Kristian Lausten: Borgens efterhånden mange partihop bidrager til en dyb mistillid til vores politiske system

Kristian Lausten: Borgens efterhånden mange partihop bidrager til en dyb mistillid til vores politiske system

29.01.2021

.

De mange partihop i dansk politik forstærker i høj grad fortællingen om, at mange folkevalgte i virkeligheden er levebrødspolitikere, som først og fremmest træffer valg baseret på egne interesser. Forstå mig ret: Det er naturligt at skifte holdning, eller måske endda helt fundamentalt at skifte politisk ståsted eller parti. Men sker dette, bør man nedlægge sit mandat.



Kommentar af Kristian Lausten, formand for Venstres Ungdom

SUPERLIGAENS VINTER-TRANSFERVINDUE har åbent et par dage endnu. Imidlertid er der dog mere aktivitet på Christiansborg, hvor transferkarrusellen kører rundt i et historisk højt tempo. Listen over partiskift er lang, og i dag blev den lidt længere, da også Ida Auken meldte sig ind på listen.

For en håndfuld år siden skiftede hun fra SF’s røde økonomiske politik til Radikales mere magenta-blå af slagsen. Nu skiftes de Radikales lempelige udlændingepolitik så ud med Socialdemokratiets nyfundne stramme udlændingepolitik. Ej at forglemme er jo også skiftet fra de Radikales grønne klimapolitik til Socialdemokratiets røde hockeystav. For mig er det svært at følge den røde tråd i det skifte, og jeg bilder mig ind, at jeg ikke er alene.

For ofte kan det desværre virke som om, at partiskift i højere grad er motiveret af interne stridigheder eller opportunisme i form af udsigten til bedre ordførerskaber i andet parti eller måske et sikrere genvalg.

 

For ofte kan det desværre virke som om, at partiskift i højere grad er motiveret af interne stridigheder eller opportunisme i form af udsigten til bedre ordførerskaber i andet parti eller måske et sikrere genvalg
_______

 


EN UNDERSØGELSE fra 2019 viser, at hver anden dansker ikke stoler på Folketinget. Denne politikerlede er dybt alvorlig, og min vurdering er, at de mange partihop i høj grad bidrager til denne mistillid. Forestil dig at have har stemt på Simon-Emil Ammitzbøll-Bille ved Folketingsvalget i 2019. Det har man formentlig gjort i sikker tillid til, at han også efter valget ville være en solid LA-stemme, som kæmper for mere økonomisk frihed på den yderste højrefløj. Ja, så forstår jeg i hvert fald godt, hvis man efterfølgende har følt sig snydt, når Ammitzbøll-Bille efter valget har modarbejdet netop Liberal Alliance.

De mange partihop forstærker i høj grad fortællingen om, at mange folkevalgte i virkeligheden er levebrødspolitikere, som først og fremmest træffer valg baseret på egne interesser. Forstå mig ret: Det er naturligt at skifte holdning, eller måske endda helt fundamentalt at skifte politisk ståsted eller parti. Men sker dette, bør man gøre som det aarhusianske byrådsmedlem, Peter Hegner Bonfils, som i denne uge har nedlagt sit mandat i Byrådet i Aarhus. Bonfils har nemlig skiftet medlemskabet af Enhedslisten ud med nyt medlemskab af Socialdemokratiet.

 

[A]t skifte parti for at melde sig ind i et andet, er for mig at se et helt grundlæggende brud på vælgernes tillid
_______

 

Nogle vil måske pointere, at mandatet er personligt, og at der i Grundlovens § 62 tydeligt står, at Folketingsmedlemmer kun står til ansvar for egen overbevisning. Måske bør partierne også være bedre til at stille folketingsmedlemmer fri, så medlemmer rent faktisk også kan stemme efter deres egen overbevisning så ofte som muligt. Men at skifte parti for at melde sig ind i et andet, er for mig at se et helt grundlæggende brud på vælgernes tillid.

Selvom man stemmer personligt, stemmer man jo også på et parti i forventning om at den specifikke kandidat står for partiets politik. Derfor bør man nedlægge sit mandat, hvis man grundlæggende ændrer politisk standpunkt og heraf ønsker at være medlem af et nyt parti. Så kan man efterfølgende opstille for det nye parti. Det vil for mig at se være den mest ordentlige måde at skifte parti på.

Jeg vil ønske, at flere af politikkerne på Christiansborg vil lade sig inspirere af Bonfils forbillede og selv nedlægge sit mandat, hvis man skulle ønske at skifte parti. Det ville styrke tilliden til folkestyret og vores folkevalgte. ■

 

Selvom man stemmer personligt, stemmer man jo også på et parti i forventning om at den specifikke kandidat står for partiets politik. Derfor bør man nedlægge sit mandat, hvis man grundlæggende ændrer politisk standpunkt
_______

 



Kristian Lausten (f. 1994) er landsformand for Venstres Ungdom. Han studerer Erhvervsøkonomi og Erhvervsret på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto