 spurgte Eva Selsing i sin klumme i Berlingske: ”Ender vi som Balkan, Libanon eller Utopia?”. For Selsing er troen på et fredeligt og fordrageligt multikulturelt samfund utopisk. Dystopien – borgerkrig som på Balkan eller i Libanon – forekommer disse meningsdannere mere realistisk. En realitet, som Kaspar Colling Nielsen (der i september 2019 blev taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen) beskrev i sin roman Det europæiske forår (2017), hvor ydre Nørrebro er hegnet ind som Warszawas ghetto og bevogtet af soldater.

Magtpolitik
Den postvestlige verden, hvor det ikke længere er USA og dets allierede, som sætter den globale dagsorden og definerer de globale regler, er fremtiden. I hvert fald ifølge en række iagttagere, der betragter præsident Trumps embedsperiode som beviset på, at USA hverken magter eller ønsker at være den dominerende magt. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har således med slet skjult fryd talt om den ’postvestlige verdensorden’, mens statsminister Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2019 sagde: ”Historien går ikke kun fremad. Den kan også gå tilbage.
Ude i verden tabes de sejre, vi troede var vundet. Frihandel. Frihedsrettigheder. Kvinders frie ret til abort”.

Klima
Klimaforandring er måske det område, hvor frygten for fremtiden står klarest. Vores børn vil ikke opleve det milde vejr og de økonomiske muligheder, som har været tidligere generationer til del, fordi samfundet ikke er bæredygtigt, og kloden står over for et klimakollaps, lyder argumentet. ”Det er værre, meget værre, end du tror”,’ skriver David Wallace-Wells i sin bog The Uninhabitable Earth, hvis titel siger det hele. Den svenske skoleelev Greta Thunberg er blevet en repræsentant for den generation, som skal arve en nedbrudt planet og et samfund uden muligheder – hendes budskab: At tiden er kommet til at gå i panik – der skal handles nu. Men måske er det allerede for sent, når Australiens skove brænder i den varmeste sommer nogensinde, og Amazonas’ træer bliver brændt ned med velsignelse af en brasiliansk regering, som ikke ser behovet for bæredygtig udvikling. I 2020 konkluderede den risikovurdering, der bliver udgivet som optakt til det årlige Davos-topmøde, at manglende forebyggelse og håndtering af klimaforandring (’failure of climate change mitigation and adaption’) er den risiko, som verdens erhvervsledere frygter, vil få størst global gennemslagskraft.

 

Man argumenterer for, at vi skal erkende, at krisen ikke kan løses, men tværtimod udgør det fundament, som fremtiden bygges på. Fremtidens samfund er et hjemsøgt hus bygget på et fundament af kriser
_______

 

Dystopien som argument
På disse og andre områder er udgangspunktet, at det vestlige samfund ikke alene står over for en række kriser, men at disse kriser tilsammen udgør opskriften på et samfund, der er værre end det, som vi har i dag. Man argumenterer for, at vi skal erkende, at krisen ikke kan løses, men tværtimod udgør det fundament, som fremtiden bygges på. Fremtidens samfund er et hjemsøgt hus bygget på et fundament af kriser.

Hvad er konsekvensen af en udbredt tro på, at de vestlige samfund er i krise, og at disse kriser ikke er nutidens undtagelser, men tværtimod grundlaget for fremtiden?

Samfundet bliver formet ikke alene af historien om, hvor det kommer fra, men også af historien om, hvor det er på vej hen. Den historie bliver fortalt i bøger og film. Den bliver fortalt af våbenhandlere og ejendomsmæglere. Og den bliver fortalt af politikere. Den bliver skrevet i versaler og med rigeligt med emojier på sociale medier.

Uanset om man sælger tv-serier, ejerlejligheder i atombunkere, trafik på sin hjemmeside eller politiske budskaber, så skal der være nogen, som lytter til historien om ens produkt, før det sælger.

Den vestlige civilisation har tidligere været baseret på historien om fremskridtet. Fascinationen af nye teknologier, nye ideer, samværsformer og nye muligheder har i tidens løb solgt tv-serier, ejerlejligheder og politik. Men denne fascination af fremskridt har altid har haft en skyggeside, hvor muligheden for, at fremskridt blot var et tomt løfte, og at det, der ventede om næste hjørne på historiens vej, var – med Tom Kristensens ord – ’skibskatastrofer og pludselig død’.

Denne dystopiske ide, og hvordan den former vores syn fremtiden og vores politik, er emnet for denne artikel. Ikke fordi de kriser, som Danmark eller Vesten står over for, nødvendigvis fører til et snarligt sammenbrud, og slet ikke fordi et snarligt sammenbrud er ønskværdigt, men fordi argumentet om det snarlige sammenbrud fylder mere og mere i vores samfundsforståelse og dermed bliver et stærkere og stærkere politisk argument.

Hvor vi som borgere og forbrugere er vant til de optimistiske fremskridtsargumenter – og derfor veludrustede med kynisme til at gennemskue, når politikere, meningsdannere og andre sælgere lover os, at vores liv bliver bedre, hvis bare vi køber deres ide eller produkt – så er vi ikke tilsvarende vænnet til at håndtere dem, som vil sælge os dystopien. Vi står underligt naive over for dystopiske argumenter – så uvante er vi med, at man vil sælge os dommedag, at vi finder de negative argumenter mere troværdige end de positive.

På et tidspunkt hvor en række reelle udfordringer og kriser truer, er det afgørende politiske spørgsmål, hvorvidt disse kriser kan løses og bruges til at realisere et bedre samfund, eller om drømmen om dette bedre samfund ikke alene er urealistisk, men også farlig, fordi den er et udtryk for manglende erkendelse af problemernes størrelse. Politikkens mål og midler er afgørende forskellige, alt efter hvordan man besvarer det spørgsmål. Og spørgsmålet er måske det vigtigste politiske emne i 2020’erne.

 

Den teknologiske udvikling bliver ofte sat i et dystopisk lys. Robotter vil tage arbejdet fra mennesker, som vil blive overladt til evig arbejdsløshed. Samtidig er frihedsrettighederne truet af de muligheder for overvågning, som moderne informationsteknologi giver
_______

 

Fremtiden bygges på nutidens kriser
Den engelske filosof og politiker John Stuart Mill lancerede konceptet om ’dystopi’ i en debat i det britiske parlament i 1868, hvor han kritiserede regeringens irske politik. Mill mente, at regeringen havde opgivet at skabe bedre forhold i Irland og i stedet førte en politik baseret på, at tingene ville gå fra dårligt til værre. Det førte sin egen uansvarlighed med sig, mente Mill. I mangel af tro på fremskridt følte regeringen intet ansvar for at forhindre tilbageskridt. Derfor var regeringens politik urealistisk, men ikke på en idealistisk måde. Med andre ord var regeringens politik ikke ’utopisk’, mente Mill, der måtte opfinde et andet, negativt ord for urealistisk for at beskrive regeringens politik. ”De burde derfor i stedet blive kaldt dys-topikere eller cacotopiere”, sagde Mill i parlamentet, ”hvad man almindeligvis kalder utopisk, er for godt til at være praktisk gennemførligt; men hvad de synes at foreslå, er for dårligt til at være praktisk gennemførligt”.

Caco betyder dårligt på græsk. Hvor statsmanden og filosoffen Thomas More i sit værk Utopia fra 1516 ville beskrive et samfund, der var urealistisk, fordi det var ideelt, så beskriver Dystopia et samfund, som er urealistisk, fordi det er dårligt. Men fordi noget er urealistisk på nuværende tidspunkt, betyder det jo ikke, at det altid vil være urealistisk. Præcis som man kan stræbe efter et samfund, som er utopisk efter de nuværende forhold, men hvor man har identificeret de ting i det nuværende samfund, som skal forandres for at skabe Utopia, så kan man frygte, at bliver en række tendenser i samtiden til virkelighed, så kan det virkeliggøre et Dystopia.

Det 20. århundrede var utopisternes århundrede, mens det 21. århundrede meget vel kan tilhøre dystopisterne. I det 20. århundrede var marxismen måske det tydeligste eksempel på en utopisk ideologi, der lovede et samfund, hvor alle ydede efter evne og nød efter behov. Det kommunistiske samfund, som Marx og Engells beskrev, var en utopi på linje med Mores, men hvor Mores forestilling om et samfund formet som et munkekloster aldrig blev gennemført i praksis, så prøvede man rent faktisk at realisere det kommunistiske Utopia – med katastrofale konsekvenser.

Marxismen var imidlertid blot den mest magtfulde utopistiske strømning i tiden. Funktionalistisk arkitektur var utopistisk i den måde, hvorpå den forestillede sig, at mennesket skulle leve inden for rette linjer. Psykoanalysen havde stærke utopiske elementer i den måde, hvorpå den forestillede sig, at man kunne sætte mennesket fri, hvis det lærte at håndtere sine indre kriser. Velfærdsstaten var et utopisk projekt, der byggede på troen på, at man kunne planlægge et samfund uden økonomiske kriser, med fuld beskæftigelse og social tryghed. Filosoffen Karl Popper kaldte denne fremskridtstro ’historicisme’, fordi den byggede på en ide om, at historien havde et endemål, som staten kunne realisere, hvis den opbyggede den perfekte viden om samfundet og omsatte denne viden til politik. Man kunne simpelthen finde en politisk algoritme, som fjernede de problemer i samfundet, der udløste kriser, ved at opstille en plan for den samfundsmæssige udvikling. Historicismen var utopisk, fordi det ikke var praktisk muligt hverken at vide alt om samfundet eller at omsætte den viden til de politiske greb, som skulle skabe det perfekte samfund.

Hvor filosofisk uholdbar utopismen end måtte være, så påpegede videnssociologen Karl Mannheim, at den gav et stærkt sammenhold, fordi den definerede grupper efter, hvad de håbede på og stræbte efter. Kommunister var villige til at acceptere diktatur og lidelse, fordi troen på det kommunistiske samfund var så stærk. Folk flyttede med glæde ind i firkantede højhuse med fornemmelsen af, at de boede i fremtiden.

Men optimisme er ikke den eneste måde at skabe sammenhold på. Frygt er mindst lige stærk en faktor for sammenhold, som håb er. Dystopia definerer grupper efter, hvad de frygter, og hvad de prøver at undgå. Hvor troen på viden, muligheden for at afdække sindets logikker og bestræbelsen på at bygge de perfekte boliger eller tilrettelægge den perfekte økonomi prægede det 20. århundredes utopisme, er det 21. århundredes dystopisme forenet i frygten for, at viden er en utilstrækkelig forudsætning for forandring.

Ifølge dystopisterne ved vi, at kloden går under pga. klimaforandringer, og vi ved, at kapitalismen er ustabil, og krisen i 2008 blot forsmagen på et kommende kollaps. Vi ved, at udviklingen af kunstig intelligens vil skabe maskiner, der bliver mere intelligente end mennesker – dystopisterne ved dette og mere, men de har samtidig erfaring med, hvordan utopisterne kuldsejlede med deres projekter i det 20. århundrede. Dystopisterne har lært, at der ikke er en plan, som kan føre os ud af krisen. Derfor trykker dystopisterne på fast forward og går ud fra, at nutidens kriser fører til de katastrofer, som fremtiden bliver bygget på.

 

Thunberg er en revolutionær med få eller ingen ideer om, hvad der kommer efter revolutionen, bortset fra at udledningen af CO₂ vil være mindre. Revolutionen vil være CO₂-neutral
_______

 

Et budskab fra de tidsrejsende
Skal vi forstå, hvordan dystopi fungerer i politik, giver det mening at se på, hvordan det dystopiske narrative virker i science fiction. Science fiction-forfatteren Bruce Sterling skriver, at science fiction er en nutidslitteratur, som går imod konsensus – verden ser, eller kan se, anderledes ud, end I tror, fortæller han. Dystopisk science fiction fortæller os, at det går værre, end vi tror, og at vi snart vil se konsekvenserne. Den canadiske forfatter Margaret Atwood, hvis bøger danner grundlag for HBO’s dystopiske serie The Handmaid’s Tale, mener, at science fiction er blevet stedet, hvor alternative samfund bliver udforsket, fordi der ikke er flere ukendte steder på jorden, hvor man kan placere alternative byer.

Men måske findes en anden forklaring: globaliseringen. Vi taler om andre fremtider, fordi vi oplever nutidens samfund som ens. Efter afslutningen af Den Kolde Krig er det ikke et Sovjetunionen, der udgør en alternativ samfundsvision, som man kan rejse til og berette fra. I en globaliseret verden er vi også løbet tør for terra incognita [ukendt land, red.] – der findes ikke et mytisk Amerika eller Australien at rejse til og begynde en ny tilværelse eller et nyt samfund i. Dystopien er således et udtryk for, at det ikke længere er muligt at flygte fra vores samfund.

Bruno Latour, der blev et af de store navne i fransk samfundsvidenskab ved netop at studere, hvordan videnskabelig viden skabes og påvirker samfundet, gentager de skønlitterære forfatteres argument, når han skriver, at klimakrisen handler om, at der ikke er en planet til globaliseringen (som aktivisterne siger: there is no Planet B). Der er ikke plads til at leve på den måde, som vi gør i dag, så Jorden forsvinder under fødderne på borgerne i de vestlige samfund. Der er, som Latour så behændigt siger det, ikke noget sted at lande. Ifølge Latour har de moderne samfund været bygget på en fremtidsvision baseret på vækst, der ikke længere er holdbar – og i fraværet af et terra incognita at vokse ind i er vi stødt ind i vores samfunds grænser. Vi vender os om – og ser kun der, vi kom fra, ikke muligheder for at bygge nye utopiaer; tilbage er kun dystopien.

I science fiction er et velkendt fortælletrick at lade hovedpersonen rejse tilbage i tiden, hvor vedkommende fortvivlet forsøger at overtale folk i nutiden til at foretage handlinger, som vil redde fremtiden – tænk på Bruce Willis i 12 Monkeys, som prøver at overbevise folk i 1990 om, at en pandemi vil udslette jorden om seks år. Men fordi de ikke kender fremtiden, som vores tidsrejsende helt gør, kan nutidsfolkene ikke se verden for, hvad den er: De tror stadig på fremtiden og ser ikke udsigten til dystopien.

Som 17-årig er Greta Thunbergs udsigt fremtiden og ikke de forgangne år, som ældre generationer lever i. Hun taler med den tidsrejsendes desperation om, hvordan politikerne har løjet ved at give håb for fremtiden. Hendes retorik kan virke voldsom, men er så meget desto mere voldsom, når det går op for en, at Thunberg ikke bruger metaforer: Hun er overbevist om, at verden går under – hun opfordrer vitterligt til oprør mod den bestående politiske og økonomiske orden. Som Thunberg skriver: ”Jeg har Asperger, og for mig er næsten alting sort eller hvidt. På mange måder synes jeg, at vi autister er de normale, og resten af menneskeheden er ret underlige”.

Hvad skal man vælge, hvis valget står mellem at se samfundet som fuldt af håb eller fuldt af frygt? Utopia eller Dystopia? Det er på ingen måde et tilfælde, at Thunberg er blevet symbolet på den klimamobilisering, som finder sted i disse år. Hun er vitterligt en tidsrejsende – i den forstand, at i hendes verden forsvinder afstanden mellem i dag og den verden, som FN’s Klimapanel beskriver i sine scenarier. For hende og hundredtusindvis af andre klimaaktivister verden over er klimakrisen ikke et politisk problem, men hverdag. Dermed fandt hun formlen, som gjorde klimaspørgsmålene politisk nærværende – ved at sige, at klimakrisen er begyndt, at vi allerede befinder os i dystopien, blev handling ikke bare en mulighed, det blev en nødvendighed. Med Thunbergs ord er tiden kommet til at ’gøre oprør’. Thunberg er en revolutionær med få eller ingen ideer om, hvad der kommer efter revolutionen, bortset fra at udledningen af CO₂ vil være mindre. Revolutionen vil være CO₂-neutral.

Den tyske sociolog Ulrich Beck beskriver denne logik som ’frigørende katastrofisme’ (’emancipatory catastrophism’, 2015), fordi klimaaktivister – netop ved at pege på den forestående katastrofe – skaber nye muligheder for politik. I lyset af den forestående katastrofe ophører den normale politiks logik, og det giver ekstraordinære muligheder.

Men de muligheder, som disse dystopister opstiller, er den tidsrejsendes muligheder. Hvis de ændrer begivenheder i nutiden, vil fremtiden blive bedre. Siden Rom-klubben [NGO bestående af bl.a. erhvervsledere, statsledere og forskere oprettet i 1968 med det formål at sætte fokus på forbindelsen mellem menneskehedens problemer, red.] udgav Grænser for Vækst i 1972, har miljø- og klimaaktivister været optaget af ’tipping points’. Det er dybest set at sætte samfundet på en ligning; hvis en af faktorerne bliver for stor, vil det ændre resultatet i katastrofal retning.

Dette argument gælder for klimaet, hvor man forudsætter, at når CO₂-mængden i atmosfæren når en vis størrelse, vil det udløse en kædereaktion, som forandrer klimaet endnu mere, end den procentvise stigning i sig selv berettiger, og at denne reaktion vil være så voldsom, at Jordens klima ikke står til at forbedre. Argumentet videreføres: Når centrale elementer af samfundet bryder sammen, vil hele samfundet bryde sammen.

I virkeligheden er der meget lidt, som tyder på, at samfund er indrettet som et mikadospil, hvor det hele bryder sammen, når man fjerner den pind, som resten hviler på. Men ideen om, at samfundet står på kanten af sammenbrud – og at det blot er et tyndt lag af fernis af civilisation, som holder naturtilstanden væk – ligger under de fleste dystopiske historier. Sammenbruddet er så meget desto mere sandsynligt, hvis vi hele tiden lever på kanten af det.

Dystopia handler således om fraværet af kontrol, eller sammenbruddet af kontrol, mens Mores Utopia handler om den fuldstændige kontrol over et samfund, som man derfor kan gøre perfekt.

Men hvis samfundet står over for sammenbrud – og er så skrøbeligt, at skår ikke kan limes – hvorfor så gøre noget? Forfatteren Jonathan Franzen rejste netop dette spørgsmål i The New Yorker i september 2019. Klimaapokalypsen vil ske, skriver Franzen; at tro, man kan undgå den, gør i virkeligheden tingene værre – for så fokuserer man på den forkerte handling. Franzen er en tidsrejsende, som har opgivet at overtale nutidsfolkene til at handle og i stedet er begyndt at købe dåsemad. Han er en venstreorienteret Doomsday Prepper. Som Beck siger det, sætter udsigten til katastrofen Franzen fri for politisk ansvar. Samfundet står ikke til at redde. Så i stedet for at gøre oprør, som Thunberg opfordrer til, vil Franzen melde sig ud af det store fællesskab og ind i lokale løsninger. Han argumenterer for, at man skal forberede sig på tiden efter katastrofen, på at leve i Dystopia. Så der skal bygges bæredygtige landbrug og selvforsynende samfund, som kan klare sig, når verden bryder sammen. Franzen synes bestemt, at man skal søge at mindske CO₂-udledningen, for så kan det blive nemmere at klare dommedag – for den kommer uanset hvad.

 

Modstanden mod globaliseringen var altid politisk marginal og kom ganske symbolsk mest til udtryk i voldelige demonstrationer ved G8-møder. Men klimadagsordenen har givet kapitalismekritikken vind i sejlene og normaliseret protesten mod vækst
_______

 

Fra vækst til vækstkritik
Apokalypsen er slem, men på den anden side sætter den fri. John Greer påpeger, at apokalypsen er et ældgammelt meme, som optræder fra mayaerne til vore dage, fordi denne fortælling om undergang giver en fribillet fra hverdagens problemer – de bliver opløst af en verdenshistorisk begivenhed.

Dette meme tiltaler os, fordi civilisationen kan være utrolig anstrengende og kompleks, mens katastrofen reducerer det moderne samfunds mange valg og kompromiser til en mere simpel eksistens, hvor der kun er én rigtig løsning, fordi man ikke kan gå på kompromis med overlevelse. Dystopiens politik bliver så, hvad der bedst vil klare sig i det postapokalyptiske samfund. Vil det være Franzens økologiske landbrug eller ejerne af Survival Condos?

Dystopien bliver således en moderne udgave af den naturtilstand, som optog oplysningstidens filosoffer. De var uenige om, hvordan livet var i dén tilstand (frit – eller kort og brutalt?), og tilsvarende er Franzen og andre dystoper uenige om, hvorvidt kollapset af det moderne samfund vil skabe mulighederne for et postkapitalistisk samfund eller netop et frit marked uden skat og umulige regler. De deler troen på, at uanset hvor slem apokalypsen måtte være, så slipper man i det mindste af med det moderne vestlige samfund.

Dystopier er det modsatte af liberalisme. Sine mange teoretiske og konkrete politiske variationer til trods handler liberalisme grundlæggende om, at verden bliver et bedre sted. Liberalismen er netop ikke utopisk, fordi den forestiller sig, at verden gradvist – og gennem selvorganisering – bliver et bedre sted. Det er en tro på, at historien gradvist fører til noget godt, der har formet det vestlige demokrati.

Men liberalismens tro på, at det nok skal gå alt sammen, kan være frustrerende. I det 19. århundrede førte denne frustration i USA til millerismen – opkaldt efter William Miller, der forudså, at verden ville gå under i 1844. Miller talte til skuffede liberale, som havde håbet, at slaveriet ville blive afskaffet, og barerne lukket, men i stedet fandt, at det amerikanske samfund var længere end nogensinde fra at realisere de idealer, som havde ført til uafhængighedskrigen 50 år tidligere. Jesus’ genkomst ville løse dette problem og, ja, alle andre problemer. Miller fik som bekendt ikke ret, og hans bevægelse måtte udføre en række krumspring for at argumentere sig ud af det beklagelige faktum, at dommedag udeblev. 20 år efter fik den liberale frustration et mere konkret afløb, da borgerkrigen brød ud, og slaveriet derefter blev afskaffet.

Som millerismen var et udtryk for skuffelse og utålmodighed, er vor tids dystopiske tænkning også et udtryk for skuffelse over, at afslutningen af Den Kolde Krig ikke betød ’historiens endeligt’. 1990’erne stillede en ambitiøs dagsorden – om globalisering, menneskerettigheder m.m. – op, men realiseringen af disse projekter stødte på grund i 2010’erne. For nogle er det en skuffelse – for andre en bekræftelse af, at det var en katastrofe, at kapitalismen i almindelighed og USA i særdeleshed vandt Den Kolde Krig.

De sidste 30 år har handlet om en global vækstdagsorden. Modstanden mod globaliseringen var altid politisk marginal og kom ganske symbolsk mest til udtryk i voldelige demonstrationer ved G8-møder. Men klimadagsordenen har givet kapitalismekritikken vind i sejlene og normaliseret protesten mod vækst.

Siden 1990’erne er det globale energiforbrug fordoblet primært pga. den økonomiske vækst i Asien. Det har altså været det globale vækstparadigme, der for alvor har sat gang i klimaforandringerne, og dermed bliver selve verdensordenen dystopisk. Ifølge dette argument burde vores tidsrejsende tage tilbage til 1989 og tigge menneskeheden om at afstå fra globaliseringen.

 

Demokratiets evne til at levere på klimadagsordenen bliver et spørgsmål i sig selv. For første gang siden afslutningen af Den Kolde Krig er det selve de demokratiske samfund, som står som problemet snarere end løsningen
_______

 

Demokratiet som problem
Thunberg mener, at tiden for oprøret er kommet, men måske følger den nuværende politiske ordens sammenbrud helt naturligt af omlægningen fra fossile brændstoffer. Ligesom Athens og Roms demokrati var baseret på udnyttelsen af billig arbejdskraft i form af slaveri, mener Timothy Mitchell, at det vestlige demokrati er baseret på udnyttelsen af billig energi. Ingen af de to styreformer er bæredygtige i længden.

Når planetens grænser er nået, er demokratiets grænser også nået, ifølge dette argument. Demokratiet forudsætter, at man har muligheder for at fordele samfundets goder bredt i samfundet, og i sin moderne form har det i vidt omfang fungeret som en fordelingsmekanisme for at fordele velstandsstigningen i forbindelse med industrialiseringen. Hvis der ikke er mere økonomisk vækst, kan demokratiet så finde ud af at begrænse væksten og stemme sig til, hvem der skal have mindre?

Fordi man søger forklaringen på klimaforandringer i selve det moderne vestlige samfund, følger det, at hverken kapitalismen eller demokratiet kan være mekanismer for forandring – det er tværtimod dem, der skal forandres. Ganske sigende mener en dansk forsker i eliter således, at det er selve eliten, der har spillet fallit, og som må vige pladsen, hvis dystopien skal undgås: ”Efter 30 år med klimakrise er det rimeligt at sige: Nu har vi ventet længe nok, nu er det tid at sætte ny dynamik i processen ved at få nogle andre aktører i spil. Trægheden i det politisk spil har vi ikke længere råd til”, sagde Christoph Houman Ellersgaard til Information 15. maj 2019. Det faktum, at de vestlige demokratiers CO₂-udledning har været konstant siden midten af 1990’erne, mens det er det autoritære regime i Kina, der stået for størstedelen af stigningen i udledningen, synes ikke at påvirke dette argument. Snarere tværtimod fremstår Kinas autoritære regering som et handlekraftigt alternativ til det træge demokrati.

Klimaminister Dan Jørgensen advarer mod, at Thunbergs oprør skal blive til virkelighed. For ham er det en selvstændig grund til, at der skal handles på klimaspørgsmålet: ”Læg dertil risikoen for, at grønne ekstremister går på gaden og tager loven i egen hånd, hvis ikke der sker omfattende forandringer hurtigt nok. I givet fald står vi med et giftigt krydspres, som ethvert samfund og dets beslutningstagere er nødt til at forholde sig til. Kan demokratiet levere? Lige nu er det i vores land mit parti, der er valgt til at stå i spidsen for den nødvendige omstilling”.

Demokratiets evne til at levere på klimadagsordenen bliver et spørgsmål i sig selv. For første gang siden afslutningen af Den Kolde Krig er det selve de demokratiske samfund, som står som problemet snarere end løsningen. Dan Jørgensen griber således tilbage til det socialdemokratiske arvegods. Stauning stillede sig op som alternativet til kaos – ved at oprette en velfærdsstat, der beviste demokratiets værd og fungerede som bolværk mod kommunisme og nazisme. Dan Jørgensen og resten af den socialdemokratiske regering vil være alternativet til klimakatastrofen. Den klimalov, som regeringen fremsætter i foråret 2020, lægger således op til, at regeringen har ’handlepligt’, hvis en række specifikke klimamål ikke nås. Dermed bliver den almindelige demokratiske debat om, hvordan ét hensyn (klima) vejes op imod andre hensyn, suspenderet.

Således bliver dystopien et referencepunkt for centrumpolitikere som Dan Jørgensen, der ikke nødvendigvis tror, at dystopien bliver til virkelighed, men anerkender, at dystopisterne sætter den politiske dagsorden – eller i hvert fald: påvirker den i en grad, hvor man må komme deres krav i forkøbet, hvis de ikke skal overtage den. Dystopien trumfer alt.

Men hvad nu, hvis Dystopia bare er endnu en måde at snyde os på? Her ville argumentet være: Dystopien opstiller et alternativ så dystert, at det gør os glade og tilfredse for verden, som den ser ud. Pr. definition er dystopisterne marginale – og jo mere de advarer, jo mere tænker vi, ’nå, ja, så slemt er det jo heller ikke’. Rasmus Paludan er måske et eksempel på dette fænomen. Under valgkampen i 2019 demonstrerede han, hvordan YouTube kan bruges til at få et marginalt politisk synspunkt i centrum af debatten. Men han havde også en undergangshistorie at fortælle: om et Danmark så dystopisk, at det overvældende flertal af vælgerne ikke genkendte det, og resultatet var, at han kun fik 1,8 procent af stemmerne. Resultatet af at afvise Paludans dystopi bliver, at andre skarpe synspunkter om indvandring fremstår mindre ekstreme. Når dækningen af Paludan således forsvinder som dug for solen efter valget er det så, fordi hans dystopiske historie har tjent sit formål? Dystopen har gjort sin pligt, dystopen kan gå.

Tilsvarende kan dystopien blive en del af kapitalismens fortælling om, hvad vi skal bruge vores penge på. Snarere end at markere grænserne for vækst bliver klimadystopien instrumentel i at udvikle nye markeder for biobrændsel, havremælk og andre produkter, som det ikke ville give mening at købe, hvis man ikke frygtede for klodens fremtid. Det kan være, at der ikke er en planet B, men kapitalismen synes at have en plan B – som dermed modbeviser Latours ide om, at kapitalismen har nået sine grænser. Sælgerne af lejlighederne i bunkerne i Kansas bliver af New York Times kaldt ‘doomsday capitalists’ – i en verden, som fortæller sin historie med dystopien, bliver der flere og flere af dem.

 

Men måske skal dystopisterne slet ikke være realistiske. Måske ligger deres politiske kraft og historiske berettigelse i at skræmme mere midtsøgende kræfter til handling, så dystopien forbliver en fiktion
_______

 

En selvopfyldende profeti?
Et Utopia viser en fremtid, hvor de forhold, der i dag forstyrrer det perfekte billede, er redigeret bort. Præcis derfor har Utopia en totalitær tendens: At realisere fremtiden handler om at luge det uperfekte væk. Det er alt for oplagt at placere dem, der ikke passer i glansbilledet af fremtiden, i en koncentrationslejr for at realisere Utopia så hurtigt som muligt.

Dystopia er for dem, der har givet op. I stedet for at forandre samfundet melder man sig ud – i forventning om, at samfundet ikke står til at redde. Dystopisterne bygger en ark og tager dem med sig, som de mener, fortjener at blive frelst – resten kan blot vente på syndfloden.

Hvor utopisterne tager forskud på glæderne, tager dystopisterne forskud på sorgerne. Hvad dystopisterne glemmer, er, at dystopien netop er et ikke-sted; en fremtid, som reflekterer tendenser i vor tid, men som ikke nødvendigvis også ER fremtiden. Ved at betragte samfundets snarlige kollaps som uundgåeligt – pga. robotter, klima, pandemier eller andet – gør dystopisterne i hvert fald ikke noget for at forhindre sammenbruddet.

Ved at tage det vestlige samfunds kollaps som udgangspunkt legitimerer de handlinger, der meget vel kan fremskynde sammenbruddet. Hvad der skulle være årsag, bliver virkning. Margaret Atwood mener, at fascinationen af det dystopiske siger meget om vores samfund, men det siger først og fremmest noget om en manglende tro på, at samfundet kan bruges som middel til at skabe en bedre fremtid. John Stuart Mill fandt på ordet dystopi for at beskrive en politik, som var for dårlig til at være sand, men han forestillede sig ikke, at nogen kunne have lyst til eller interesse for at gøre dystopien til et politisk program. Det er ikke desto mindre, hvad der sker i dag.

Paradoksalt nok gælder denne afvisning af fælles politiske løsninger både for venstre- og højreorienterede dystopister.

Om man som Franzen opgiver samfundet til fordel for den lokale løsning – i håb om, at man kan komme igennem klimakollapset på sin økologiske gård – eller om man vil forskanse sig i sin Survival Condo, til faren er drevet over, giver det samme politiske resultat her og nu: At man overlader politik til nogle andre. Ved at vende politikken ryggen placerer dystopisterne væsentlige samfundsmæssige problemer uden for den demokratiske samtale. Hvis det farlige ikke kan diskuteres, men ophæves til en absolut hinsides diskussion, hvordan skal der så være mulighed for at handle?

Når samfundet bliver problemet, kommer alle fejl og mangler i samfundet til at være beviser på den dystopiske tese. Derfor bliver det vanskeligt for dystopisterne at se mulighederne for at eksperimentere med nye løsninger. Hvis problemerne nu ikke er udtryk for et strukturelt problem, men tværtimod noget, som kan løses inden for de samfundsmæssige strukturer, så er dystopien mindre sandsynlig. Hvor entreprenører ser mulighed for udvikling, ser dystopisterne blændværk og dårlige undskyldninger.

Dystopisternes krav om handling bliver et postulat, hvis det ikke følges op af en reel diskussion af, hvordan handlingerne kan gennemføres. Præcis som man kunne have en holdning til ulighed og kapitalismens udvikling uden at abonnere på den marxistiske utopi, kan man have en holdning til klimaet, ansigtsgenkendelsesteknologi, IT-monopoler, global ulighed osv. uden at være dystopist.

Marxisterne blev overraskede over, at det kapitalistiske samfund kunne reformere sig selv – at uligheden blev mindre, og demokratiet blev forbedret inden for den samfundsmodel, som marxisterne mente, hørte til på historiens losseplads. Samtidig udviklede den marxistiske utopi sig til et virkeligt Dystopia. Hvordan vil vore dages dystopister reagere, hvis der faktisk kan findes løsninger på klimaproblemerne, hvis overvågningssamfundet kan undgås, og zombierne aldrig kommer?

Men måske skal dystopisterne slet ikke være realistiske. Måske ligger deres politiske kraft og historiske berettigelse i at skræmme mere midtsøgende kræfter til handling, så dystopien forbliver en fiktion. ■

 

Ved at tage det vestlige samfunds kollaps som udgangspunkt legitimerer de handlinger, der meget vel kan fremskynde sammenbruddet. Hvad der skulle være årsag, bliver virkning
_______

 



Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. 2014-2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier. ILLUSTRATION: De Røde Rebeller, som er en undergruppering af Extinction Rebellion, protesterer i Sydney, Australien, 15. december 2020 [Foto: Joel Carrett/EPA/RITZAU SCANPIX]